Ghostface vender tilbage - Scream 5 er officielt på vej

Instruktørduo skal føre arven videre
Billede
(© Dimension Films)

Det er fredag den 13. - og vi præsenterer her dagens store gyser-nyhed!

'Scream 5' er officielt på vej - næsten 10 år efter den seneste film i universet.

Siden september sidste år har rygterne lydt på, at en femte film med Ghostface var i støbeskeen, og nu er det altså bekræftet. Det skriver Discussing Films.

Det bliver makkerparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, der sidste år stod bag den effektive, sort-humoristiske horrorfilm Ready or Not, som skal stå for instruktionen.

Den originale Scream-skaber, Kevin Williamson, vil desuden fungere som executive producer.

'Scream 5' vil efter sigende følge en kvinde, der vender tilbage til sin hjemby for at hjælpe med at finde den skyldige bag en række brutale forbrydelser.

Det er usikkert, om filmen vil være en direkte opfølger til franchisen eller bliver et såkaldt reboot af universet.

De foregående fire film var alle instrueret af den afdøde gysermester Wes Craven, og 'Scream 5' vil dermed være den første spillefilm i franchisen uden hans medvirken.

Da Scream udkom i 1996 blev det en kæmpe publikumssucces, og filmen satte en helt ny kurs for horrorgenren med en mere selvbevidst og metahumoristisk tone.

'Scream 5' forventes at starte optagelser allerede til maj.