Star Wars-filmene fra værst til bedst
Star Wars: The Empire Strikes Back er tilbage i biograften i en begrænset periode, så derfor hiver vi vores rangering af Star Wars-filmene frem fra gemmerne.
Hvilke film er bedst? Vi har rangeret de 11 Star Wars-film.
Vi har valgt kun at inkludere de ni ”sagafilm” og de to officielle spin-offs, hvorfor der ikke er blevet plads til animationsfilm og den rædderlige 'The Star Wars Holiday Special'.
Spoilers vil fremtræde, så har du ikke set filmene, bør du træde varsomt.
Er du enig i placeringen af de enkelte film? Deltag i kommentarsporet under artiklen.
11. Solo: A Star Wars Story (2018)
Solofilmen om Han Solo blev en lidt ligegyldig affære. Måske er helheden bedre end The Phantom Menace, men der mangler simpelthen scener, der står ud fra den velproducerede, lidt grå masse.
Alden Ehrenreich er sådan set et fint bud på en ung Solo, men Harrison Ford er bare uerstattelig, da selve hans persona i så høj grad er indbegrebet af Han Solo.
Så slipper Donald Glover lidt bedre fra sin unge Lando, og Phoebe Waller-Bridge gør med succes Alan Tudyk fra ’Rogue One’ kunsten efter som fortørnet droide. Resten er dog ret forglemmeligt, og især plot-drejningerne kan gennemskues længe i forvejen.
10. Star Wars: Episode I - The Phantom Menace (1999)
Den mest udskældte Star Wars-film er vores næstlavest placerede. Meget kan tilskrives Jar Jar Binks' Fedtmule-agtige adfærd, men gunganeren er ikke filmens eneste problem. Tonen, det vil sige kontrasten mellem det selvhøjtidelige og det fjollede, skyder ofte forbi målet, og man savner en karakter som Han Solo til at bløde stemningen op uden at falde i en bananskræl.
Samtidig virker udfaldet af både slaget mellem droner og gunganere, samt Anakins flyvetur op til moderskibet hen imod slutningen, totalt baseret på tilfældigheder.
Dog skal det nævnes, at Podracer-sekvensen er vældig flot iscenesat, og at lyssværdduellen mellem Darth Maul og de to Jedier stadig er intet mindre end den mest imponerende i alle 10 film.
9. Star Wars: Episode II - Attack of the Clones (2002)
Alle tre prequels har helt forfærdelige scener, der primært skyldes forældede effekter og mildest talt mangelfuld personinstruktion. Heldigvis er de nogenlunde begrænset til det midterste segment i 'Attack of the Clones', hvor romancen mellem Anakin og Padmé tager overhånd i kærlighedsklichéer og dårlig CGI.
Plottet, der langsomt udfolder sig, næsten som et krimi-mysterie, er ellers ret spændende, og der er flere vellykkede kampscener undervejs. Højdepunktet tæller afsløringen af klonerne på Camino, Anakins dystre nedslagtning af sandfolk efter morens død samt den overraskende atletiske ninja-Yoda.
Nogle kritiserede gladiator-kampen for ikke at høre til i Star Wars-universet, men faktisk er scenen spændende, velkonstrueret og leder hen til det flotte total-skud, hvor Jedi-ridderne tænder deres lyssværd for at hjælpe vores helte ud af kniben.
8. Star Wars: The Force Awakens (2015)
J.J. Abrams viste vejen med ’The Force Awakens’, der på én gang introducerede universet til nye publikummer og leverede nok fan-service til eksisterende nørder. Man kan mærke kærligheden til Rey og de øvrige nye karakterer, men det er selvfølgelig genkomsten af Han Solo og Chewbacca, der får flest klapsalver med på vejen.
Skuespillet og effekterne er milevidt over prequel-trilogiens ofte tæerkrummende selvsamme, men der er grus i maskineriet. Problemet er nemlig, at filmen spiller så sikkert, at hvis man har set de foregående værker tilpas mange gange, føltes det hele som et ekko af især ’A New Hope’.
I frygten for at skuffe fans har man nærmest ikke tænkt en eneste original tanke (fattig, hvidklædt, forældreløs ungt menneske på en ørkenplanet finder ud af, at der er en større verden udenfor med vedkommende som den centrale brik i spillet), hvilket så førte til den nærmest diametrale modsætning af en film, som Rian Johnson leverede to år senere.
7. Rogue One: A Star Wars Story (2016)
Hvordan skaffede rebellerne egentlig tegningerne over Dødsstjernen, der ledte Luke Skywalker & Co. til sejr i ’A New Hope’? Den historie fortælles i den første spin-off-film, der tilmed er den bedste. Som kupfilm er den regulært spændende, for selvom vi ved, hvad udfaldet i sidste ende bliver, er der mange bump på vejen, og selv slutningen byder på et par overraskelser.
Ben Mendelsohn er en dejligt slesk ”nazi-skurk”, danske Mads Mikkelsen er god som videnskabsmand, hvis evner misbruges af Imperiet, og så leverer Alan Tudyk en af de bedste stemmepræstationer i serien som den sarkastiske droide K-2SO.
Vi må heller ikke glemme Darth Vaders episke (og fan-pleasende) nedslagtning af rebellerne i den mest åndeløst intense sekvens i nogen Star Wars-film.
6. Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith (2005)
Den bedste fra prequel-trilogien får ikke meget kærlighed nu om dage, men det er synd. Nogle af de mest brutale scener i serien findes i George Lucas’ tredje prequel, når Kejseren iværksætter "Order 66", der får klonerne til at angribe Jedi-ridderne, og ikke mindst når Anakin myrder børnene samt efterfølgende brændes levende på lavaplaneten Mustafar.
Filmen balancerer mere end andre i serien på kanten af det teatralske, og især Ian McDiarmid har en fest som den gradvist mere maniske Palpatine.
Åbningsscenen er fejende flot om end grænsende til det overlæssede, og man bliver næsten forpustet bare ved tanken om General Grievous og hans mekaniske arme, der roterer ikke mindre end fire lyssværd mod Obi-Wan Kenobi. More is more - og lidt af det subtile går tabt i effektjageriet.
5. Star Wars: The Rise of Skywalker (2019)
Sidste kapitel i Skywalker-sagaen afslutter i princippet 42 års Star Wars, og heri ligger nogle pænt store forventninger. Lever filmen op til dem? Ja og nej.
Skuespillet af især Daisy Ridley og Adam Driver er formentlig det bedste (og i hvert fald langt det mest emotionelle) i hele serien, og vi får endelig en forløsning i det komplicerede forhold mellem Rey og Kylo Ren. Filmen er pakket med plotdrejninger og overraskelser, der både er en styrke og en svaghed, men under alle omstændigheder betyder, at man er draget til historien fra start til slut. Og så vender den ikoniske skurk, Palpatine, tilbage i en noget syret form. Ham kan man nærmest ikke undvære, når det kommer til at portrættere rendyrket ondskab i stjernekrigs-universet.
Men det konkluderende kapitel er også noget rodet og ufokuseret. Et forsøg på at råde bod på det, mange fans blev sure over i 'The Last Jedi', men dermed også med et vist tab af originalitet. For hvor 'The Force Awakens' på mange måder er en opdatering af den første 'Star Wars' fra 1977, er 'The Rise of Skywalker' en reinkarnation af 'Return of the Jedi'. Bare uden ewoks, hvilket i sig selv er et plus…
4. Star Wars: The Last Jedi (2017)
Enten hader man, eller også elsker man Rian Johnsons hidtil eneste forsøg udi Stjernekrigs-serien. Jeg hører til sidstnævnte gruppe og endda i sådan en grad, at den figurerer øverst over filmene efter den oprindelige trilogi.
Hvor J.J. Abrams’ glimrende ’The Force Awakens’ spillede med sikre kort, forsøgte Johnson at udvikle universet i en overraskende retning, der betød flere plot-twists, end man er vant til i en moderne Star Wars-film. Visuelt set er der nogle vanvittigt opfindsomme elementer, bl.a. den lydløse destruktion af en Star Destroyer og det røde sand på planeten Crait samt den efterfølgende ”kamp” mellem Den Første Ordens angribende tropper og Luke Skywalker.
Filmen formåede at skabe fornyet spænding omkring Reys ophav (ingen tror dog på, at afsløringen af dette nu også passer, men det er en anden sag), og så er der samtidig et kærkomment gensyn med Yoda. Indrømmet, sekvensen på casino-planeten indeholder alt det unødvendige gøgl, der gjorde prequel-trilogien irriterende, men derudover er det småt med fodfejl.
3. Star Wars: Episode VI - Return of the Jedi (1983)
Den sidste film i den oprindelige trilogi og forgængeren til 'The Force Awakens'. 'Return of the Jedi' kan klandres for at genbruge nogle af de elementer, der fungerede godt i de to tidligere kapitler (tilbagevenden til Tatooine, de små walkere som afløsere for AT-AT-kæmperne, den nye Dødsstjerne), og ewokerne tager kampen på Endor ned i børnehøjde, hvilket ikke klæder den ellers episke afslutning på sagaen.
Netop opgøret mellem Luke Skywalker, Darth Vader og Kejseren er ellers et tilfredsstillende klimaks på serien samt filmens klare højdepunkt - både emotionelt og underholdningsmæssigt.
Desuden kan redningsaktionen i Jabba the Hutts palads (hvis man ser bort fra en dårligt animeret ekstra sangscene i special edition-versionen) fremhæves som vanvittigt underholdende, især Lukes kamp mod den glubske Rancor.
2. Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
Da ’Star Wars’ åbnede i 1977, tabte alle næse og mund. Aldrig før havde man set noget lignende, og selvom effekterne mildest talt var banebrydende for sin tid, overskyggede de ikke historiefortællingen. Plottet er som taget ud af et klassisk eventyr med en ung helt, en ”troldmand” og en prinsesse i nød.
Smugleren Han Solo vendte op og ned på tingene med sin kække charme, prinsessen viste sig selv at være yderst handlekraftig, og troldmanden var i virkeligheden en Jedi-mester.
At nævne alle højdepunkterne ville være omsonst, men startscenen med den alenlange Star Destroyer, Lukes længselsfulde blik mod stjernerne på hjemplaneten, introduktionen af Solo i Mos Eisley (ja, Han skød først!), duellen mellem Darth Vader og Obi-Wan samt det nervepirrende angreb på Dødsstjernen er værd at fremhæve. Fortælletempoet er dog en smule forældet, og følelserne får først rigtig frit løb i efterfølgeren.
1. Star Wars: Episode V - The Empire Strikes Back (1980)
Vores favorit er måske ikke overraskende 'The Empire Strikes Back', der er blandt de bedste 2ere nogensinde. En mørkere og mere kompleks fortælling, der øgede tempoet fra den første film og igen satte nye standarder for datidens special effects.
Se bare angrebet på oprørernes base på sneplaneten Hoth, hvor de små jægerfly forsøger at spænde ben for Imperiets massive angrebsfartøjer. Men ikke nok med det. Irvin Kershners personinstruktion er niveauer over George Lucas', og twistet i slutningen er intet mindre end legendarisk, ofte efterlignet og aldrig overgået.
Læg dertil John Williams' majestætiske Imperial March-tema, introduktionen af Jedi-mesteren Yoda, nedfrysningen af Han Solo samt tilhørende replikudveksling ("I love You", "I know"), og du har den bedste Star Wars-film til dato. J.J. Abrams, du har noget at leve op til.
Køb dine billetter til 'Star Wars: The Empire Strikes Back'
