Dansk Shooting Star i Berlin: ”Jeg er ikke bange for at ønske og drømme”

Interview med skuespillerinden Victoria Carmen Sonne
Billede
(© Marc Fluri)

Da vi fanger skuespilleren Victoria Carmen Sonne over telefonen, befinder hun stadig i Danmark, og som hun selv siger i en dejlig uformel tone, så har hun ikke fået brugt hjernen i dag.

En pause-tilstand, man forestiller sig, er både tiltrængt og nødvendig, når man er en af dansk film nyeste skuespil-kometer, hvis karriere kun er gået én vej de sidste tre år: op! Først med I blodet fra 2016, så med Vinterbrødre fra 2017 og sidst i en bærende mavepuster af en rolle i Holiday’ hvor Carmen Sonne spillede en ung kvinde, hvis gangsterkæreste ydmyger, slår og seksuelt misbruger på en ferie.

Vi har fået lov til at stille Carmen Sonne en række spørgsmål i anledning af den kommende Internationale Berlin-filmfestival, hvor den unge dansker er udpeget som Shooting Star. En prestigefyldt udnævnelse, der skal skabe fokus på fremtidens europæiske skuespillere.

Carmen Sonne indtræder på baggrund af en række imponerende roller hermed i et imponerende selskab af forrige danske Shooting Stars såsom Pilou Asbæk, Danica Curcic, Esben Smed og Nikolaj Lie Kaas. Også Hollywood-stjerner som Rachel Weisz, Carey Mulligan og Alicia Vikander har fået æren førhen, og kun seks år, før han fik licens til at dræbe, var Daniel Craig et såkaldt stjerneskud på Berlinalen.

 

Først og fremmest tillykke med Shooting Star-udnævnelsen!

Tak.

Du er 25 år. Og på tre år har du vundet to Bodil-priser, en Robert-pris, har medvirket i flere anmelderroste film, er blevet udråbt til at være dansk films store kommende stjerne, og nu er du udråbt som Shooting Star i Berlin. Er det en smule overvældende? 

Jo, men det er sjovt, for det lyder så komprimeret, når du siger det på den måde. Jo, det er overvældende... det er bare sådan, at tit kommer film ud på en gang. Altså ’Vinterbrødre’ lavede jeg for snart fire år siden, da jeg stadig gik i skole. Så det er tit lidt omvendt, at man vinder en pris, eller læser noget fedt om sig selv i avisen, men i virkeligheden går det arbejde jo mange år forud for det. 

Usynligt hjerte

 Har du forud haft en følelse eller ide om, at nu kom der et gennembrud for dig?

Det er et sjovt spørgsmål. Jeg har ikke haft fokus på det på den måde. Jeg føler nok, at når jeg arbejder, er det mit gennembrud til noget kreativt. Når jeg arbejder og er i den proces - det er der, jeg peaker… og så peaker jeg måske i alle andres øjne på et andet tidspunkt. Det kan jeg jo godt mærke, og det er dejligt at få anerkendelse for det, man laver. Men når folk skriver noget pænt om mig, eller jeg vinder en pris, så er det en anden form for peak, end det egentlige peak, jeg føler på settet…

… det at være en skuespiller i arbejde?

Ja, lige præcis. Men det er fantastisk at komme ud og mærke, at nogen får noget ud af det, jeg har lavet, og at nogen tager noget med fra det, jeg har lavet. For det er jo det, jeg drømmer om, når jeg laver et stykke arbejde. At det ræsonnerer i nogen, og at nogen kan bruge det til noget. At de får en oplevelse, lærer noget, bliver glade for det. Så selvfølgelig er det også et kick, når det sker. Men det virkelige peak sker, når jeg er i gang med at lave noget.

 

”Jeg er ikke bange for at blive skuffet… det bliver
man sgu alligevel, så man kan lige så godt drømme.”

 

Hvad tænkte du, da du får at vide, at du er årets Shooting Star?

”Hvad fanden skal jeg tage på?!” Hæhæ, nej… jeg bliver bare helt vildt glad. For jeg er ikke pessimist. Jeg er ret god til at drømme om alt muligt for fremtiden. Jeg er ikke bange for at ønske og drømme om ting. Jeg er ikke bange for at blive skuffet… det bliver man sgu alligevel, så man kan lige så godt drømme.

Det fodrer en drøm om at lave en masse forskellige projekter i hele verden med mange forskellige filmskabere og ikke være muligvis kun i Danmark, men måske få nogle flere kolleger ud af det her. Så det tænker jeg selvfølgelig, men samtidig aner jeg jo ikke, hvad der sker, så det er først og fremmest bare en kæmpe anerkendelse. Ligesom at være til Europamesterskabet i skuespil og være nået til finalen... altså det er jo ikke en konkurrence, men det er alligevel pissefedt.

 

Hvis du ikke er bange for at drømme stort - så bliver jeg jo nødt til at spørge, om der er nogen instruktører eller skuespillere i udlandet, du går og drømmer om at arbejde sammen med?

Jamen, det er altid et svært spørgsmål… det er ligesom ”en to tre, hvad er din yndlingsfilm?” Og så skal man bare sige noget helt vildt klogt… haha. Jeg synes, der er så mange dygtige instruktører, og jeg tror ikke, jeg har kendskab til halvdelen af dem. Og jeg er måske lidt fantasiløs, for jeg har allerede så heldig at arbejde sammen med flere af de virkelig gode. Men jeg drømmer helt klart om at blive ved med at møde nye instruktører, der tør lave noget, der er ærligt. Så får jeg også lyst til at være del af det. Et lidt abstrakt svar måske?

 

Når man kigger på dit cv, er det tydeligt, at du tør nogle ting, som de fleste ikke tør. Men kunne du godt frygte at blive typecastet som hende, der tør tage de grænseoverskridende roller?

Det er et skægt spørgsmål, som jeg er rendt ind i flere gange her på det seneste. Men når jeg læser et manus eller bliver præsenteret for de her roller, så har det jo aldrig været min tanke, at det her er råt eller farligt. Der starter en proces, og så bliver jeg enormt optaget af det her projekt. Og jeg kan godt se, hvad du mener. Jeg synes bare de er enormt forskellige, de her karakterer, og jeg synes, jeg har været sindssygt heldig at lave mange forskellige roller på ret kort tid. De har haft det tilfælles, at de har været kvinder i ekstreme situationer, der tager vilde valg, men rent karaktermæssigt har rollerne spændt bredt. De har været ekstroverte, nogle introverte. Ekspressive, indadreagerende, udadreagerende. Jeg har fået lov til at bevæge mig mange kilometer i hver retning. Jeg har fået lov til at lave psykologisk karakterskuespil.

 

Men har du en drømmerolle?

Jeg synes, det kunne være helt vildt sjovt at spille en slags Kill Bill-rolle. Hendes hævnhistorie er sjov.

 

 Har du tænkt over om du vil lave mere mainstreamfilm i fremtiden? Måske en folkekomedie?

Jeg er ikke rigtigt blevet spurgt, men ja totalt, jeg har ingen regler for, hvilke genrer jeg gerne vil lave. Så længe jeg connecter til materialet. Jeg kan enormt godt lide at blive godt underholdt. Og jeg tror, man kan fortælle en lige så stor historie i en folkekomedie, som man kan i en low budget, arthouse festival-orienteret film. Så jeg er bestemt ikke afvisende over for at lave noget mere tilgængeligt for et bredere publikum, hvis man kan sige det på den måde.

 

Er der nogen skuespillere, du føler, der har formet dig som skuespiller?

Ja, herhjemme er jeg blevet formet en del af at kigge på Paprika Steen, Sidse Babett og Trine Dyrholm. De har alle tre noget rigtig særligt. Og dem har jeg jo kigget på, da jeg voksede op - også før jeg selv vidste, at jeg var interesseret i at spille skuespil.

Holiday

Har de tre en fællesnævner, som du kan spejle dig i?

De er gode til ikke at vise deres rolle, men ligesom gå ind og opleve at være et menneske i en given situation. De kommunikerer noget ærligt, de står ikke udefra og kigger ind. De har ikke en distance. De giver deres karakterer liv. Uden at holde dem i strakt arm. Jeg har også været meget fascineret af Gena Rowlands og Jodie Foster. De kan det samme. Og Marion Cotillard - især i Smagen af rust og ben. Den så jeg tre gange i biografen pga. hende. Hun er helt vild i den.


Har du en fornemmelse for, hvad dansk film er lige nu, og hvad man bør holde øje med i fremtiden? Det er et stort spørgsmål...

Ja, men det er et meget godt spørgsmål, for jeg synes helt klart, at især de sidste par år er der virkelig sket noget i dansk film. May el-Toukhy, Maren Louise Käehne og Trine og hele holdet omkring Dronningen har virkelig været med at revolutionere, hvad der også kan være en dansk bred film. Jeg synes, det er imponerende, at de har lavet en film, som så mange mennesker har kunne se, og som stadig har det der.

Men der sker meget i dansk film for tiden. Altså vi vil altid have Lars von Trier. Han bliver jo ved. Han har altid været en af mine helt store drømme… hey, måske er det ham, jeg gerne vil arbejde sammen med! Han laver nogle vilde ting.

Jeg synes, virkelig også der sker noget i forhold til de unge instruktører herhjemme. De tør at lave de film, de selv ville ønske, blev lavet. Man kan se de brænder for det. Fx Kasper Kalle (Christian IV - Den sidste rejse), ham er jeg spændt på at følge. Og selvfølgelig Hlynur Palmason (Vinterbrødre), Laurits Flensted-Jensen (Usynligt hjerte), Marie Grahtø Sørensen (Psykosia) og Isabella Eklöf (Holiday) ikk’. De er for evigt mine stjerner, og jeg håber på at kunne arbejde sammen med dem igen. Jeg synes, de virkelig imponerer, og jeg er så stolt over at have arbejdet sammen med dem.

 

Hvad glæder du dig mest til ved Shooting Star-oplevelsen?

At møde andre mennesker der også brænder for film! Jeg elsker at få lov til at rejse rundt i verden på festivaler og møde mennesker, der virkelig brænder for film.

 

Victoria Carmen Sonne deltager hele ugen som Shooting Star ved Berlin International Filmfestival. Hun er næste gang aktuel i dramaet Miss Osaka, der får premiere den 12. november i år.