Succesen med The Invisible Man betyder måske mange flere monstre!

Er I klar til mere uhygge?
Billede
(© Universal Pictures / UIP)

Tilbage i 2017 fik vi gentænkningen af et klassisk Universal-monster med The Mummy, hvor man fandt Tom Cruise i hovedrollen. Dette skulle have været startskuddet til det såkaldte ’Dark Universe’. Grundet filmens sparsomme succes blev idéen om det dystre monster-univers dog lagt på hylden.

Nu er et andet af de klassiske Universal-monstre med The Invisible Man biografaktuel. H. G. Wells’ fortælling om den usynlige mand har således fået nyt liv i denne gentænkning instrueret af Saw- og Insidious-medskaber Leigh Whannell.

I ’The Invisible Man’ spiller Elisabeth Moss en kvinde, som bliver stalket af sin eks-mand, der ellers tilsyneladende skulle være død. Nu synes han dog at forfølge hende i usynlig form.



Gyserfilmen er allerede en succes i USA, hvorfor det gyserglade biografpublikum nok kan se frem til flere af de klassiske monstre fra Universals skattekiste.

Det er Blumhouse Productions, der står bag den nye usynlige mand med et budget på reporterede 7-10 millioner dollars. Filmen har allerede indtjent 49 millioner dollars globalt i dens åbningsweekend, hvorfor man måske godt kan forvente, at den i sidste ende hiver 100 millioner dollars hjem. Det skriver Bloody Disgusting.

Whannell og Blumhouse Production har allerede indgået en 2-årig aftale med Universal, hvorfor man med succesen ‘The Invisible Man’ nok godt kan regne med at se mere til de klassiske monstre som Dracula, Wolfman og Frankenstein i biografen.

Køb dine billetter til ’The Invisible Man’ herunder: