Cookie- og Privatlivspolitik
Til Sama-interview: "Måske tabte vi alt, men vi vandt historien"

Til Sama-interview: "Måske tabte vi alt, men vi vandt historien"

Vi har talt med krigsdokumentaristen Waad Al-Kateab

Stem op!
14
Stem ned!
0
(reset)

Som en del af det oprør, der er blevet kaldt for det Arabiske Forår, demonstrerede det syriske folk i 2011 imod præsident Bashar al-Assad. Disse demonstrationer eskalerede til en borgerkrig, der stadig er i gang den dag i dag.

Waad Al-Kateab er bare en ung studerende, da borgerkrigen udbryder. Hun er med til at protesterne, og finder sig hurtigt engageret i at filme og dokumentere tilstandene i Aleppo.

Som årene går og situationen forværres, etablerer Waad sammen med sin mand Hamza et hospital i det krigshærgede Aleppo. Sammen med en gruppe venner forsøger de så vidt som muligt at overleve og hjælpe andre.

Alt imens får Waad og Hamza en datter, Sama. Valget om at blive i Aleppo, og kæmpe mod Assads styre, ved at hjælpe så mange mennesker som muligt, bliver pludselig et meget svært valg.

Til Sama er tilegnet datteren Sama, og er et helt unikt og hudløst ærligt indblik i den syrsiske borgerkrig. Filmen har vundet international anerkendelse, med BAFTA og Cannes-priser for bedste dokumentar, samt en Oscar-nominering. 

Vi har talt med Waad al-Kateab, der fortæller os om sine overvejelser, oplevelser og erfaringer i Aleppo og den efterfølgende politiske kamp, hun står overfor i dag. 


Find dine billetter til 'Til Sama' her
BILLETTER 



Til Sama

Kan du sige noget om hvad, der fik dig til at lave 'Til Sama'?

Vi skal vel syv-otte år tilbage i tiden. Jeg var studerende på Aleppo Universitet og studerede Økonomi og Marketing. Så begyndte den syriske undertrykkelse, og jeg sluttede mig til protesterne fra første dag af.

Det var meget indviklet, men samtidig var det en let beslutning. Der er nogle, som bliver slået ihjel og der er nogle, som slår ihjel. Jeg havde ingen tvivl om, hvor jeg burde være. Her er dit folk, og der er folk, som aldrig har repræsenteret dig på noget tidspunkt, så selvom det var hårdt og svært, var det nemt at vide, hvor man hørte til. 

Det hele var ret kaotisk og uorganiseret, og fra første dag sendte regimet hæren eller uniformerede mænd til at tæve og arrestere studenter. Så vi prøvede bare på at organisere os som studenter og finde ud af, hvordan vi kunne få mere styr på protesterne.

"Der er nogle, som bliver slået ihjel og der er nogle, som slår ihjel. Jeg havde ingen tvivl om, hvor jeg burde være."

Jeg ved ikke helt, hvordan det skete, men pludselig fandt jeg mig selv blandt de folk, der filmede det hele. Jeg startede på min mobiltelefon, og det var ikke godt på det tidspunkt overhovedet, ikke kun pga. kvaliteten og fordi jeg ikke vidste, hvordan man filmer, men også pga. mit kendskab til det at filme. 

Jeg ville gerne filme protesterne, samtidig med at jeg ville råbe kampråbene. Jeg kunne ikke distancere mig selv fra situationen, og i min mediegruppe sagde de til mig, at alt mit materiale var noget møg. Fordi jeg kunne blive identificeret og folks ansigter var tydelige, så vi kunne ikke bruge noget af det. 

Til Sama

Jeg prøvede at holde mig til deres regler, men jeg var aldrig i stand til det. Jeg blev ved med at filme, og jeg blev ved med at filme på samme måde. På det tidspunkt begyndte jeg at føle, at min rolle ikke skulle være en umiddelbar dækning i medierne, som i en avis eller på Youtube, men jeg kunne gøre noget nyttigt som et arkiv. 

Jeg begyndte også at lave interviews med folk, hvor jeg viste deres ansigter, men ikke for at udgive det. Mine evner med kameraet udviklede sig over tiden, og i slutningen af 2016 blev jeg reporter for en international kanal. Jeg lavede historier for dem, som kom rigtig bredt ud. 

Igennem fem år arbejdede jeg med en masse lokale kanaler, nogle Youtube-agtige platforme og så med Channel 4 News, samtidig med at jeg filmede alt der skete. På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg ville overleve, eller hvordan jeg en dag kunne bruge det her materiale. Jeg blev desperat og kæmpede med hvad journalistik egentlig er, og om det var det værd. 

"På det tidspunkt vidste jeg ikke, at jeg ville overleve, og hvordan jeg en dag kunne bruge det her materiale." 

Jeg kom frem til, at jeg ikke ville have noget med medier at gøre mere. Mine reportager var over det hele på Channel 4 News, i parlamentet og i Storbritannien, og de var velkendte, men der skete intet.

Men det var alt jeg havde, og det var den eneste måde at gemme begivenhederne i Aleppo på. At gøre det tilgængeligt for folk. Så jeg blev nødt til at gøre noget med mit materiale. 

Så præsenterede Channel 4 News mig for Edward Watts, der endte med at instruere filmen med mig.

Vi begyndte at arbejde på 'Til Sama' i over to år. Det var en vild proces, vi regnede med at det skulle tage et halvt år, og så blev det til to år, og vi prøvede bare at forstå hinanden, og hvordan man overhovedet laver dokumentarfilm.

Din film er jo en enormt personlig fortælling, hvad tror du den personlige historie kan gøre og hvorfor er den vigtig?

Jeg har filmet en masse personlige ting, og det planlagde jeg egentlig ikke at gøre. Så hver gang jeg filmede noget personligt, tog jeg de optagelser og lagde dem i en privat mappe. Da jeg begyndte arbejdet med Ed, viste jeg ham ikke den private mapper. For mig var det ikke tiltænkt filmen. 

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg åbnede mappen, men da Ed så den, sagde han: "Waad, vi bliver nødt til at begynde ud fra det her."

I begyndelsen var jeg ikke enig med ham, men fordi jeg stolede på ham, og gerne ville se hvordan det fungerede, så sagde jeg ja til at prøve det af. Men jeg var ikke helt med på ideen.

"Jeg husker alle mine venners ansigter, mens de ser filmen, og siger til mig: 'Det her er vores historie.'"

Efter et par dage kunne jeg så mærke, at historien bliver nødt til at være personlig, fordi folk ville ikke forstå det, hvis de ikke fik mulighed for at sætte sig selv i mine sko og føle min oplevelse.

Jeg var meget bekymret over hele processen, over hvordan folk kommer til at tage det. Jeg var bevidst om, hvor vigtig det hele var for vestlige mennesker, men jeg tænkte meget over de mennesker, jeg boede med, og hvad de ville sige om det.

Jeg husker præcis, da jeg første gang viste filmen for den gruppen af mennesker, som man ser i filmen. Det første jeg bad dem om, var at være ærlige. Jeg ville ændre filmen for dem, men de sagde, at jeg rent faktisk burde være endnu mere personlig. 

Jeg husker alle mine venners ansigter, mens de ser filmen, og siger til mig: "Det her er vores historie.”

Til Sama

I åbningscenen ser vi en bombe gå af, og du går i panik over, at du ikke kan finde Sama, hvorefter dig og dine venner griner af det hele. Hvorfor følte du, at det var vigtigt at inddrage humor side om side med alvoren?

Jeg tror bare, filmen viser situationen. Jeg ledte efter Sama, og da jeg fandt hende, så grinede vi af det hele, sekundet efter. Det var sådan, vi overlevede, det reflekterer bare, hvordan vi levede. 

Vi tænkte, vi var sindssyge i situationen, men da filmen blev set alle steder, og vi hørte fra folk i Kosovo og andre steder, hvor de har lignende situationer, sagde de, at de blev rørt af humoren. De har selv levet igennem sådan noget, og ved hvordan mennesker forsøger at flygte fra noget ved at lave en joke.

Jeg tror, det gælder for mere end bare syrierne, men hvordan alle mennesker tilpasser sig.

Da jeg så din film, kom jeg til at tænke på aktivisme. Du var en tidlig del af protesterne, din mand er meget aktivistisk og det at starte et hospital kan også ses som en form for aktivisme. Hvad er dine tanker om aktivisme? 

Indtil videre, ville jeg ikke betegne mig selv som en filmskaber, men som aktivist, frem for alt. Og det vil jeg blive ved med. Medier er bare et værktøj, til at lade aktivismen ske. Det, vi ville have til at ske i Syrien, har ændret sig. Alt i medier og journalistisk handler for mig om ændring.

Filmens stemme og filmens styrke ligger i, at vi er aktivister, og at vi prøvede at gøre noget. Jeg kan ikke distancere de ting fra hinanden. Det var situationen, og det var sådan, vi prøvede at kæmpe. Hele filmen handler om at kæmpe. Det er et perspektiv, og jeg er insisterende omkring det. Folk prøvede at lukke munden på os, prøvede at slå os ihjel for at stoppe, at vi talte om det.

"Jeg vil ikke betegne mig selv som en filmskaber, men som aktivist, frem for alt."

Vi mistede alt i Syrien, vi mistede så mange folk. Alt vi har nu er historien og hvordan vi kan passe på den, og det er i sig selv aktivisme. 

Til Sama

Din film har også vundet priser - BAFTA, Cannes og en Oscar-nominering. Hvad, tror du, anerkendelsen i Vesten kan hjælpe dig med at opnå? 

Selvfølgelig giver alle platforme os meget. Også folk, der bare vil se filmen pga. priserne. F.eks. var de 45 sekunder, jeg fik til at tale i til BAFTA-showet, vigtigere end selve prisen. Til Oscar-showet ville jeg bare gerne op på scene, hvor millioner af mennesker så med.

"Jeg var bare én person. Jeg havde kun ét kamera, og jeg lavede filmen uden nogen erfaring."

På den røde løber i Cannes stod vi med skilte, hvorpå der stod "Stop bombing hospitals.". For mig handlede det om den maksimale mængde output, jeg kunne få. Og til Oscar prøvede jeg at gøre det med min kjole. 

Flere mennesker vil se den her film, på grund af alt det her. Det er det vigtigste. At få en platform som BAFTA, hvor folk lytter til mig, når jeg siger, at det her stadigvæk foregår, og at det foregår lige nu. Vi ejer platformen, de har ikke stemmen, vi har stemmen.

Jeg var bare en person. Jeg havde kun et kamera, og jeg lavede filmen uden nogen erfaring. Men når man ser på, hvordan regimet har kæmpe produktionsselskaber, de har propagandaen, de har penge... og til sidst, hvem vandt narrativet? Vi vandt narrativet! Måske tabte vi alt, men vi vandt historien.

Hvad end de siger eller gør, så er der her beviser på angreb på hospitaler. Så kan de ikke længere sige, at menneskerne i Aleppo bare er terrorister. Jeg tror, at det er den vigtigste ting at tage fra hele den her rejse.

I sidste ende er han[Assad] præsident, og han bor i sit palads, og jeg er bare en ung kvinde, der laver film. Men folk lytter til mig og respekterer, hvad jeg siger. Selvom han er præsident, navngiver folk ham nu som kriminel. Ikke kun pga. det jeg har gjort, det er bare en lille del af den kollektive indsats, som det syriske folk har gjort igennem årene. 

 

Tror du, filmen allerede har haft en effekt?

Jeg er personligt ret skuffet, men det er det eneste, jeg kan gøre. Jeg har ingen kontrol over hvilke handlinger, det sætter i gang, eller hvad der sker, men jeg vil blive ved med at prøve. 

'Til Sama' ændrede ikke noget for manden på gaden, den sluttede ikke lidelsen, men den gør en masse andet. Det er ikke en mulighed at miste håbet, hvis jeg følte på et tidspunkt, at det var håbløst eller værdiløst, så ville jeg have begået selvmord. Så små skridt, hvor jeg måske ikke ændrer alt, men får en anden person til vide hvad der skete og hvordan det skete. 

Det er en meget lang kamp, og vi mangler så meget.

Når danskerne tager ind og ser din film, hvad håber du de tænker, føler eller gør?

Det første er at vide det. Det er en vigtig del af processen. At vide, forstå, føle og erfare det her. Jeg ved folk her, er meget lang væk fra Syrien, men jeg ved stadig hvor meget forbindelse, der er til Syrien. Jeg føler, at vi giver danskerne en mulighed for at tage til Syrien, som det var for fem år siden, og prøve at føle det her. Og prøve at forstå, hvordan tingene ændrede sig og hvorfor. 

"Danmark er et fantastisk land, men det håndterer ikke flygtningene fantastisk."

Jeg tror, en del af det vigtige, specifikt i Danmark, er når I taler om flygtninge og hvordan I håndterer flygtninge. Danmark er et fantastisk land, men det håndterer ikke flygtningene fantastisk. Og jeg tror, at I måske kan begynde at tænke videre om flygtninge, at ingen af os ville flygte. Vi er glade for, at vi overlevede, men det er ikke det her, vi ville have. Vi kæmpede så meget, indtil vi blev tvunget til at flygte. Ingen flygtningen ser det som en fantastisk chance for at komme væk, sådan er det ikke.

Hvad er det næste skridt for dig, som aktivist?

Udover at vise filmen, indsendte jeg alle mine arkiver til IIIM, der samler beviser omkring krigsforbrydelser, og vi arbejder med Guernica 37, der er et advokatfirma i Storbritannien. Vi prøver at opbygge en sag imod regimet og Rusland på baggrund af deres angreb på hospitaler, og specifikt det angreb, du kan se i filmen. 

Vi har ofre, vi har vidner, og vi prøver virkelig på at bygge den her sag op. Jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, men det vigtigste er, at vi bliver nødt til at prøve, ikke at se det her materiale som underholdning, men gøre det effektfuldt og gøre noget med det. 

Jeg vil blive ved med at gøre alt, jeg kan for at forstærke budskabet.

Til Sama


'Til Sama' er aktuel i de danske biografer
BILLETTER

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Ghita

Det er en super film og Mads Mikkelsen er jo heller ikke værst.

2 dage siden
Carsten

Det lyder som en drålig nyhed og synd for det univers der er bygget op. Jeg håber ikke det vil ske at han skal være med i dette univers.

2 dage siden
Heidi

Captain America: The First Avenger udspiller sig i ca. år 2012 da den starter med at de finder Steve Rogers frossen (ca.

2 dage siden
Lukasuser/526558
Lukasuser/526558

Tak skæbne.

3 dage siden
Lukasuser/526558
Lukasuser/526558

Prøv nu at fatte det!!! ILLUSIONEN VILLE BLIVE BRUDT!

3 dage siden

Aktive debatter