Den blodige dødsleg fortsætter: 'Saw 10' er på vej!

Er I klar til flere klamme mord og brutale fælder?
Lionsgate Films
(© Lionsgate Films)

Allerede inden den 9. film i Saw-franchisen, Spiral: From the Book of Saw, har haft premiere, forlyder det nu, at en 10. film er på vej i den blodige filmserie. Det skriver bl.a. Bloody Disgusting.

Det 10. kapitel er stadig under tidlig udvikling, hvorfor vi endnu ikke ved noget om, hvad ’Saw X’ kommer til at handle om, hvem der skal spille med, instruere eller skrive filmen.

Nu er hemmelighedskræmmeri og plotmæssige overraskelser som bekendt også en væsentlig del af Saw-universet, hvorfor vi nok heller ikke i en nær fremtid skal sætte næsen op efter at blive meget klogere på, hvad film nummer 10 kommer til at byde på.

’Spiral: From the Book of Saw’ skal i hvert fald i første omgang lige have premiere. Måske vi her bliver bare en smule klogere på, hvad jubilæumsfilmen kan komme til at byde på?

Læs også vores interview med Tobin Bell: Jigsaw er på niveau med en Shakespeare-karakter

Verden stiftede første gang bekendtskab med den sidenhen berygtede seriemorder Jigsaw i Saw fra 2004. Siden er det blevet til en filmserie, der i den grad har sat sit blodige aftryk i gyserlandskabet. Vi så senest noget til Saw-universet med Jigsaw i 2017, der dog ikke blev det store comeback for franchisen.

Med 'Spiral: From the Book of Saw' bliver der så skudt nyt blod ind i franchisen, hvor man foran kameraet bl.a. finder Chris Rock, Samuel L. Jackson og Max Minghella. Historien er desuden baseret på en idé af netop Chris Rock, mens filmen instrueres af manden bag Saw II, Saw III og Saw IV, Darren Lynn Bousman.

'Spiral: From the Book of Saw' har biografpremiere den 12. maj.