Publikum vender stærk tilbage: Little Women beviser at biograffilmen lever!

Greta Gerwigs pigebørn får flot premiereweekend
Billede
(© SF Studios)

Blot 10 dage efter biografernes gradvise genåbning, landede den helt rette film på de store lærreder.

Nemlig Greta Gerwigs længe ventede Little Women

Det Oscar-vindende drama (der er del af Biografklub Danmark) om fire søstres opvækst under den amerikanske borgerkrig har i den grad genoplivet det danske publikums kærlighed til biografmørket. Filmen er således allerede blevet set af 27.150 danskere.

Til sammenligning med forrige weekend solgte biograferne fire gange så mange biografbilletter - og halvdelen af billetterne gik til 'Little Women'. 

Frederik Malling Juul, der er Head of Theatrical Distribution hos SF Studios, sammenligner over for Danske Biografer med åbningen i de andre nordiske lande, hvor filmen fik premiere halvanden måned FØR Coronaen: 

”Vi plejer at ligge på niveau med Norge, og da de åbnede filmen den 31. januar, lavede de 19.929 billetter i deres åbningsweekend og vi laver altså 27.150 billetter! Sverige, som jo er et større territorium end os, åbnede med 19.341 billetter den 24. januar, så i det lys er vores tal helt vilde,” siger Frederik Malling Juul.

En længe ventet og tryg tilbagevenden
De flotte tal viser, at publikum uden tvivl stadig ser frem til de mange spændende nye titler, som blev udsat pga. Coronaen, men også at Biografklub Danmark kan hive befolkningen i biografen.

Sidst men ikke mindst fortæller tallene, at danskerne føler sig trygge ved at vende tilbage til biografen.

I den anledning udtaler direktøren for Danske Biografer Lars Werge: ”Alt, hvad jeg hører fra biograferne, er, at deres gæster er glade og forventningsfulde, når de kommer. Medarbejderne tager retningslinjer og restriktioner meget alvorligt, og det er med til at sikre, at oplevelsen er tryg”.

Anmelderrost pletskud
Den nyeste filmatisering af Louisa May Alcotts klassiske roman fik da også i sidste uge nogle af årets flotteste anmeldelser:

Jyllands-Posten og Berlingske gav begge filmen seks stjerner, mens sidstnævnte skrev "Jeg vrælede af lykke over 'Little Women'". Metronaut kaldte 'Little Women' for "et forrygende valg af første film tilbage i de gode stole", mens Filmland på DR betegnede de fire søstres fortælling som "stærkt smittende."
 
 

Historien følger som sagt de fire March-søstre Meg, Jo, Beth og Amy i 1800-tallet, der hver især kæmper for at leve livet som individer i en mandsdomineret verden.   
 
Det er Lady Bird-instruktøren Greta Gerwig, der har fornyet romanklassikeren, og med sig har hun samlet et stærkt hold af Hollywoods bedste kræfter i form af Saoirse RonanFlorence PughTimothée Chalamet, Meryl Streep og Laura Dern.

Little Women er aktuel i biograferne