Derfor er Hollywoods store film stadig afhængige af biograferne

Ingen Bond uden det store lærred
No Time to Die
(© No Time to Die © Nicole Dove / SF Studios)

Sidste år opstod der rygter om, at adskillige premiereudskydelser af den 25. James Bond-film ville få MGM til at sælge No Time to Die til Netflix. Pris: 600 mio. dollars. 

Rygterne blev afvist af filmselskabet, men tanken om, at verdens største streamingplatform skulle hive verdens største filmagent ud af biograferne, har hængt ved og frembragt spørgsmålet: Er blockbusternes eksklusivitet i biografen forbi? 

En artikel hos Wired konkluderer et rungende NEJ! Hollywood tænker først og fremmest i økonomi, og her er ingen tvivl om biografernes værdi for film som No Time to Die.  

Ifølge en undersøgelse foretaget af Omdia har forbrugerne af streamingtjenester i 2020 brugt 1. mia. dollars, men det blegner i sammenligning med de 40 mia. dollars i manglende indtægter, som biograferne har lidt under Corona-pandemien. 

Selvom Amazon fx har kastet intet mindre end 465 mio. dollars efter deres prestigeprojekt, serieversionen af 'The Lord of the Rings', er streamingtjenesternes model ikke holdbar i længden. Det mener Tara Lachapelle fra finansmediet Bloomberg, der udtaler, at den er "fundamentalt i stykker": 

- At bruge mia. af dollars på at skabe et endeløst indholdsbibliotek for derefter at give brugerne månedlig adgang til en luksuriøs alt-hvad-du-kan-spise buffet for lidt mere, end hvad en menu koster hos McDonald’s. 

Læs også: Biografernes filmprogram efter genåbningen.

Pandemiens langsigtede ændring - i hvert fald i USA - vil sandsynligvis være det såkaldte biografvindue. Altså perioden fra en film går i biografen til den kommer som køb og leje, eller som indhold på streamingtjenesterne. 

Filmselskaberne Paramount og Warner Bros. har allerede varslet et 45 dages vindue, mod de normale 90 dage i USA, hvilket bør være i distributørernes interesse. Normalt indtjener filmene langt de fleste penge i biografen de første tre uger, og så kan de vise dem på streamingtjenester som Paramount+ og HBO Max som unikt indhold bagefter. 

Se også: Filmstjernerne reagerer på genåbningen af biograferne.

Herhjemme er perioden på 122 dage, men den ser ikke ud til at ændre sig lige foreløbig. 

Direktør i Nordisk Film Distribution, Frederik Honoré, har tidligere på året udtalt til Kulturmonitor, at han ikke har tænkt sig at udsende sine film hurtigere på VOD end tidligere: 

- Overhovedet ikke. Det er klart, at der er røre omkring det, fordi amerikanerne begynder at lave de ting, som de gør, men det må de selv stå på mål for. Det er ikke noget, vi har fundet anledning til at diskutere, udtalte Honoré til Kulturmonitor. 

Konklusionen er, at selvom biograferne har måttet se hjælpeløst til under Corona-pandemien, mens deres streaming-rivaler har skovlet millioner af nye abonnenter ind, så for at blockbusterfilmene for alvor kan betale sig, er der brug for biograferne. 

Derfor er James Bond ikke på vej til Netflix - og derfor dør biograferne heller ikke denne gang. 

Se alle kommende film her.

 

Daniel

Daniel Bentien
Daniel er indholdschef på kino.dk og glæder sig som et lille barn til at kunne komme i biografen igen.