5 film der er så vildt underlige, at man kun kan se dem i biografen
Fra i morgen kan du se en britisk film i de danske biografer, der næppe er lig noget, du har set før.
Titlen er Bait, og jeg vil i denne artikel påstå, at dette er en film, du bør se i biografen - alene fordi, dens drømmeagtige hypnoseeffekt udelukkende kan opnås uden afbrydelser.
"Film skal ses i biografen" behøver ikke henvise til buldrende surround sound, knivskarpe billeder eller andre imponerende effekter. Sommetider handler det simpelthen om ikke at kunne komme væk. det lyder negativt, men det er det ikke.
Lad mig præsentere en række film, der tog mig til fange i den mørke sal, hensatte mig i trance og gav mig en unik filmoplevelse, som aldrig kunne finde sted på sofaen derhjemme.
Bait
Stilen i Mark Jenkins film 'Bait' er stærkt eksperimenterende med ekspressiv montage-klipning, kornet sort/hvid-æstetik skudt på håndholdt 16mm og tilsat eftersynkroniseret lyd.
Formen ligner altså mest af alt noget fra forgangne tider, men handlingen tager fat i nutidige problematikker med fokus på turismens indflydelse på en by. Vi følger den barske, men godhjertede fisker Martin, der synes at være den sidste mand til at stå mellem sin hjemby Cornwalls gamle skikke og moderniseringen. Fra fiskerleje til sommerresidens.
Resultatet er dybt originalt. Tænk Ken Loachs benhårde og ærkebritiske socialrealisme møder Robbert Eggers' gale søulk af en film, The Lighthouse.
Jenkin vandt BAFTA-prisen for Outstanding Debut og 'Bait' har stadig en 100% score hos anmelderne på Rotten Tomatoes.
Bait har premiere den 16. juli
Hesten fra Torino
Endnu en kompromisløs kunstfilm - denne gang af den ungarnske mesterinstruktør Béla Tarr - ham med 'Satans tango' på over syv timer.
Dramaet vandt Sølvbjørnen ved Berlin-festivalen i 2011, og det var da også der, jeg så (oplevede) den.
Spilletiden er blot to og en halv time, hvilket jo er ganske normalt disse dage, men da jeg så den, skulle jeg alligevel igennem flere omgange af panik. Der skete INTET i handlingen. Vi følger en enarmet bonde, der følger sin hest på marken, går hjem og spiser en kartoffel og drikker et glas vodka. Hver dag.
Men så skete der noget. Ikke i handlingen. Men indeni mig. Jeg lod mig opsluge af alle de store spørgsmål, som heste-filmen sniger ind i denne omvendte skabelsesberetning om to menneskers slidsomme vej mod livets endestation.
Midsommar
Ari Aster er endnu en af de nye kompromisløse instruktører. Og hans nye gys om et par amerikanske teenagere, der tager til Sverige for at deltage i en slags midsommer-kult er vitterligt uden nåde.
Det her er slow cinema møder 100 % gru i fuldt dagslys. Ikke en film for sarte mennesker - ej heller en film, der forsøger at underholde dig. Men tålmodighed er jo en dyd, og det betaler sig at holde fokus og lade sig indlemme i Asters psyko-sekt. Uden at man samtidig sidder på Instagram og søger på fine blomster-hårkranse!
A Hidden Life
Jeg skal være ærlig: Jeg elsker instruktøren Terrence Malick. Så er det sagt. Mesterinstruktøren er dog bestemt ikke for alle, og det samme gjaldt hans seneste film - der dog var noget af et comeback - krigsdramaet 'A Hidden Life'.
I vanlig Malick-stil følger vi en sjælelig rejse og en indre kamp via voice over, tableauer og gudesmukke billeder. Her den autentiske fortælling om en simpel bonde, der under krigen nægter at slås for Hitler, og derfor frivilligt vælger sit eget endeligt.
The Lighthouse
Som tidligere beskrevet er denne perle af en sort/hvid-sømandsfilm en nem sammenligning med 'Bait'. Robert Pattinson og Willem Dafoe er sublime som to lystårns-vogtere, der pga. den ekstreme isolation oplever stigende galskab og paranoia på en ø.
Sproget er endnu sværere at forstå end i 'Bait, og vanviddet går meget længere. Men mange ville give op på sofaen derhjemme, når Dafoe prutter sig igennem den ene sømands-vits efter den anden.
Lad os høre, hvilke film du mener, man KUN skal se i biografen? Skriv dit bud i kommentarfeltet herunder.
