Cookie- og Privatlivspolitik
25 storfilm på vej: 2021 kan blive et giga biograf-år!

25 storfilm på vej: 2021 kan blive et giga biograf-år!

Bond, Minions og Ternet Ninja er bare få ud af mange stærke titler

Stem op!
41
Stem ned!
0
(reset)

2020 endte med en ca. halvering af biografbillet-salget, hvilket alt taget i betragtning beviser, at danskerne er film-sultne. 

 

Og ja, alt kan stadig ske i 2021, og lige nu oplever vi desværre stadig lukkede biografer landet over. MEN hvis bare halvdelen af de allerede planlagte premierefilm ender med at ramme biograferne dette år - så står vi over for et virkeligt stærkt biografår, hvor især Hollywood-filmen melder sin genkomst. 

 

Her er blot 25 af de film, der kan og bør trække mange tilbage i de bløde sæder: 

 

Bemærk at alle premieredatoer kan pt. ændre sig. 

 

Wonder Woman 1984 

Hun står til at genåbne biograferne med sin ildlasso, sine amazonekriger-kræfter og en altid stoisk tro på det gode. Prinsesse Diane aka Wonder Woman befinder sig nu i 80ernes glitrende årti, hvor en superskurk forsøger at erobre verdensherredømmet. 

 

No Time to Die 

Også kaldet ‘Bond 25’ og uden tvivl den film, flest biografgængere havde sværest ved at slippe sidste år. Men hvis alt går som det skal, så vender Agent 007 altså tilbage med fuld ildkraft og en muligvis sidste mission på cv’et.  Enten først på året eller senere.

 

Ternet Ninja 2

Og hvis ikke Bond skal få folk tilbage, så står dansk film atter klar med opskriften på en folkelig biografsucces. Anders Matthesen er nemlig tilbage med den provokerende ninjadukke, der denne gang er mere nuttet og på hævntogt i Thailand. 

 

Marco Effekten 
Og så må vi ikke glemme de andre danske kioskbaskere. Fx er Jussi Adler-Olsens populære krimiunivers klar med et nyt hold af stjernenavne i den første ud af seks planlagte Afdeling Q-film. Ulrich Thomsen står i spidsen som den mavesure Carl Mørck, som er klar, når vi kan gå i biografen igen. 

 

Dune 

I den mere nørdede ende af blockbusters-skalaen finder vi senere på året Frank Herberts banebrydende sci fi-fortælling om intergalaktiske magtkampe mellem dynastier og gigantiske sandorme galore. Tænk Star Wars møder Game of Thrones – og med Hollywoods hotteste navne foran og bag kameraet. 

 

The Matrix 4 

Neo er tilbage! Og vi håber det bliver en bedre viderebringelse af universet end de to fortsættelser til science fiction-mesterværket fra 1999. Keanu Reeves står selvfølgelig atter for at tæve kunstig intelligens med ældgammel mysticisme… og kung-fu. 

 

Minions 2: Historien om Gru 

Grus små gule hjælpere er utroligt populære blandt børnefamilierne, og historikken fortæller, at de der minions kan sælge billetter. Det er derfor med store forventninger, at ’Minions 2’ om superskurkens barndom, ankommer. 

 

Hvidstengruppen 2: De efterladte 

Fortsættelsen til 2012’s kæmpesucces handler denne gang om familiens efterladte døtre, der kom i fængsel i Tyskland. Filmen vil følge deres kamp i krigens sidste tilspidsede år, hvor det at overleve er imod alle odds. Mon ikke mange af de danskere, der så etteren, vil tage turen ind for at afslutte fortællingen? 

 

Fast & Furious 9 
Endnu en 2019-titel, der nu er en 2020-titel. Vin Diesel og Co. tog en skarp venstredrejning, og satte kursen mod de åbne biografer, hvor mange gerne vil opleve netop denne slags action. Sagaen er nu nået til det niende kapitel, hvor Doms familie atter står over for en farlig trussel. 

 

Suicide Squad 2 

Guardians of the Galaxy-instruktøren James Gunn genstarter efter sigende DC’s mørke dog kulørte superhelte-univers med nye skuespillere over for velkendte ansigter. Efter et superhelte-fattigt 2020 er sådan en gruppe noget at se frem til. 

 

Margrete den Første 

Trine Dyrholm fortsætter som dansk films regent – denne gang dog som en af danmarkshistoriens faktiske overhoveder og den første kvindelige af sin slags. Vi befinder os i starten af 1400-tallet, hvor dronningen hersker gennem sin stedsøn, men alt sættes over spil, da en fra fortiden måske genopstår fra de døde. 
 

Black Widow 
Scarlett Johanssons heltinde har længe været på vej til de store lærreder. Får hun stadig lov til at lande i de danske biografer, er det både årets første Marvel-helt samt et kærligt gensyn med en del af Avengers-gruppen, som vi tørster efter pt. 

 

Eternals 
Falder snakken på Avengers, skal vi da også lige nævne, at et nyt kuld af Marvel-helte er på vej. De hedder Eternals og byder på helt nye ansigter og karakterer – samt et par gensyn. Rollelisten bugner med talent såsom Angelina Jolie og Kit Harrington. 

 

Spider-Man 3 
Og Edderkoppen er også tilbage. Tom Hollands charmerende spinner skal nu forsøge at leve op til den vilde cliffhanger i ’Far from Home’ samt introducere et vildt multiverse bestående af andre forhenværende Spider-Men (Tobey Maquiere, Andrew Garfield, Michael Keaton) og dertilhørende skurke. 
 

Venom 2: Let There Be Carnage 
Tom Hardys antihelt med temperament-problemer og smag for menneske-hjerner vender tilbage til fans verden over. Etteren (og titlen) lægger op til mødet med en ærkenemesis, og vi mener, at biografgængerne (samt de der har Netflix'et den under lockdown) vil afsted for at se med. 

 

Top Gun 2: Maverick 
Tom Cruises need for speed er ustoppelig, og derfor er han ikke bare på vej med flere Mission: Impossible-film, men også med et comeback til en af sine mest legendariske roller. Piloten over dem alle. Ham med farkomplekset og de seje solbriller er snart atter luftbåren. 

 

Pagten 

Karen Blixen er allerede blevet en filmlegende pga. ’Out of Africa’, men forfatterinden får nu flere kommende film på sit cv – og det starter med selveste Bille August, der tager et intimt kig på Blixens unikke venskab til digteren Thorkild Bjørnvig.  

 

The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It 

Gyserverdenens mest hårdføre ægtepar, Ed og Lorraine Warren, vender tilbage for at kigge på en autentisk mordsag, hvor den anklagede mener, at djævelen fik ham til at slå ihjel. 

 

Ghostbusters 3: Afterlife 

2021 er året, hvor vi ringer til… den næste generation. Spøgelsesjægernes rustvogn står efterladt i en lade langt ude på landet, hvor en gruppe børn finder den – heldigvis i tide til at tage kampen op imod en ny trussel fra det hinsides. Tredje kapitel i den elskede franchise ligner en oplagt film for fans af fx ’Stranger Things’.  

 

Mission: Impossible 7 

Mere Tom og mere Ethan Hunt, der efter den mesterlige ’Fallout’ skal redde verden fra nye dommedagsprofetier ved hjælp af vilde gadets og gummimasker. Bag kameraet står atter den veloplagte Christopher McQuarrie, mens også Rebecca Ferguson repriser sin rolle.  

   

Toscana 

Anders Matthesen i en romantisk feel good-film fra det varme Italien, der instrueret af manden bag ’Mens vi lever’ og ’Kollision’! Kombinationen lyder farligt stærk, og vi tror på, at danskerne vil se med - ligesom de gjorde det med ’Den skaldede frisør’ i sin tid. 

 

Uncharted 

Tom Holland har fået rollen som en af gaming-verdenens mest elskede karakterer, Nathan Drake – en slags rå (og nu også ung) udgave af Indiana Jones eller mandlig pendant til Lara Croft. Måske dette bliver den største/bedste spilfilmatisering nogensinde?  

 

A Quiet Place 2 
Shhh, så skal du igen være musestille i biografsædet, mens Emily Blunt og familie skal forsøge at overleve i en postapokalyptisk verden, hvor mennesker jages ved den mindste lyd. Gyseren instrueres igen af John Krasinski.  

 

Buster 

Bjarne Reuters ukuelige antihelt Buster Oregon Mortensen får en ny filmatisering til en ny generation af filmglade børn. Den 11-årige trylle-glade dreng får denne gang chancen for at vise hele byen, hvad han kan på byens talentshow.  

 

Raya og den sidste drage 

Disneys nye animationsfilm følger den ensomme kriger Raya fra fantasy-riget Kumandra, hvor menneskeheden pludseligt trues. Raya begiver sig derfor ud på en mission: At finde den sidste drage, som et sidste håb for alle. 

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Tommyuser/872382

... sku' der ikke osse ha' været en "Hercule Poirot" film med Kenneth Brannagh? Og en "Batman"? Eller er de rykket helt til 2022..?

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Julie

Hvor kan man se Golden Globes i Danmark i år?

1 dag siden
Seps <3

Jeg håber sådan på at i får lov til at åbne op snarest muligt..

4 dage siden
Segoyuser/116755
Segoyuser/116755

Tja hvis du læser mange af de ting Gina Carano har skrevet synes det er forståeligt...

6 dage siden
VIPER

...Men jeg vil lige indskyde at Goro & Reptile faktisk er med.
Man ser lige den firearmede tyksak komme springene (1:47),

1 uge siden
Christine Dyrskjøt Elmstrøm

Vi mener selvfølgelig StudioCanal, tak for det skarpe øje.

1 uge siden

Aktive debatter