Guide: Her er alle filmene du skal se i juli

Der er trolde, en tur til Mars og dansk voksenmobning på programmet.
Billede
(© Undtagelsen (SF Studios), Wild Rose (Scanbox), Trolls (UIP))

Coronavirussen har udskudt en del af de længe ventede film, derfor må vi væbne os med tålmodighed med at se film som Tenet, Mulan og den kommende James Bond-film, No Time To Die.

Det betyder dog ikke, at der ikke bliver vist film i biograferne i sommeren. Der er nemlig masser at vælge mellem, og nedenfor har vi samlet en liste over de film, der har premiere i juli inddelt efter genre.

Klik på titlen for at læse mere og se trailer.

Undtagelsen

Undtagelsen
Den danske thriller handler om fire kvinder, der arbejder sammen på Dansk Center for Information om Folkedrab. Kvinderne synker længere og længere ned i et makabert magtspil, da veninderne Iben og Malene begynder at modtage dødstrusler. De mistænker en serbisk krigsforbryder, som de skriver artikler om, men også deres kollega Anne-Lise, som de har mobbet over en længere periode, kan stå bag. På rollelisten ses Danica Curcic, Amanda Collin, Lene Maria Christensen og Sidse Babett Knudsen.

 

Little Joe
Alice er planteforsker på et laboratorium og arbejder på at skabe en helt ny stamme af røde blomster, hvis pollen kan gøre deres ejere lykkelige og kurere depression. Blomsterne får navnet Little Joe opkaldt efter Alices teenagesøn Joe. En dag smugler hun en af planterne med hjem, og Joe begynder nu langsomt at ændre sig. Alice kan ikke tro, at den blomst, som hun selv har været med til at skabe til glæde for menneskeligheden, måske ikke er så harmløs, som den er udviklet til at være. I rollen som Alice ses Emily Beecham, som vandt prisen som bedste skuespillerinde ved Cannes Film Festival i 2019 for sin præstation, mens instruktør Jessica Hausner var nomineret til Guldpalmen. Derudover medvirker Ben Whishaw.

Wild Rose

Maryam - den perfekte kandidat
Maryam er en ambitiøs og dygtig kvindelig læge i Saudi-Arabien, der på trods af sine kvalifikationer konstant må kæmpe for at opnå respekt blandt sine mandlige kollegaer og patienter. Da Maryam bliver forhindret i at rejse til Dubai i forbindelse med en jobsamtale, er det dråben, der får bægeret til at flyde over. Hun beslutter sig for at stille op til det lokale byvalg, og sammen med sine to søstre giver hun sig i kast med både fundraising og kampagneplanlægning. Men det skal vise sig at være en svær opgave.

 

Wild Rose
Rose-Lynn er netop blevet løsladt fra fængslet, og nu vil hun forfølge en karriere indenfor countrymusik. Hun er bosat i Skotland og drømmer om at komme til arnestedet for country nemlig Nashville. Men drømmen har visse udfordringer, da hun har to børn at passe, som har boet hos Rose-Lynns mor, mens hun har været i fængsel. Men hun lader sig ikke kue og får et rengøringsjob for at få sit liv på rette køl igen. Snart begynder hendes drøm om et gennembrud at overtage. En drøm, der synes meget langt væk, når man bor i Skotland, er alenemor til to og arbejder som rengøringskone.

Livets bedste år
Denne franske film er en forsættelse af ’Manden og kvinden’ fra 1966. Nu mødes de to hovedpersoner, Anne og Jean-Louis igen efter at have været væk fra hinanden i 50 år. ’Manden og kvinden’ var en stor succes, og instruktør Claude Lelouch vandt to Oscars for bedste fremmedsprogsfilm og bedste originale manuskript. 54 år efter indtages hovedrollerne af samme skuespillere nemlig Anouk Aimee og Jean-Louis Trintignant. 'Livets bedste år' er en film om at huske, og hvordan ægte kærlighed kan modstå nutidens prøvelser. 

Bait
Denne sort/hvid film handler om Martin, der er stærkt utilfreds med, at hans hjemby overrendes af feriegæster, som hans bror blandt andet hjælper med at få fragtet til byen. ’Bait’ ligner mest af alt noget fra forgangne tider, hvor der eksperimenteres på livet løs. Lyden er eftersynkroniseret og klipningen er ekspressiv. Tænk i retning af ’The Lighthouse’ møder Terence Davies.

Den gode hustru
Paulette Van Der Beck og hendes mand har drevet en husholdningsskole i Bitche i Alsace i mange år, hvor de træner teenagepiger til at blive perfekte husmødre. Efter mandens pludselige død opdager Paulette, at skolen er ved at gå konkurs. Det giver Paulette en åbenbaring, hvor hun begynder at sætte spørgsmålstegn ved den livsstil, hun opdrager de unge piger til at passe ind i. Hun tager derfor kampen op sammen med skolepigerne for at overvinde deres undertrykte status og blive fri kvinder. Hovedrollen spilles af Juliette Binoche, der tidligere har medvirket i Chocolat og Den engelske patient. For sin rolle i sidstnævnte vandt hun en Oscar.

The Outpost

The Outpost
Fire års forsøg på at vinde den afghanske civilbefolknings hjerter er mislykkedes, og nu skal de amerikanske tropper hjem. Eller i hvert fald tilbage til stillinger, der er mindre udsatte end de to små bygninger i dalen mellem tre højdedrag. Taliban har en anden plan, og snart bryder helvede løs. Taliban lugter en nem sejr over de blot 54 soldater i lejren. Med fordel i det højtliggende terræn omkring forposten angriber de med håndvåben, raketdrevne granater, tunge maskingeværer og halvautomatiske rifler. I filmen medvirker Scott Eastwood og Orlando Bloom.

 

Proxima
Eva Green ses i rollen som astronauten Sarah, der træner til at blive sendt til Den Internationale Rumstation, hvor hun skal være i et år. Sideløbende med sin krævende træning og sin snarlige opsendelse, skal hun også forsøge at være en god mor overfor sin datter. Men som den eneste mor på holdet møder hun ikke meget sympati fra sine mandlige kollegaer, som ikke lader sig påvirke af deres ansvar overfor deres familier. Som opsendelsen nærmer sig, skaber Sarahs prioriteringer en del konflikter.

Mælkekrigen

Familiefesten
Dette franske komedie-drama handler om Andrea, spillet af Catherine Deneuve, der skal holde sin fødselsdag. Her ønsker hun kun at der bliver talt om positive ting. Men det får hendes datter vendt op og ned på. Hun har været væk i tre år og vender uventet hjem for at rive op i familieidyllen.

 

Mælkekrigen 
'Mælkekrigen' handler om en enke, der driver et mælkelandbrug. Hun tager kampen op mod korruption og uretfærdighed, der truer hende og andre gårde i hendes lokalsamfund i Island. Filmens tone og handling minder meget den islandske ’Kvinde på krigsstien’, der også handlede om en kvinde i kamp mod systemet.

Bølle på eventyr

Trolls på verdensturné
En af årets helt store familiefilm er den næste i rækken i Trolls-serien. De to hovedpersoner Poppy og Kvist finder ud af, at der findes mange flere trolls i mange flere områder, der alle kun dyrker en musikgenre - fra heavy metal til country. Sammen skal Poppy og Kvist nu forsøge at forene alle genrerne, da troldenes sikkerhed er i fare. Endnu engang er det Justin Timberlake og Anna Kendrick, der lægger stemmer til, mens på dansk er det Stine Bramsen fra Alphabeat og Tim Schou.

Bølle på eventyr
Bølle er vant til et liv på første klasse, men da hans ejer dør, bliver han sendt på gaden. Og det kræver noget tilvænning at leve et liv som gadehund. Samtidig ansætter nogle grådige slægtninge en uærlig og excentrisk hundefanger til at finde Bølle, da han står til at arve sin gamle ejer.

Svampebob 3: På vild flugt
I den tredje film i rækken om SvampeBob Firkant bliver hans elskede hussnegl Gary kidnappet. Derfor må SvampeBob rejse til det mystiske Atlantic City med sin ven søstjernen Patrick for at finde Gary. På rollelisten er blandt andet Keanu Reeves og Snoop Dogg.

Du kan også se eller gense en masse ældre film i biografen henover sommeren - få overblikket her.