Cookie- og Privatlivspolitik
Folk horror del 2: Ondskaben kalder fra skovens skygger

Folk horror del 2: Ondskaben kalder fra skovens skygger

Det nye, det gamle og det uhyggelige - vores guide til folk horror-genren

Stem op!
3
Stem ned!
0
(reset)

Artiklen er en fortsættelse af Folk horror del 1: Folkesagn, overtro og uhygge

Hvad er med til at revitalisere en filmgenre?
Selvom vi i første del om folk horror er kommet med eksempler på genren op til 2011 med Kill List, så har genren ikke været decideret populær i mainstream. 60’erne og 70’erne anses for et form for peak for genren, der hurtigt blev overtaget af slasher-genren op gennem 80'erne i popularitet.

Springer man helt op til 2010'erne kan man måske sige, at det overnaturlige gys har domineret med for eksempel James Wans Insidious- og The Conjuring-universer - og den type film, det affødte.

For at genoplive en genre skal der vel først og fremmest en film til, der formår at vise, hvordan genren har en nyfunden relevans. Denne film anser mange for at være The Witch fra 2015, som vi vil komme ind på længere nede.

For at filmen kan have en så stærk effekt, skal den også kunne tale ind i en samfundstendens. Og hvis der er noget, som har præget 10’erne, er det måske en stigende teknologiskepsis, som vi har set komme til udtryk i eksempelvis serien 'Black Mirror'. 

"There's evil in the woods"- 'The Witch'

Så en genre, hvor man kigger tilbage og finder magien og uhyggen i simplere tider - eller frygten ved, hvad menneskers overtro kan føre til - resonerer måske godt med det moderne menneske.

I forlængelse af første del om folk horror og her frygten for, hvad kulter kan gøre - og hvad overtro kan få mennesker til at gøre - har folk horror også potentialet til at kommentere på de mørkere aspekter af nationalisme. Troen på noget så arbitrært som en national identitet og nationale værdier, der på den politiske scene kan vægte mere end basale menneskerettigheder kan virke uhyggelig relevant.

Häxan

Måske er det også fordi, at vi i den vestlige kultur mangler at føle en forbindelse til noget universelt, noget mytisk og at der er mere mellem himmel og jord end, man lige tror. Folk horror er ofte baseret på vores egen eller andre kulturers myter, sagn og overtro, som er en del af vores kulturelle DNA og gør os derfor mere bevidste om vores egen kulturs mangel på det samme.

Uanset hvilke gisninger man kan komme med omkring hvorfor genren stiger i popularitet, kan man konstatere, at den gør det. Med større budgetterede, populære og succesrige film, der tager genren under behandling - bl.a. her Netflix-film og HBO originals eller Facebook-grupper - viser, at denne særegne æstetik kan noget helt unikt. 

Her er en gennemgang af titler, som er essentielle, nye folk horror-film.

The Vvitch

'The Witch' (2015)
Debutfilmen 'The Witch' af Robert Eggers er den film, som ofte bliver omtalt i forbindelse med den såkaldte folk horror-revival. Med sit gennemførte New Modern English-sprog, æstetiske og udtrukne plot om den amerikanske pioner-familie, sætter Eggers ikke bare sit mærke på gyserverdenen, han viser også hvad det er, folk horror kan.

"En slow-burner af en tidsakkurat gyser, der med få og effektfulde virkeligmidler får et shakespereansk mistrosdrama til at ramme hårdt."

Den puritanske William og hans familie forlader landsbyens trygge rammer for at udøve kristendom på deres egen måde. De slår sig ned og bygger en gård ved grænsen til en skov. Herfra sker der overnaturlige ting, som får familien til at vende sig imod sig selv. Deres nyfødte baby forsvinder, den unge dreng bliver besat og datteren Thomasin beskyldes for hekseri.

En slow-burner af en tidsakkurat gyser, der med få og effektfulde virkeligmidler får et shakespereansk mistrosdrama til at ramme hårdt.

Filmen behandler nogle af de tematikker omkring hekseforfølgelse, som folk horror har gjort siden Häxan fra 1922. Men som Eggers selv har udtalt, var han også interesseret i at skildre hvordan, at hele overtroen fik nogle kvinder til selv at tro, at de var hekse - og til at tro, de var onde.

'The Witch' formåede at gøre naturen og skoven til en frygtindgydende størrelse samt at bringe folk horror-æstetikken ind i moderne tid, det med et overbevisende og gennemført sprogbrug, et fantastisk setdesign og en faretruende stemning.

The Wailing

'The Wailing' (2016)
Den sydkoreanske The Wailing er nok ikke er inspireret af 'The Witch', men kan illustrere, hvordan genren har en kulturel universalitet i sig - og altså ikke kun er knyttet til den anglo-saxiske kultur.

Filmen følger faren Jong-Goo, der som den lokal politibetjent udforsker nogle mystiske mord i landsbyen Gokseong. Rygter spreder sig her om en mystisk, japansk fremmed, der muligvis er ansvarlig for mordene eller også er det landsbyens rygter og sladder, der instigerer fremmedhad.

Da Jong-Goos datter bliver syg og virker besat, må familien tage ukonventionelle metoder i brug.

'The Wailing' tager fat i koreansk overtro, ritualer og shamaner, der clasher med katolicismen, korsm djævle og samtidig udfordrer spørgsmål om tro og ondskab.

The Riutal

'The Ritual' (2017)
I den britiske The Ritual tager fire venner på vandretur i Sverige for at mindes og hylde deres ven, som døde under tragiske omstændigheder. Vennegruppen skærer genvej igennem en skov og finder på deres vej en efterladt hytte, som de vælger at overnatte i. Vennerne plages imidlertid nu af forfærdelige mareridt og kan ikke komme hurtigt nok ud af huset. Derfra udvikler deres vandretur sig til en mareridtsagtig kamp om overlevelse, da en uhyggelig entitet huserer i skoven.

"Den adskiller sig fra nogle af de andre film ved, at clashet mellem tro og overtro ikke et bærende element, men mere en baggrund, hvor historien om at acceptere og bære en sorg er i fokus."

'The Ritual' udforsker en historie om et personligt traume, som vores hovedperson bærer på. Det udforsker filmen igennem settingen af noget folk horroristisk. Ligesom i 'The Wailing' og The Blair Witch Project er det overnaturlige virkeligt. 

Den adskiller sig fra nogle af de andre film ved, at clashet mellem tro og overtro ikke et bærende element, men mere en baggrund, hvor historien om at acceptere og bære en sorg er i fokus. Det viser hvordan folk horror er blevet en genre, som man kan bruge til flere ting. 

The Apostle

'Apostle' (2018)
'Apostle' arbejder mere typisk med den klassiske folk horror-tematik, hvor kristendommen bliver sat overfor hedenske religioner.

Man følger i filmen Thomas, der er en ung præst, som har vendt ryggen til sin religion. Han forsøgte at introducere kristendommen under Bokseropstanden i Peking, hvilket resulterede i, at han blev tortureret foran et brændende kors - og da gud ikke kom ham til undsætning, vendte han ryggen til sin gud.

"Kristendommen og den lokale hedenske religion udfordrer hinanden og Thomas skal ikke kun bekæmpe de fanatiske troende, men også den mystiske guddom, der hersker over øen."

Thomas modtager et brev, hvori der står, at hans søster holdes fanget af en mystisk kult, som kræver en løsesum for hendes liv. Den unge præst tager derfor afsted mod kultens landsby på en afsides walisisk ø, hvor han infiltrerer samfundet under dække som konvertit.

Her opdager Thomas, at samfundet holdes under kontrol af de religiøse overhoveder, der prædiker menneskeofringer, tortur og en lokal guddom, som bestemmer over høstens og øens velbefindende.

Kristendommen og den lokale hedenske religion udfordrer hinanden og Thomas skal ikke kun bekæmpe de fanatiske troende, men også den mystiske guddom, der hersker over øen.

Midsommar

'Midsommar' (2019)
Et af de nyere og mere succesfulde indspark på denne liste er Ari Asters Midsommar fra 2019. 

De foregående titler i denne artikel har alle haft elementer af det overnaturlige. 'Midsommar' kigger mere tilbage til den ældre folk horror-tradition, hvor vi aldrig får bekræftet, om der egentlig er tale om overnaturlige kræfter. Det skræmmende ligger i menneskerne, der tror på ritualerne og deres fanatiske udøvelse af deres tro.

Man kan se, at Aster kender sin genre, da der bliver trukket tråde til bl.a. The Wicker Man fra 1973 og 'The Blood on Satan's Claw' fra 1971, det i form af menneskeofringer, afbrædninger, ritualer, majdronninger og hellige skrifter.

Ligesom mange af de titler vi har gennemgået, foregår 'Midsommar' størstedelen af tiden i et isoleret samfund og drejer sig om samfundets hedenske tro.

"As Hårga takes, so Hårga also gives."

I filmen følger man dog ikke kristne eller mennesker med kontrasterende tro, men en vennegruppe af antropologistuderende samt den depressive og traumatiserede Danni. Vennerne er taget til Sverige for at opleve Hårgåernes fejring af midsommer - et på facaden venligt, imødekommende og fløjtespillende samfund, der har en forbindelse til naturen.

Mens underlige ting forekommer i det lille samfund, følger vi vennernes akademiske udforskning af samfundet gennem antropologiens øjne. Samtidig med, at Hårgåernes fejring tager mørkere og underligere drejninger, bliver vennegruppens interne relationer også sat på prøve.

Filmen udforsker bl.a. Dani og hendes kæreste Christians forhold, der er tynget af usunde dynamikker. Af de mange ting, som filmen arbejder med, er noget af det bærende Dani og hendes traume, som hun bærer med sig ind i samfundet i Sverige.

Midsommar

Det bliver i fortællingen udeladt, hvorvidt den religion Hårgåerne lever efter passer, men ligesom i 'The Wicker Man' er det irrelevant, fordi for de troende er den rigtig og dikterende for deres handlinger.

Ligesom vi så i Asters debutfilm Hereditary, bruger han gysergenren til at fortælle nogle personlige fortællinger, som i den film var familiedramaet - og som her er bruddet eller det usunde forhold. Man kan næsten sige, at 'Midsommar' tematisk arbejder med det personlige overfor det kollektive, der på sin vis også er en kerne i hele folk horror-genren.

Med 'Midsommar' forener Aster gamle genrekonventioner med sit eget unikke take på den menneskelige eksistens. Lavet af en af gysergenrens stjerneskud kan man kun spå om han kan være med til at bane vejen for flere spændende forsøg med genren. Vi fourdser i hvert fald en fremtid, der er mørk, dunkel og tilgroet af folk horror'ens krumme og blodige rødder.

Anders

Anders Davies
Anders er redaktionel praktikant i kino.dk redaktionen. Når det kommer til film, er han lidt ligesom Det Brune Punktums 'Jeg vil i seng med de fleste.' Hvis man udskifter 'i seng med' med 'se' og indsætter 'film' til sidst. Yndlingsgenre må nødvendgivis være noget med gys. Derudover finder han stor fornøjelse i at se "dårlige" film.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Seps <3

Jeg håber sådan på at i får lov til at åbne op snarest muligt..

1 dag siden
Segoyuser/116755
Segoyuser/116755

Tja hvis du læser mange af de ting Gina Carano har skrevet synes det er forståeligt...

4 dage siden
VIPER

...Men jeg vil lige indskyde at Goro & Reptile faktisk er med.
Man ser lige den firearmede tyksak komme springene (1:47),

6 dage siden
Christine Dyrskjøt Elmstrøm

Vi mener selvfølgelig StudioCanal, tak for det skarpe øje.

6 dage siden
Michael

En af de ting der får mig i MK humør, er deres legendariske tema sang. Hvor er den?
Den dag i dag kan den stadig give mig gåsehud.

6 dage siden

Aktive debatter