Oscar 2020: De bedste og værste øjeblikke

En rørt Brad Pitt, en dansker på scenen og Eminem væltede internettet
Billede
(© BLAINE OHIGASHI / ©A.M.P.A.S.)

Den 92. udgave af Oscar-showet er afsluttet. Vinderne er fundet (se dem her) - nu er det på tide at gøre aftenens begivenhed op i de bedste og værste øjeblikke.

Hvad var de bedste Oscar-moments? Hvem skuffede fælt? Og blev vi snydt?

Se også: Oscar-showets mest mindeværdige kjoler

 

DET BEDSTE:

1. En rørt Brad Pitt vinder endelig en Oscar for sit skuespil

Efter over 35 år i branchen kan Brad Pitt endelig kalde sig Oscar-vinder for sit skuespil. Fjerde gang var lykkens gang for den 56-årige skuespiller, der tog statuetten med hjem for sin rolle som den übercool Cliff Booth i Tarantinos ’Once Upon a Time… in Hollywood’. Meget velfortjent!

Selvom Pitt har stået på Oscar-scenen før i 2014 (da han vandt som producer på ’12 Years a Slave’), var skuespilleren tydeligt meget berørt af situationen. Og hvor han til tidligere award-shows har vist sin humoristiske side, var han klart mere følsom til Oscar-showet – og det klædte ham. Derimod brugte han bl.a. sin tale tid på at hylde sin medspiller Leonardo DiCaprio og Tarantino, stuntmænd og sin egen rejse i Hollywood. Dog med et lille politisk strint til rigsretssagen mod Donald Trump.

2. Parasite skaber historie

Parasite tog intet mindre end fire statuetter hjem, og det var i tunge kategorier som Bedste manuskript, Bedste instruktør og Bedste film – og især sejren for sidstnævnte skaber historien. Den sydkoreanske film er således den første ikke-engelsksprogede film til at tage den største pris til Oscar-showet nogensinde.

Det var fedt at se en udenlandsk film – der både har været en anmelder- og publikumssucces (’Parasite’ kan snart runde 100.000 solgte billetter bare i Danmark) – tage prisen og samtidig sætte sydkoreansk film på landkortet, der aldrig havde været nomineret før i år.

3. Laura Dern takker sit Hollywood-ophav

Som forventet modtog Laura Dern en Oscar for Bedste kvindelige birolle for 'Marriage Story'. Det blev ikke blot streaming-giganten Netflix’ første Oscar i en skuespilkategori, men også 53-årige Derns første pris ud af tre mulige. Takketalen blev efter en rimelig konventionel start brugt til at nævne forbillederne, der for Laura Dern er hendes to skuespillerforældre, Bruce Dern og Diane Ladd. Sidstnævnte, der var til stede i salen, var tydeligt rørt over datterens flotte ord. Og det blev vi så også.

4. Bong Joon Ho takker Scorsese og Tarantino i et vaskeægte Oscar-moment

Manden bag ’Parasite’, Bong Joon-Ho, viste sig ydermere (hvilket vi allerede godt vidste) at være et hyggeligt og morsomt bekendtskab. Bong serverede nemlig flere af aftenens bedste one-liners (”I am ready to drink to night” & ”Hvis jeg havde en Texas Chainsaw, så ville jeg save min statuette i fem dele”) og helt sikkert en af aftenens bedste taler, da han tog prisen som Bedste instruktør.

Her brugte han nemlig tiden på at hylde et af sine idoler, Martin Scorsese, hvilket fik en stående ovation, og gav Quentin Tarantino et klap på skulderen for at have støttet hans film i flere år før ’Parasite’. Et virkelige mindeværdigt Oscar-moment!

5. Sigouney Weaver, Gal Gadot og Brie Larson starter en fight club

Et andet Oscar-moment var, da de tre stærke Hollywood-kvinder blev samlet på scenen i skikkelse af Sigourney ’Ripley’ Weaver, Gal ’Wonder Woman’ Gadot og Brie ’Captain Marvel’ Larson. De to sidstnævnte anerkendte Weavers store indflydelse på udviklingen af kvindelige actionhelte, mens Weaver annoncerede, at de tre ville starte en fight club – hvor taberne (mænd eller kvinder) skulle svare på journalisternes spørgsmål om ”hvordan det er at være kvinde i Hollywood”.

6. Første kvindelige vinder af Bedste filmmusik nogensinde

Efter det slagkraftige trekløver havde bekendtgjort deres klub, afslørerede de, at den første kvindelige dirigent nogensinde til et Oscar-show skulle guide orkestret i præsentationen af årets bedste filmmusik.

Prikken over i’et i den blærede omgang var, at Oscar’en faktisk gik til islandske Hildur Guðnadóttir for sit arbejde på ’Joker’, hvilket gjorde hende til den første kvindelige komponist til nogensinde at vinde en Oscar for filmmusik.

7. Joaquin Phoenix taler om det, ingen andre vil tale om

Ingen var overrasket over, at Joaquin Phoenix vandt prisen for Bedste mandlige hovedrolle for sit ærefrygtindgydende portræt af titelkarakteren i 'Joker' (den anden skuespiller til at vinde en Oscar for at spille Batmans nemesis efter Heath Ledger i 'The Dark Knight'). Skuespilleren brugte tiden til at nævne de ting, ingen andre vil tale om, ligesom han har gjort ved utallige andre prisuddelinger, hvor han også har vundet.

Ulighed, racisme, dyremishandling, klimaforandringer og intolerence i al almindelighed. Som altid lignede Phoenix en undskyldning for sig selv på scenen, men budskabet kom klart igennem. Og da salen flere gange applauderede den politisk ladede tale, kunne Joker-skuespilleren nærmest ikke være i sig selv og bad kollegerne om at stoppe med at klappe.

Men det var afslutningen på talen, der fik tårerne til at trille hos os, der så til fra stuerne. Joaquin nævnte et citat fra sin bror, River, der døde som 23-årig i 1993: ”Kom til undsætning med kærlighed, og fred vil følge med”. 

8. Janelle Monáe åbning – med hyldester til oversete film

Multikunstneren, herunder ikke mindst sangerinde, Janelle Monáe, fik lov til at sparke den store Hollywood-aften i gang – og det gjorde hun med humor og sin silkeblødstemme. Hun repræsenterede både for den afroamerikanske del af befolkning og queer-comunity, mens hendes fine performance i den grad hyldede flere af de film, som akademiet havde forbigået.

Man kunne både se dansere, der var inspireret af ’Midsommar’, ’Us’ og ’Dolemite Is My Name’. Især ’Midsommar’ fik velfortjent sit øjeblik, da Monáe iført en blomster-mundering ikke ulig den fra klimakset i den svensk-inspirerede gyser. Det er herligt at se mere kulørte genrer blive repræsenteret til showet, nu de så skammeligt er blevet forsømt.

9. Stærke komiker-duoer: Martin & Rock, Rudolph & Wiig og Louis-Dreyfus & Ferrell

I (endnu) et år uden værter var det skønt at se en række stærke duoer på scenen, der leverer den komiske vare til punkt og prikke.

Steve Martin og Chris Rock har begge haft Oscar-værtstjansen før, så de kom passende på scenen efter åbningsnummeret og revsede på humoristisk vis salens kendte publikum – og ikke mindst Oscar-akademiet for bl.a. at have forbigået sorte i flere kategorier igen i år.

Makkerparret Maya Rudolph og Kristen Wiig gav også en smagsprøve på deres (komiske) talenter, da de gav en lektion i skuespil, inden de uddelte deres priser.

Mens Julia Louis-Dreyfus og Will Ferrell drilsk forklarede, hvad en fotograf og klipper egentlig lavede på film. Ferrell afslørede bl.a., at den oprindelige titel på ’Ford vs. Ferrari’ var ’Ford vs. Ferrari vs. Ferrell’ – indtil han blev klippet ud.

Hvor ville det dog være skønt at se en af de her duoer som værtspar til næste års uddeling.

10. Dansker på scenen til Frost 2-sang

Walt Disney havde allerede i fredags annonceret, at danske Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der lægger stemme til Elsa i den danske version af 'Frost 2', skulle optræde til en fremføring af sangen 'Into the Unknown' med sangerinden Idina Menzel. Men at se den højgravide danske sangfugl på scenen fremføre, hvad der må være blandt den sværeste del af sangen, var alligevel et fantastisk øjeblik – med eller uden rød-hvid klaphat. Og ja, Maria Lucia fik lov til at synge "Ud i ukendt land" på dansk.

DET VÆRSTE:

1. Selvironisk Cats-sketch faldt til jorden

At Cats er en kunstnerisk og kommerciel fiasko, hersker der næppe nogen tvivl om. Men det føltes alligevel lidt for tidligt efter premieren, at skuespillerne fra selvsamme film, James Corden og Rebel Wilson, gjorde tykt grin med deres egne roller. Selvironi er en god ting, især når man er klædt ud som kat, men det hele føltes bare ynkeligt og som kattejammer (ja, vi har været oppe hele natten). Og med tanke på, hvor sjove de to komikere kan være, var det skuffende at overvære.

2. Renée Zellweger gav aftenens mest kedelige tale

50-årige Zellweger var storfavorit til at nuppe sin anden Oscar for rollen som Judy Garland i biografifilmen 'Judy'. Så man kunne måske godt have forventet mere af den tidligere Bridget Jones’ skuespillerindes tale, der blev en fire minutter lang opremsning af navne, som skulle takkes og et eller andet lidt upersonligt om industrien og Garland. En spildt chance og rigtig surt, for her var virkelig mulighed for at levere en huskværdig tale om at levere årets comeback.

3. Elton John underleverer – trods festlige sko

Elton John tog sin anden Oscar, 25 år efter han vandt for ’Løvernes konge’ i 1995. Denne gang var dog sammen med den mangeårige samarbejdspartner Bernie Taupin og for filmen om hans eget liv ’Rocketman’, hvortil de havde skrevet sangen ’I’m Gonna Love Me Again’.

Netop derfor havde vi også forventet en storslået og følelsesladet tale, men John skuffede ved at levere en lunken omgang tak (og så glemte han vist endda instruktøren Dexter Fletcher).

Et aftenens mere skuffende øjeblikke, og det er på trods af, at den 72-årige sanger havde tage to forskellige farvede og festlige sko på.

4. Eminem får endelig sin Oscar-hyldest … eller gør han?

En af aftenens helt store overraskelser var Eminem, der optrådte med sin Oscar-vindende sang ’Lose Yourself’ fra ’8 Mile’. Der var noget meget tilfredsstillende ved endelig at se Eminem få sit Oscar-øjeblik, da han ikke selv deltog for 17 år siden, hvor han vandt.

Men var dette den rette hyldest? Noget virkede helt off ved den 47-årige rappers optræden. Musikken synes at drille den ellers erfarne performer, der ikke ramte alle ord, som han ellers plejer.

Og salen virkede til at have en blandet reaktion på musiknummeret. Man kan således allerede nu se utallige memes på internettet, hvor Martin Scorsese tager sig en skraver, mens Eminem var på scenen, og Frost-sangerinden Idina Menzel, der ser yderst forvirret ud, og et meget mellemfornøjet grimasse fra det 18-årige popikon Billie Eilish (mere om hende om lidt).

5. Hvor var Bond-sangen?

Da det 18-årige stortalent Billie Eilish blev annonceret til at skulle optræde, var nettet ved at syde over i spænding. Alle forventede, at stjernen ville fremføre sin nye sang til James Bond-filmen No Time to Die. I stedet blev det til en fin, men ikke særlig bemærkelsesværdig coverversion af 'Yesterday' til In Memoriam-sektionen - hvor man igen år bl.a. glemte 90210-stjernen Luke Perry og kult-horrorstjernen Sid Haig.

6. Usjov Taika Waititi tabte fatningen

Den newzealandske filmskaber Taika Waititi blev hædret for sit manuskript til 'Jojo Rabbit'. Den normalt så veltalende og humoristiske Waititi var tydeligvis duperet over hæderen og virkede unormalt mundlam, stammende og nærmest uforståelig.

Ingen tvivl om, at det kan gøre selv den mest fattede person befippet at vinde en Oscar, men kontrasten til den ”normale” Waititi var slående. Vi savnede virkelig et par velplacerede punchlines fra manden bag den skøre Hitler-film!

7. Endnu et show uden vært

I år havde akademiet igen valgt at afholde showet uden vært – og på trods af de allerede før omtalte stærke presenters – er dette en skam. Man savnede en gennemgående tovholder, der kunne grille salen og lave skøre optrin som fx Ellens nu ikoniske selfie.

Kære Oscar-komite, vil I ikke please hyre Maya Rudolph, Kristen Wiig og Amy Poehler til næste års show? På forhånd tak.

Lyt også til vores podcast om Oscar-showet:



Du kan lytte til podcasten herover, mens du også finder den:
På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
- På Podimo (søg på kino.dk filmpodcast)
- Og i podcast-app'en på din iPhone, hvor du også finder vores øvrige episoder.