Christoper Nolans 10 film rangeret fra værst til bedst

Mesterinstruktøren fylder rundt
Billede
(© Warner Bros.)

En af vor tids største instruktører, Christopher Nolan, runder et skarpt hjørne den 30. juli, hvor han fylder 50 år.

Med 10 film på CV'et - og en 11. på vej i den ventede Tenet - er det passende at gøre rengskabet op. Vi rangerer derfor Nolans film fra værst til bedst.

Kan Batman slå Leonardo DiCaprio af pinden? Hvordan lyder din top 10? Deltag gerne i kommentarfeltet.

Den 30. juli udkommer vi med en storstilet Christopher Nolan-podcast for at fejre filmskaberen og alle hans film. Find den i dit podcast-feet på dagen.


10. Following
Christopher Nolans første film er lavet for lommeuld og er optaget over flere år med vennerne, når der var tid i weekenderne.

Men historien om en aspirerende forfatter, der for at finde inspiration begynder at lave indbrud med en mestertyv og derved bliver vinklet ind i en sag med en væmmelig gangster og en femme fatale, er meget nolansk. Ikke mindst i dens ikke-lineære klippestil, der skildrer begivenhederne forskudt.

Fortællingen hælder dog mod den kedelig side, og karaktertegningen er endnu kun svage skitser. Men ’Following’ viser i den grad potentiale.


9. Insomnia
’Insomnia’ er vel nok den af instruktørens film, der føles mindst som en Nolan-film. Årsagen er oplagt nok. Det er en genindspilning af en norsk film og er den eneste af Nolans CV, hvor han ikke selv har en manuskript-kreditering.

Al Pacino spiller en slidt betjent, der skal efterforske et brutalt drab på en ung kvinde i Alaska, hvor der er lyst døgnet rundt. Men da han kommer til at skyde sin partner, eskalerer problemerne for den aldrende detektiv.

’Insomnia’ er en anstændig thriller med Robin Williams i en uvant og ubehagelig rolle, men den mangler i den grad Nolans drilske fortælle-touch, som vi elsker ham for. Mens Al Pacinos søvnløse betjent af og til vakler på kanten af overspil.


8. Batman Begins
Den første del af The Dark Knight-trilogien blæste Nolan op i den næste liga. Hans mere realistiske tag på Gothams hævner er decideret banebrydende, ikke bare for genren, men også i hele filmverdenen (hint, hint – Daniel Craigs version af James Bond).

’Batman Begins’ er en solid start på det nye univers, men filmen halter lidt – sammenlignet med sine to efterfølgere – på den ekstravagante actionfront. Læg dertil at et af filmens følelsesmæssige epicentre, romancens med Rachel Dewes (Katie Holmes) og Christian Bales Bruce Wayne i dén grad mangler kemi.

Nolan forvalter Batmans forhistorie ganske godt – og castingen hele vejen rundt (på nær måske Holmes) er fænomenal.


7. The Dark Knight Rises
Wow. ‘The Dark Knight Rises’ har nogle af Nolans vildeste og bedste actionsekvenser – tænk bare på åbningsscenen i flyet eller fodboldstadionet, der bliver sprængt i luften. Og Bane er en interessant skurk, fordi han fysisk er i stand til at matche Batman.

Men her stopper rosen også, fordi historien i ‘The Dark Knight Rises’ vakler altså en hel del. Den er i nogle dele usammenhængende, og i andre dele nærmest antologisk - vi sprænger simpelthen bare fra en fænomenal actionscene til den næste.

'The Dark Knight Rises' ender mest af alt som en actionfyldt epilog om Flagermusen efter den mere formfuldendte ’The Dark Knight’.


6. The Prestige
Nolans måske mest underkendte værk? En film helt i instruktørens ånd, fordi selvfølgelig skal en af filmverdens største magikere også lave en film om … magikere!

’The Prestige’ (der refererer til det tredje og overrumplende akt i en tryllekunst – mere meta bliver det næsten ikke) handler om to rivaliserende tryllekunstnere i 1800-tallet. Helt i både filmen og Nolans ånd er det en underholdende historie, hvor seeren bliver bedraget, snydt og taget ved næsen.

Man skal dog sluge et par halvstore kameler for at acceptere et par af filmens (åbenlyse?) plottwists og nogle af de papirstynde karakterer (især Scarlett Johanssons Olivia).


5. Dunkirk
’Dunkirk’ gav endelig Nolan en Oscar-nominering for sit instruktørarbejde - der skulle en krigsfilm til at overbevise Akademiet om Nolans talent på den front.

’Dunkirk’ er i høj grad en overbevisende lektion i spænding og 2. verdenskrigs uforglemmelige smerte. Fortalt til lands, til vands og i luften angriber Nolan systematisk det kendte slag ved Dunkerque i 1940.

Nerverne hænger ude på tøjet (ikke mindst takket være Hans Zimmers tikkende score), men genseværdigheden er måske ikke den helt samme som nogle af filmene, der befinder sig højere oppe på listen. Ligesom, at ’Dunkirk’ i sin grundpræmis måske er den mest enkelte Nolan-film – ikke at det nødvendigvis trækker ned.


4. Memento
Christopher Nolans blot anden film slår i dén grad tonen an for Nolans oeuvre af film og de egenskaber, som instruktøren gemmer på.

’Memento’ handler om Leonard, der leder efter manden, som har slået hans kone ihjel. Leonard er dog ramt af en lidelse, der betyder, at hans korttidshukommelse ikke fungerer optimalt, hvilket gør hans jagt noget besværlig.

Denne lidelse prøver Nolan at forplante til tilskueren ved at lade filmen bliver fortalt baglæns. Vi starter så at sige med slutningen og arbejder os tilbage til begyndelsen i små hukommelsesintervaller. Hvilket i sidste ende giver en kringlet, underholdende og overraskende fortælling med en stærk spillende Guy Pearce i hovedrollen.

En leg med tid, den subjektive fortælling og de drilske afsløringer er alle tilbagevendende Nolan-kendetegn, som i ’Memento’ fungerer upåklageligt.


3. Inception
’Inception’ er et nolansk overflødighedshorn af visuelle genistreger og fortællermæssige genialiteter.

Filmens klimaks, der udspiller sig i tre tidslinjer på samme tid, er blandt de bedste actionssekvenser i moderne filmhistorie. Mens hele byer, som kan vendes på hovedet og bøjes rundt, er billeder som for altid har brændt sig fast på nethinden.

Leonardo DiCaprio spiller Cobbs – en mestertyv, der har specialeret sig i at stjæle fra folk i deres drømme. I en ny, næsten umulig mission skal han forsøge at plante en idé hos sit offer i en drøm, men fortidens synder plager Cobbs – også i hans underbevidsthed.

’Inception’ er nok det tætteste, vi kommer på en Bond-film (indtil ’Tenet’?) fra Christopher Nolans hånd, fyldt med ekstravagant action på eksotiske lokations i både Paris, Mellemøsten og i sneen. Underholdningsværdi på et højt, højt niveau.

Desværre trækker filmens svage karaktertegninger ned, især den traumatiserede Cobbs bliver en Nolan-kliche, mens de andre karakterer fremstår larmende todimensionelle.


2. Interstellar
Rumfilmen ‘Interstellar’ er nok Nolans mest vovede og visionære film til dato. Instruktøren går all in – både visuelt, fortællermæssigt og i sit budskab. Og det lykkedes næsten hele vejen rundt.

Matthew McConaughey spiller enkemanden Cooper, der må forlade sine børn, da han får en enestående chance til at rejse ud i rummet på en mission, som kan redde hele menneskehedens eksistens fra den ressourceknappe planet Jorden.

'Interstellar' er en magtdemonstration i praktiske effekter – fra selve rumskibet, som blev bygget til lejligheden, og til de mange hektar marker, der blev plantet til filmen. Der beviser endnu engang, at Christopher Nolan er en filmhåndværker, der findes meget få af i dagens mediebillede.

Det er også instruktørens følelsesmæssigt bedste film til dato, og scenerne mellem Cooper og hans to børn, datteren Murphy og sønnen Tom, er direkte hjerteskærende.

Spørgsmål er så, om Nolan tager munden for fuld, når i filmens tredje akt både har et plotmæssig twist og leverer den på engang ambitiøse og banale pointe om, at kærligheden er redningen på alt. Vi kan godt lide, at han går all in, men det kan måske få nogle til at stå af.

Interstellar kan ses i biografen lige nu.


1. The Dark Knight
Den bedste 2’er nogensinde? Vi tøver ikke, når vi kalder ‘The Dark Knight’ et mesterværk ud i sin genre.

På næsten alle parametre brillierer Nolan i dette hæsblæsende opgør mellem Batman og Jokeren. Fra det Heat-inspirerede bankkup i filmens åbning over den famøse afhøringsscene af Jokeren til den store hospitalseksplosion. 

Men det er vel sagtens Heath Ledgers hypnotiserende og Oscar-vindende præstation som grønhåret ærke-skurk, der tager ’The Dark Knight’ til det næste niveau. Grusom, humoristisk og sygelig – Ledger formår at ramme alle følelser i denne selvudslettende rolle.

Filmen rammer interessant ned i Batmans selvtægtsdilemma og kampen mellem det gode og det onde, mellem orden og kaos. Christian Bale er i topform, mens Aaron Ekcharts Harvey Dent gør en god figur og spiller stærkt ind i filmens overordnede og todelte tematik.

Men fremfor alt er ’The Dark Knight’ neglebidende underholdning på højt, højt niveau.

Lyt også til vores store podcast om Christopher Nolan:



Du kan lytte til podcasten herover, mens du også finder den:
- På Spotify
- I Apple podcast
- Hos Libsyn
- På Podimo
- Og i podcast-app'en på din iPhone, hvor du også finder vores øvrige episoder.