Åh nej! Derfor er instruktør-duoen bag 'The Big Lebowski' og 'Fargo' gået hver til sit

Coen-brødrenes brud er dog måske ikke for evigt
The Big Lebowski (Working Title Films)
(© The Big Lebowski (Working Title Films))

No Country for Old Men, O Brother, Where Art Thou?, The Big Lebowski, Fargo, Miller's Crossing og Inside Llewyn Davis med flere. Vi elsker selvsagt Coen-brødrenes film. Derfor er vi også meget triste over, at de to filmbrødre er gået hver til sit. 

Ved efterårets New York Film Festival vil man nemlig kunne se 'The Tragedy of Macbeth', hvor det vågne øje vil kunne spotte, at den kun har Joel Coen krediteret som instruktør og manuskriptforfatter. Det er således hans første film alene på skansen bag kameraet uden brorman Ethan.

Bruddet brødrene imellem er dog sket i al venskabelighed, hvilket duoens ofte brugte komponist Carter Burwell fortalte om i en nylig episode af podcasten 'Score'. Ethan valgte ganske enkelt ikke at være med, da han simpelthen ikke længere ønskede at lave film. Det skriver bl.a. Indiewire.



Heldigvis behøver det dog ikke at betyde, at de to Coen-brødre er gået fra hinanden for evigt. Ethan fortalte nemlig tilbage i 2019 Los Angeles Times, at han blot gav film en pause for at arbejde på andre projekter såsom teateropsætninger.

Komponisten fortæller desuden, at de to brødre har adskillige manuskripter stående på hylden, som de har skrevet sammen, men altså endnu ikke har forløst på film. Så måske de på et senere tidspunkt vil finde sammen for at lave en ny eller flere film i fællesskab. 
 
'The Tragedy of Macbeth' er baseret på William Shakespeares tragedie 'Macbeth' og har bl.a. Denzel Washington, Frances McDormand og Brendan Gleeson på rollelisten.

Der er endnu ingen dansk premieredato på 'The Tragedy of Macbeth', der bliver vist på New York Film Festival den 24. september.