2 nye Heat-film kan være på vej
Krimi-thrilleren Heat fra 1995 står som en af 90'ernes bedste film og er en af instruktøren Michael Manns hovedværker.
Filmen, der har Al Pacino og Robert De Niro i de to bærende hovedroller, kan i år fejre sit 25-års jubilæum, og nu har Mann løftet sløret for sine ideer om, hvordan universet kan udvides i flere film.
Michael Mann har således arbejdet på en roman-opfølger i flere år, der fungerer som en forløber til 'Heat', som han også gerne vil filmatisere.
Til Deadline udtaler den 77-årige filmskaber nemlig, at han er i fuld gang med sidste fase af bogskrivningen:
- Vi er i gang med det, og jeg sætter tid af til det, og et filmmanuskript, som jeg ikke kan fortælle dig om. Men jeg vil meget gerne lave en film baseret på Heat-forløberen og en efterfølger.
Det lyder altså som om, at der kan være hele to(!) Heat-film på vej - og vi er i den grad interesserede!
Mann har tidligere udtalt, at den kommende bog både vil fungere som en prequel og sequel, der efter sigende bl.a. dykker ned i De Niros karakter Neil McCauleys tid i fængslet i sine yngre år, og Pacinos Vincent Hannas arbejde i Chicagos politistyrke.
Den evigt aktive Michael Manns næste projekt bliver at færdiggøre pilot-afsnittet til HBO Max-serien 'Tokyo Vice', som han var i gang med at indspille, da Corona ramte.