"Vi skylder at fortælle den rigtige historie om 2. verdenskrig"
Den danske 2. verdenskrigsfilm De forbandede år har rundet 100.000 solgte billetter i de danske biografer!
Men det tog hele 20 år for filmskaber Anders Refn at få realiseret sin store filmfortælling om 2. verdenskrig, som stiller fokus på den omdiskuterede samarbejdspolitik i Danmark, der herskede under krigen.
Historien bliver fortalt gennem fabriksejeren Karl Skov spillet af Jesper Christensen og hans familie med kone og fem børn, og det samarbejde han må indlede med nazisterne for at overleve - ligesom den danske regering.
Vi har mødt Anders Refn og Jesper Christensen til en snak om filmen, 2. verdenskrig og hvordan det var at vokse op i efterkrigstiden.
Få et uddrag af interviewet herunder - og lyt til hele samtalen i vores podcast, der er ude nu!
Anders Refn om sin inspiration til at skrive 'De forbandede år':
- Det gik ligesom op for mig, at for eksempel min egen søn [Nicolas Winding Refn] vidste meget lidt om, hvad der foregik under 2. verdenskrig. Jeg synes, at det var vigtigt, specielt for Jespers og min generation, der voksede op i skyggen af alle de der heltemyter om Flammen og Citron og alle de tapre danskere og de dumme tyskere. Vi skylder dem, der kommer efter os at fortælle den rigtige historie om, hvad der egentlig skete, fordi det var grimt, og det blev rigtig, rigtig grimt til sidst.
- Der var ikke nogen vindere. Da det endelig var overstået det hele, var de fleste af dem ødelagte af PTSD, det vidste man jo bare ikke, hvad hed den gang. Derfor var der selvmord, alkoholisme og ødelagte familier i sporet på krigen. Så krigen er ikke nogen god løsning på noget som helst, konkluderer Refn.
Anders Refn under optagelserne. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Har man vendt det blinde øje til den del af krigen, som handlede om samarbejdspolitikken?
- Det vil jeg da nok sige. Når Anders Fogh Rasmussen som Venstre-mand siger, at han ville have været frihedskæmper under krigen*, så er det jo en gratis omgang på en eller anden måde. Det er jo klart, når man ved, hvordan det hele endte, så er det jo ikke så svært at vælge.
- Det man ikke skal glemme er, at dengang i 1940 var verden fuldstændig anderledes. For det første var der intet tv, der var ikke noget internet, man vidste ikke særlig meget, og fremfor alt var Polen blevet knust til pulver, Tjekkoslovakiet var blevet suget op i Tyskland, Østrig var blevet suget op af nazisterne, i Portugal var der fascister, i Spanien var der fascister, i Italien var der fascister, i Ungarn var der fascister, og der var en stærk højrebevægelse i Finland også. Så demokratiet var trængt på alle fronter.
- Hvad ville vi selv gøre i dag, hvis der stod maskingeværsreddere på Rådhuspladsen, og der var checkpoints, som du skulle igennem med identitetskort og razziaer? Hvis du har familie, så ville du jo også tænke på dem. Hvordan fanden beskytter jeg mig og mine mod det forfærdelige, der er ved at ske, ikke?
- Jeg tror, at rigtig mange mennesker burde tænke den der tanke igennem, inden man fælder dom over dem, som gjorde noget forkert, siger Anders Refn.
Hvorfor er det interessant at lave film om 2. verdenskrig?
- Alle regler er trukket tilbage. Du skal skabe dine egne. De ting vi tager for givet den 8. april 1940, og her hersker lov og ret, folket bestemmer, de stemmer om noget, og så bliver det, som vi helst siger. Alt det... væk var det. Der er ingen lov og ret, fortæller Jesper Christensen og fortsætter:
- Der er fandme meget i din hverdag, der ikke findes længere, og hvis du rager uklar med dem derover i den grønne uniform, så går det helt forfærdeligt.
- Trygheden ved det, vi har bygget op og lever i nu også, om at Danmark er et af de bedste lande i verden, og alt er ordentligt, roligt og demokratisk, og alt kører lige på bedste beskub. Hvis det pludselig ikke findes i morgen, og det er den situation der, så kan alle mulige andre konflikter mennesker imellem pludselig tage ved under de her nye tilstande og udvikle sig helt voldsomt eller helt skævt, modsat hvis der var fred og ingen fare. Derfor er det sjovt at lave film i den tid, for alting bliver ligesom forstørret, afslutter skuespilleren.
Foto: Christian Svare Geisnæs.
Anders Refn fortsætter:
- Det som jeg synes, at vi desværre ser omkring i Europa er, at fascismen begynder at røre på sig igen. Der er en meget stor romantik omkring det. Nu har vi set rædselsbillederne så mange gange, at de måske ikke virker så meget mere.
- Så nu kan man tale om i visse politiske miljøer i hvert fald, at det er en ”stærk mand”, som man har brug for, i Viktor Orbán i Ungarn og Kaczynski i Polen, og Alternative für Deuschland, og herhjemme har vi for nyligt fået skændet en jødisk kirkegård i Jylland. Jeg synes, der er meget, meget grund til at bruge det som lærestykke, og for at diskutere de her farlige tendenser, som er farlige og som man ikke kan undervurdere. For de vokser sig store og grimme, og der skal ikke så meget krise til før nogen mener, at nu skal der en hård hånd til at rydde op. Demokratiet skal forsvares hele tiden. Det er vigtigt! understreger Anders Refn.
Men har vi så lært lært nok fra 2. verdenskrig?
- Nej, det synes jeg altså ikke, vi har. Men det er ikke fordi, der ikke har været en masse film om 2. verdenskrig, men de har ligesom alle sammen valgt at finde nogen at heppe på. Der er et mærkeligt udtryk, som bliver brugt nu, at man skal kunne heppe på nogen og råbe øv til nogle andre. Det synes jeg er en meget, meget forenklet og ulykkelig måde at se dramatik og kunst på i det hele taget, afslutter Anders Refn.
'De forbandede år' kan ses i biografen nu:
*Anders Refn referer til Anders Fogh Rasmussens tale den 29. august 2003, der omhandlede netop samarbejdspolitikken i anledningen af 60-året for dets ophør i 1943.