Powerduoen bag Bond og '1917' genforenes i ny film med Olivia Colman

De 3 Oscar-vindere mødes i 'Empire of Light'
Billede
(© 20th Century Studios (The Favourite))

Sam Mendes og Roger Deakins' samarbejde er blevet rost af både publikum og anmeldere i Bond-filmen Skyfall og krigsfilmen 1917. Nu offentliggører den stærke duo endnu et fælles projekt, som denne gang har Olivia Colman i hovedrollen.

Filmen har fået titlen 'Empire of Light' og bliver beskrevet som en kærlighedshistorie, der foregår i og omkring en gammel biograf i Sydengland i 1980'erne.

'Empire of Light' er sat til at få premiere i 2022. Udover instruktør-rollen vil Sam Mendes også agere manuskriptforfatter.

Både Mendes, Colman og Deakins er blevet hædret med Oscar-statuetter. Mendes som bedste instruktør på American Beauty, Colman som bedste skuespillerinde med The Favourite og Deakins som fotograf for både Blade Runner 2049 og netop '1917'.

Colman er også med i Oscar-kapløbet dette år, hvor hun er nomineret for sin præstation overfor Anthony Hopkins i The Father, der får dansk biografpremiere den 10. juni.

'Empire of Light' afventer premieredato.