'Black Panther 2' starter optagelser: "Vi vil gøre afdøde Chadwick Boseman stolt"

Marvel er tilbage i Wakanda
Billede
(© Black Panther / Marvel)

Marvel er tilbage i Wakanda. Optagelserne til Black Panther 2: Wakanda Forever er startet, det afslører MCU-boss Kevin Feige til Variety.

Filmens produktion starter et lille år efter, at hovedrolleindehaver Chadwick Boseman på tragisk vis gik bort til kræft, blot 43 år gammel. Selvom han af åbenlyse årsager ikke er med i fortsættelsen, sætter han stadig et præg på optagelserne, fortæller Feige:

- Det er åbenlyst meget følelsesladet uden Chad. Men alle er meget spændte på at bringe Wakandas verden tilbage til befolkningen og fans. Vi gør det på en måde, som vil gøre Chad stolt.

'Black Panther 2' skrives og instrueres af Ryan Coogler, der også stod bag den første film. Kevin Feige afslørede yderligere, at hele holdet vil være tilbage i efterfølgeren, men specificerede ikke hvem.

Men det forlyder, at Lupita Nyong'o, Danai Gurira, Letitia Wright og Martin Freeman vil være blandt de tilbagevendende. Hvem der skal overtage dragten som The Black Panther er ikke klart, vi ved dog, at rollen som T'Challa ikke vil blive spillet af andre skuespillere.

Tilbage i april udtalte Nyong'o, der spiller Nakia, sig til Yahoo! Entertainment:

- ... Jeg kan slet ikke begynde at forstille mig, hvordan det vil være at træde ud på settet og ikke have ham der.

Hun fortalte, at instruktør Ryan Coogler har omformet film nummer to, således at den er yderst respektfuld omkring holdets store tab:

- Så det føles spirituelt og følelsesmæssigt korrekt at gøre det. Og det jeg ser frem til, er at blive samlet og ære, hvad han startede med os, holde hans lys højt igennem det. Fordi han forlod med en masse lys, som vi stadig vil bade i. Det ved jeg med sikkerhed.

'Black Panther 2: Wakanda Forever' får premiere den 8. juli 2022.