Ny dansk animationsfilm er klar til at gå over grænsen: "Tit er en tissemands-joke god for historien"

- Du skal vide en ting, vi havde aldrig troet, da vi for fem år siden droppede vores arbejde og vores uddannelser for at lave tegnefilm, at vi i dag ville sidde og lave et telefoninterview med kino.dk om vores fucking film, der skal i biografen.

Replikken fra Gigis-medlemmet Sorena falder halvvejs gennem mit interview med satiregruppen, som gik i luften i 2016 og sidenhen er vokset til et YouTube-fænomen med korte, komiske animationsfilm, der kærligt gør grin med det samfund og den kultur, som omgiver dem.

Nu står de så til at skulle udkomme med deres første spillefilm i de danske biografer, Blokhavn, der får premiere den 25. juni.

'Blokhavn' handler om Ali og hans fem bedste venner, der bor i det udfordrede område Blokhavn. Da deres skole skal lukkes, går det op for Ali, at han står til at miste alt, der betyder allermest for ham. Hans venner, hans drømmepige fra parallelklassen og sin yndlingslære, Gertrud.

Ali og vennerne søsætter derfor en storstilet plan for at redde skolen, men det går ikke som forventet.

Historien om Gigis er i høj grad en historie om at drømme - og turde at drømme stort, forfølge dén drøm og tro på sit talent. En drøm, som nu er ved at gå i opfyldelse - eller som Sorena selv udtrykker det:

- Jeg er træt af at drømme, jeg vil bare gerne leve. Og lige om lidt, der kan jeg leve drømmen. Helt seriøst, vi er rigtig glade. Vi er rigtig stolte. Det har været så hårdt at vente på med alt det her corona. Filmen skulle måske have været ude sidste år. Den er blevet udsat og udsat. Vi er så lykkelige over, at den kommer ud nu.

Medlemmet Malthe supplerer: "Det har været verdens længste fødsel, føler vi. Vi har haft et barn i maven i tre år, og nu kommer det endelig ud".

Gigis består af fem medlemmer, som laver det meste af arbejdet selv - fra historie og instruktion til animation, stemmer og musik. De fem venner Troels, Sorena, Malthe, Daniel og Adrian. Vi har fanget de fire førstnævnte på en telefon.

- Tre af os er i familie. Sorena, Adrian og Daniel er fætre. Og vi andre er barndomsvenner. Jeg er vokset op samme sted som Daniel og Sorena, og Malthe mødte vi for 15 år siden, fortæller Troels.

Hvordan opstod Gigis?

Sorena: Os fem venner har helt tilfældigvis været kreative på vores egne måder og har vores eget talent. Så vi var alle sammen kreative alene, og da vi var en 14-15 år, begyndte vi at lave kreative ting sammen. Jo ældre vi blev, jo flere projekter lavede vi sammen.

Så stoppede vi egentlig af forskellige årsager. Men så for fem år siden besluttede vi os for at starte igen med én sidste ide.

Troels: Jeg tror, at det handlede om, at vi alle sammen kunne vores forskellige ting. Men hver for sig, der var vi ikke så stærke. Vi fandt en fælles grund, og sammen kunne vi lave noget, hvor vi alle bidrog.

Adrian, der spiller mange af udlændinge-karaktererne, han bragte sin egen stemme til tegnefilmen, fordi han kommer fra de områder. Han kan ligesom snakke sproget, så han kunne skabe autenticitet. Der kom en ægthed frem i karaktererne, som man ikke havde set før på tegnefilm.

Malthe: Nogle kunne tegne, nogle kunne skrive, nogle kunne lave musik, nogle kunne lave skuespil. Uden at vide det. Mig og Daniel kunne faktisk ikke rigtig animere i starten. Det var sådan noget virkelig slum-animation. Og vi har lært det på YouTube - alle de her ting. Vi har ikke en uddannelse i det. Vi gik på designskolen meget kort, men så droppede vi ud, fordi vi hellere ville det her. Så vi er selvlærte alle sammen på hver vores måde.

Til dem, som ikke kender jer, hvordan vil I beskrive jeres univers?

Malthe: Jeg ville beskrive det som autentisk, sjovt, fordomsfrit og grænseoverskridende på en måde, hvor vi aldrig sparker nedad. Der er ikke nogen som er hellige. Vi gør grin med udlændige, vi gør grin med danskere, vi gør med gamle mennesker, kinesere, thailændere.

Troels: Vi gør generelt ret meget grin med stereotyper.

Malthe: Stereotyper, ja. De er sjove, og de skal også hyldes.

Troels: Med ét ord, så er vores tegnefilm ægte. På rigtig mange måder. Vi portrætterer tingene på en ægte måde – og så pynter vi lidt på. Men i store træk er det bare sådan, som vi ser det.

Har I så alle den samme humor?

Malthe: Vi har meget ens humor. Vi synes, at ‘South Park’ er grineren. Så er der nogle, der synes, at ting som ’Naruto’ eller ’Dragonball’ er fede - der er nogle følelser, som er mere hardcore end i ’South Park’.

Så vi har ligesom prøvet at blande de her ting. Vi synes også, at tegnefilm som det gamle ’Simpsons’ var virkelig god, havde nogle gode pointer og historier.

Troels: Vi brugte også meget vores oplevelser. Vi synes, at typer er rigtig sjove. Når vi gik ned og bestilte en pizza, så synes vi, at pizzamanden var sjov. Når vi hørte nogle drenge på gaden, der talte, så synes vi, den måde at tale på var rigtig sjov. Og det var det, vi gerne ville have ind i vores tegnefilm. Autenticiteten igen. Hverdagsting som folk kan nikke genkendende til. Og der delte vi rigtig meget humor.

Malthe: Ja, det er faktisk ikke særlig meget ‘South Park’- eller ‘Simpsons’-inspireret. Det er meget København, ghettoer og gadesprog, der har inspireret os. Det er ikke så meget amerikanske ting.

Vi lavede det i min lejlighed til at starte med. Så Pablo-karakteren, han er en rigtig mand, der står nede på hjørnet - altså det ligner ham på en prik. Han har indrettet sit pizzeria, som om han var italiener og sagde ”Grazie” og alle mulige ting. Det var meget grineren at se, fordi han var jo helt 100% pakistaner. Så det var sjovt bare at tage den ide, gå op i lejligheden og lave det til en video.

Hvordan gik I så fra at lave kortere animationsfilm til nu at skulle lave en hel spillefilm?

Sorena: Da vi startede Gigis for fem år siden, var der ikke nogen af os, der sagde ”Hey, lad os lige være YouTube’ere” eller ”Hey, lad os lige lave små videoer”. Vi havde alle sammen et fælles mål, en fælles drøm om at lave en film og en tv-serie.

Så vejen dertil var, at vi laver en masse små videoer, går op til Filminstituttet, spørger om vi kan søge støtte, og det sagde de, at det kunne vi ikke, fordi vi ikke var uddannede og ikke havde et produktionsfirma bag os. Så fandt vi Hyæne Film, og de ville gerne repræsentere os. Vi søgte så igen, og New Danish Screen under Filminstituttet sagde ja. Og nu står vi så her, fem år efter.

Hvordan har det så været? Har I helt selv kunne bestemme, hvilken retning I ville gå med filmen?

Daniel: Hyæne Film har været ret gode til at give os frihed. Til at lave lige præcis, hvad vi havde lyst til. Der er mange af jokesene i filmen, hvor vi var sådan ”Går vi over grænsen her eller? Er det for meget det her?”, hvor Hyæne Film eller DFI slet ikke har kommenteret på det.

Så det har været ret fedt med den frihed til at lave lige præcis, hvad vi havde lyst til. Der har ikke været så mange rammer, føler jeg, hvilket måske også gør det lidt unikt.

Troels: Vi var også meget enige om, at den type film vi laver mangler rigtig meget i dansk film. En film, der går virkelig meget over grænsen, men bare ikke for at gøre det, men fordi vi tør gøre grin med nogle ting, som andre ikke tør. Så det hele ikke bliver Klassefesten 1, 2, 3…

Vi tør gøre grin med de mennesker, der er ude i samfundet, fordi du ser dem hver dag, og de bliver bare ikke repræsenteret på film. Og det ville vi gerne.

Malthe: Det er meget sjovt, når man taler om udlændinge, bliver der altid nævnt ytringsfrihed. Så vi synes også, at det var meget sjovt at vende ytringsfriheden om. Jeg føler, at mange har været bange for at lave sjov med udlændige. Udlændige og tegnefilm, det skulle bare ikke ske.

Og der har aldrig været en eneste negativ kommentar fra udlændige, de synes bare, at det er virkelig grineren. Det blev vi selv overraskede over - at der ikke var nogen, som sagde noget. Det var mere ”Endelig er der nogen, som tager vores stemme og bruger den på en positiv måde”, i stedet for at de altid bliver udstillet negativt i medierne.

Det synes vi bare er for fedt, at Filminstituttet har set - at det også er på tide, at de her gadebørn får en stemme.

Hvad ønsker I at fortælle om og til den her generation?

Sorena: Nummer ét er, at vi ønsker ikke at prædike. ”Hey sådan her skal man være. Det her er rigtigt. I skal gøre sådan her”. Vi ved slet ikke noget om, hvad der er rigtigt og forkert. Vi prøver bare at vise virkeligheden, som vi ser den. Og så er det op til folk, om de kan se nogle problemer i samfundet, om de synes, at det er fucking sjovt. Folk må tolke det, som de vil.

Selvfølgelig har vi en målsætning om at give et budskab. Men det handler ikke om at prædike eller at være bedre end andre.

Malthe: Jeg tror, at det ender med at være budskabsagtigt fordi, at der er udlændige med. Bare fordi der er en anden hudfarve på den person, så bliver det lige pludselig politisk, prædikende, eller vi bliver kaldt venstreorienterede. Vi laver bare det, vi selv synes er virkelig sjovt.

Hvad har inspireret jer til at fortælle lige præcis den her historie i 'Blokhavn'?

Sorena: Mange af os har gået på en skole i et ghettoområde, hvor vi har fat i nogle virkeligt gode lærere. Vi ville gerne hylde vores ungdom, fortid og de gode minder, som man har om de her lærere, der tog sig tid til at gøre en forskel for os. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mine gamle skolelærere til gallapremieren.

Malthe: Folkeskolen er bare et vigtigt rum. Det er der, hvor der opstår venskaber, den første kærlighed, og lærerne, der tog sig tid til én, blev moder- og fader-figurer for én. Især de her lærere som så børnene i øjenhøjde, og satte de her børn som lavede rav i timerne ned og spurgte, om de faktisk var okay.

Det er vores Gertrud-karakter, som Birthe Neumann lægger stemme til, og vi også bare føler er en fed karakter. Og alle har haft en Gertrud. Da vi lavede sangen ”Gertrud”, var der rigtig mange, som skrev ”Det er min lærer” og alt muligt. Så det er også en måde at hylde nogle mennesker på, der sjældent får et klap på skulderen, synes jeg.

Troels: Vores film handler ikke bare om skolen, men om hele Blokhavn-området. Når man kommer fra Amager, som vi gør, og har boet sådan nogle steder, som bliver kaldt ghettoer, så har mange et billede af, at alt er forfærdeligt. Men vi vil gerne vise en anden side af det.

Selvom der er nogle hårde typer og sådan noget, så var der mange eventyr. Der var fede karakterer, og der var rigtig meget ballade, men det var stadig en god barndom. Og det er meget en film, der hylder barndommen, selvom man nogle gange lever i frygt for en ældre dreng, der ville smadre en, så er det også bare sjovt, fordi det skabte spænding.

Daniel: Når man bevæger sig rundt i gadebilledet i dag, på Nørrebro eller Vesterbro, og ser hele den der middelklasse af tilflyttere, og de snakker om, at deres børn skal på privatskoler, så bliver man selv lidt glad for, at man har haft en barndom et sted, der har været belastet, fordi det var bare gode tider. Jeg tror, at vi alle sammen er rigtigt glade for at være vokset op der, hvor vi har.

Sorena: Havde det ikke været for det, så havde vi ikke kunnet lave ’Blokhavn’.

Troels: Det er igen autenticiteten. Det er faktisk noget, der rigtig er sket. Måske noget af det, der sker i filmen er lige i overkanten, men de små karaktertræk og ting, der bliver sagt, det er noget, som har været der.

Daniel: Skønhed i det slidte.

I har nævnt grænser, og det at gå over grænsen nogle gange. Hvor går grænsen i jeres humor?

Malthe: Den er ligesom syriske flygtninge, vi går over grænsen…

Sorena: Nej, nej. For at være helt ærlig. Grænsen går der, hvor vores egne grænser går. Ville jeg selv blive sur over det? Jeg ville aldrig sige noget om en andens mor, fordi det ville jeg selv blive sur over.

Daniel: Vi er jo fem forskellige mennesker, så der er også fem forskellige grænser. Så der er nogle, som synes noget er lidt over grænsen, hvor andre har det sådan ”Arhh, lad det gå, ikke…”. Men så finder vi en middelvej, når vi laver sådan nogle ting her.

Men har I diskussioner om det?

Troels: Ja, ja. Vi har mange diskussioner, hvorvidt om noget er okay. Så der er selvfølgelig nogle ting, der er blevet fjernet, og nogle ting, der er blevet tilføjet.

Sorena: Men i sidste ende har vi oprigtig respekt for andre. Vi har en ære for den gamle generation. Vi vil ikke gå over strengen for dem, og sige noget om, at din mor er ditten og datten.

Malthe: En af vores store idoler igennem tiden, det er Jan Elhøj, som lavede Mujaffa-spillet. Det var også lidt grænseoverskridende dengang, da man sad og spillede det i et computerrum. ”Du har ikke noget gummi”.

Men man tænkte jo ikke rigtig over det. Det var bare sjovt. Vi tænker slet ikke grænseagtigt. Vi tænker bare, ”Er det her sjovt? Eller er det plat?”. Det er mere om den her tissemandsjoke, er den latterlig, eller god for historien. Og tit er den god for historien. Den ene joke. Det gælder ikke om at sige sjove ting, bare for at sige sjove ting. Det gælder også om at sige noget, der har lidt, man tænker over.

Sorena: Hvis vi kan få hinanden til at grine, så er det ikke humor, så er det diss.

Hvordan har I det med at blive sammenlignet med Anders Matthesen og hans film ’Terkel i Knibe’ og ’Ternet Ninja’, som jo er nogle af de få store danske animationsfilm, der er meget grovkornede og politisk ukorrekte? Er I selv fans af ham?

Sorena: Ja, her har vi nogle forskellige meninger. Men min mening er, at ’Ternet Ninja’ solgte næsten en million biografbilletter, og det at blive sammenlignet med sådan en stor succes er en ære.

Jeg er vokset op med ’Terkel i Knibe’, jeg har intet imod Anders Matthesen. Jeg er ikke så meget til dansk stand-up og nogle af de nyere ting, men ’Terkel i Knibe’ syntes jeg var sindssyg fed dengang.

Daniel: Vi kommer ikke udenom, at vi alle sammen er i slut 20’erne, start 30’erne, så vi er alle sammen vokset op med Anders Matthesen og ’Terkel i Knibe’, og vi syntes jo, at det var pissefedt.

Det var fucking fedt dengang jo. Så vi har alle sammen haft en fortid med ham.

Malthe: Han er også en af dem, som har skrevet til os. Det er bare fedt, at der er nogen, som ser, hvad man laver og kan se, at de også har gjort sig umage. Anders Matthesen er en af dem, han har aldrig lavet noget på TV2 Zulu.

På TV2 er der rigtig mange kendte mennesker, der bare stiller op for at holde sig relevante. Men han har bare holdt sig til håndværket, det har vi bare mega respekt for. Og ’Terkel i Knibe’ var jo en film, som definerede en hel ungdom dengang. Det håber vi, at vores film også vil gøre ved den her generations unge.

Troels: Han har helt sikkert lavet en masse geniale ting. Men jeg synes ikke, at vi nogensinde har kigget på, hvad han gør, der virker, hvilken formular han bruger, hvordan fortæller han sin historie. Det har vi aldrig gjort. Vi har altid gået efter at skabe vores egen stil. Og det tror jeg helt klart, at man kommer til at se i vores film, fordi den minder hverken om ’Terkel i knibe’ eller ’Ternet Ninja’.

Vi har aldrig brugt ham som direkte inspirationskilde, men han har inspireret os til at lave det, vi gør på en eller anden måde. Bare det, at han har kunne lave sådan nogle gode animationsfilm, har selvfølgelig inspireret os.

Så glæder I jer vel også helt vildt til selv at se jeres egen film med publikum i biografen?

Sorena: Jeg kan ikke engang tro på det. Jeg har tænkt mig at gå i biografen hver dag og se den med fremmede mennesker. Ej, vi glæder os rigtig meget!

Blokhavn får premiere den 25. juni - se traileren herunder: