Harrison Fords rørende og morsomme afsked med sin film-far, Sean Connery

"Hvis han er i himlen, så håber jeg, at de har golfbaner"
Paramount Pictures (Indiana Jones and the Last Crusade)
(© Paramount Pictures (Indiana Jones and the Last Crusade))

Den ikoniske skuespiller Sean Connery døde 90 år gammel i den forgangne weekend. En lang række filmfolk har siden da delt deres minder og mindeord om den verdenskendte skotte.

Bl.a. Harrison Ford, der som bekendt har spillet Indiana Jones flere gange, hvilket han også gjorde sammen med Sean Connery i 1989, hvor skotten spillede Fords far, Henry Jones Sr., i Indiana Jones and the Last Crusade.

Ford havde disse rørende mindeord om sin kække far på film:

- Han var min far… ikke i virkeligheden… men i 'Indy 3', fortæller Ford til The Hollywood Reporter og fortsætter:

- Du ved ikke, hvad fornøjelse er, før nogen betaler dig for at køre en tur med Sean Connery i en sidevogn på en russisk motorcykel, der hopper på en ujævn og snoet bjergsti, og her får lov til at se ham vride sig af nervøsitet.

- Gud, vi havde det sjovt - hvis han er i himlen, så håber jeg, at de har golfbaner. Hvil I fred, kære ven.

Sean Connery er naturligvis også kendt som James Bond, mens han desuden har været at se overfor Nicolas Cage i The Rock. Andre mindeværdige Connery-film inkluderede også Highlander, The Untouchables, The Hunt for Red October og The Name of the Rose.