Efter 7 år gør Tobey Maguire comeback i Oscar-vinders stjernespækkede film

La La Land-instruktør er på vej med stort Hollywood-drama
Tobey Maguire som Spider-Man (Columbia Pictures)
(© Columbia Pictures)

Det er efterhånden en god række år siden, vi sidst har set Tobey Maguire i en filmrolle. Sidst han var på rollelisten i en film, var i 2014 som Bobby Fischer i dramaet Pawn Sacrifice.

Ret skal være ret, for Maguire lagde ganske vist også stemme til den voksne udgave af Tim i animationsfilmen Boss Baby i 2017.

Vi skal dog vente helt til 2023 for at se den hedengangne Spider-Man-skuespiller i en spillefilm igen med dramaet Babylon. Det lader heldigvis til at være ventetiden værd.

Det er nemlig ingen ringere end den Oscar-vindende Damien Chazelle, som instruerer. Han har allerede imponerende titler som Whiplash, La La Land og First Man på sit CV.

Plottet til filmen er endnu ukendt, men den vil udspille sig i 1920'ernes Hollywood, hvor filmindustrien udvikler sig fra stum- til talefilm.

Vi ved dog noget mere, når det kommer til filmens øvrige og alsidige rollebesætning.

Her finder man bl.a. Brad Pitt, Margot Robbie, Samara Weaving, Olivia Wilde, Eric Roberts, Katherine Waterston, Red Hot Chili Pepper-bassisten Flea og filmskaberen Spike Jonze. Ligesom plottet ved vi ikke, hvilke roller skuespillerne kommer til at indtage.

Tobey Maguire er naturligvis kendt i rollen som Spider-Man, mens han også har haft betydningsfulde roller i film som Brothers, The Great Gatsby, Seabiscuit, The Cider House Rules og Wonder Boys.

'Babylon' er indtil videre sat til en begrænset amerikansk biografpremiere den 25. december til næste år, mens den rammer verden bredt i starten af 2023.