Officielt: Nicolas Cage skal spille Joe Exotic fra Tiger King

Tv-serie med Cage som tigerkongen er på vej
Billede
(© Tiger King (Netflix) / Drive Angry (Summit Entertainment))

Vi har tidligere præsenteret en række kandidater til rollen som Joe Exotic i en filmatisering af Netflixs dokumentarserie 'Tiger King' - se listen her.

Flere Hollywood-skuespillere havde meldt sig under fanerne, men det er Nicolas Cage, der ser ud til at løbe med rollen i første omgang. Det skriver Varierty.

Den 56-årige skuespiller er således klar til at tilføje noget af sin berømte "Cage Rage" til tigerkongen Joe Exotics allerede kulørte personlighed.

Det er dog ikke en film, der er tale om men derimod en serie på otte afsnit, skrevet af manden bag Netflix-serien 'American Vandal'. Det bliver Cages første regulære rolle i en tv-serie.

Serien vil dog i højere grad være inspireret af Texas Monthlys artikel "Joe Exotic: A Dark Journey Into the World of a Man Gone Wild" end selve Tinger King-serien, som mange er bekendte med.

Serien lyder derfor til at have et mere dystert take på karakteren, og den transformation manden Joe Schreibvogel gennemgik for at blive til Joe Exotic - og hvordan den persona overvandt al fornuft.

Flere projekter omhandlende Tiger King og karaktergalleriet derfra er på vej. Kate McKinnon arbejder på en tv-serie med fokus på Carol Baskin baseret på Wondery’s podcast 'Joe Exotic: Tiger King'.

Og lur os om der ikke også bliver annonceret en film på et tidspunkt. Flere har i hvert fald udtrykt interesse for sådan et projekt også.