Interview: "Det er nok en af de bedste sange, jeg nogensinde har hørt"

Instruktøren af '7 Years of Lukas Graham' om de mest mindeværdige øjeblikke med sangeren 
Billede
(© René Sascha Johannsen/Camera Film)

Lukas Graham. Navnet burde give de fleste et væld af associationer til 'Drunk in the Morning', '7 Years' og til hele Danmarks Christiania-gadedreng hoppende rundt i bar overkrop eller iført en hvid wife-beater.

Fænoment Lukas Graham og den enigmatiske frontperson Lukas Forchammer har igennem det forgange årti taget Danmark og hele verden med storm.

Som en af de mest streamede danske kunstnere, er bandet siden deres tidlige youtube-videor, umiddelbart kun blevet ved med at ramme nye højder af succes.

Men succes har også en bagside. Og netop forsøget på at balancere et intenst tourné-liv med familie og sin eget velbefindende, har instruktøren Réne Sascha Johannsen sat sig for at fange på kamera i løbet af de sidste 7 år. Det er der kommet filmen 7 Years of Lukas Graham ud af.

Vi fik en snak med instruktøren og spurgte ham ind til nogle af hans mest mindeværdige øjeblikke sammen med Lukas i løbet af de 7 år:

Lukas Graham 

#1. Lukas er urørlig på Pusher Street

Jeg filmede med Lukas ude på Christiania på et tidspunkt, hvor vi står på Pusher Street, og han har lige tændt en stor joint og står og snakker med en ven. Så bliver der pludselig råbt "Ost!" fra alle mulige vinkler, og politiet kommer spænende fra alle vinkler, og begynder at arrestere pushere på kryds og tværs, mens Luke stille og roligt står og ryger videre. Og jeg filmer hele det her scenarie, hvilket man selvfølgelig kun kan, hvis man er sammen med Lukas. 

Jeg har filmet derude nogle gange nu, også til musikvideoer, og hvis vi har været derude og researche og locationscoutet inden, uden ham, så er vi tit blevet stoppet, selv hvis vi har haft et kamera under jakken, af folk der har været sådan: "Hey, hvad laver I, er I civile pansere?"  

Så man kan sige, det er sådan noget Christiania street-cred. Jeg ville godt have haft det med, fordi dels er det super miljøbeskrivende, men også meget karakterbeskrivende for, hvem han stadigvæk er derude, at han stadigvæk er 100% legit. Det er en scene, som vi beklageligvis ikke havde med, fordi vi har holdt os snorlige til dramaturgien.
 

Lukas Graham

#2. Starstruck at the Grammys
Der var også nogle ting fra Grammys, som vi blev nødt til at skære fra pga. rettighedmæssige årsager, og det er ikke en scene, jeg har filmet, men bare noget, jeg har set, mens vi er der backstage. Jeg tror, Beyonce er højgravid på det tidspunkt. Hun kommer lige af scenen og så tager hun stilletterne af midt på gangen, og går ned ad gangen, imens enten Rihanna eller Katy Perry krydser. 

Hele det der backstage scenarie på Grammys var bare ret vildt. Jeg bliver ikke starstruck, jeg er ikke en sucker for kendte på den måde, men der er bare forskel på kendte og den der A-liste celeb, som du bare ikke støder på i et supermarked i L.A. Så det var ret skørt. Virkelig en abstrakt zoologisk have at gå rundt i.

Lukas Graham

#3. "Det er nok en af de bedste sange, jeg nogensinde har hørt."

Scenen med Rob Knox, hvor han kalder '7 Years' ud som en evergreen, den står stærkt for mig, det var et super vigtigt øjeblik for mig på mange måder. Det er sådan en scene, som man filmer og tænker "Okay, det var en fed scene." Men det er fandme store ord fra sådan en mand, og en profeti, der går så meget i opfyldelse, at det havde været utilgiveligt, hvis jeg ikke havde fået den scene.

Det var lige før, jeg ikke fik den faktisk, jeg havde faktisk pakket kameraet ned for dagen, jeg tror lige, jeg var ude og knappe en øl op eller et eller andet, og så kan jeg høre, at Lukas står og synger derinde. Så går jeg derind, skynder mig at få kameraet op igen og får sidste halvdel af sangen med, og scenen med Rob. 

Lukas Graham

#4. Første gang med '7 Years'

Det er faktisk meget oplagt at snakke om den første dag, jeg filmede med ham i New York, hvor han blandt andet sang '7 Years' under en lydprøve på noget, der hedder S.O.B.'s, som en af de mindeværdige øjeblikke. Den fangede mig med det samme. Det var ret vildt, at have den sang så tidligt, og den var ikke engang skrevet færdig på det tidspunkt. 

Sangen er blevet finpudset over lang tid, og de havde svært ved at få produktionen på plads, så derfor, tror jeg også, at den fik lov til at ligge i skuffen så lang tid.  

Lukas Graham

#5. "Jeg bryder mig ikke om at René er der i dag."

Der var en af de der første dage i studiet i L.A., hvor Lukas var ikke helt tryg ved at have mig omkring endnu. Så han går ud af rummet på et tidspunkt, og har stadig microport på, så jeg kan høre, hvad han siger. Han går ind til Lasse, der sidder inde ved siden af og er sådan :"Jeg bryder mig ikke om, at René er der i dag, kan vi ikke gøre et eller andet?" 

Og det kan jeg så sidde og høre i studiet, haha. 

Vi er ikke så tætte endnu på det tidspunkt, jeg var sådan "for fanden, han skal jo bare sige det til mig". Jeg tænker, hvad fanden gør jeg, skal jeg lade som ingenting? Men jeg tænker nej, "fuck it", så jeg går ind ved siden af og konfronterer ham med det og er sådan: "Hey Luke, alt er fint, du skal bare sige fra, hvis det er, vi skal nok finde en balance i det her", og giver ham en krammer. 

Så blev han lidt flov, tror jeg, det var sådan lidt at tale bag ryggen på mig, haha. Jeg tror bare, det blev lidt mere ærligt derfra.  

Lukas Graham

#6. "Hørte jeg lige rigtigt der?"

Jeg har tit filmet, mens Lukas snakker med kæresten, netop for at skildre deres forhold og for at se den side af ham. Men der var mange gange, hvor han har bedt mig om ikke at filme. En scene, som ikke er kommet med, var første gang, jeg fandt ud af, at hun var gravid. Det sker under en telefonsamtale, hvor Lukas står og snakker med Brandon Beal i telefonen. Og der står han igen med microport på, og jeg filmer ham egentlig bare på afstand, men så fordi der er microport på, så kan jeg høre, hvad han siger. Der siger han: "... vi skal begge to være fædre..."  

Der var jeg sådan, hvad fanden, hørte jeg lige rigtigt der? Så føler man pludseligt, at man lurer på folk. Det var også noget, jeg lige blev nødt til at konfrontere ham med bagefter, altså er det cool det her eller hvad, fordi det var ikke på nogen måde ude i medierne på det tidspunkt.

Køb billetter til 7 Years of Lukas Graham her
BILLETTER