'Call Me By Your Name' møder 'Den Lille Havfrue' i ny Pixar-film

Første kig på 'Luca'
Billede
(© Disney)

Den seneste Pixar-film Sjæl udkom til jul på Disney+, hvor den kunne samle familien om fladskærmen derhjemme - men til sommer kan vi forhåbentlig tage i biografen igen og se animationsgigatens næste film Luca.

Empire har offentliggjort det første officielle billede fra animationsfilmen, der udspiller sig ved den solrige italienske kyst, men med et mytologisk twist.

Filmen følger titelkarakteren, drengen Luca, og hans ven Alberto, som faktisk er søvæsner, men som fremstår som mennesker på tør land - men altså bliver mere fiske-agtig under vand.

De to drenge får lov til at opleve livet på landjorden og bliver også venner med en menneske-pige undervejs.

'Luca' bliver beskrevet som et Den lille havfrue-riff, der altså ser ud til at udspille sig i børnevenlige Call Me By Your Name omgivelser. Ja, drengen til venstre på billedet ser jo nærmest ud til at være modelleret efter Timothée Chalamet i førnævnte film.

Filmen er instruktør Enrico Casarosas spillefilmsdebut efter hans Oscar-nominerede kortfilm 'La Luna'.

I sit interview med Empire beskriver Casarosa selv 'Luca' som inspireret af hans egen barndom, en coming-of-age fortælling, der hylder Federico Fellini og andre klassiske italienske filmskabere med et strejf af den japanske animationsmester Hayao Miyazaki.

'Luca' får premiere den 17. juni.