Officielt: Oscar-showet 2020 bliver igen uden vært!

ABC lover dog stort musik-fokus
Billede
(© A.M.P.A.S.®)

Ifølge Deadline har ABC nu officielt meldt ud, at dette års Oscar-uddeling igen bliver uden vært.

Øv, vil nogle mene. Yes vil andre, for er der noget, der kan dele publikum, er det en mislykket vært. Men det er da også ærgerligt, når man tænker tilbage på de fantastiske værter såsom Ellen Degeneres eller Billy Crystal, som gennem årene har holdt os i hånden gennem det lange show. 

Sidste års show forløb uden en vært (for første gang siden 1989). Resultatet var en kortere udsendelse end normalt og 12% flere seere fra året før - en stor bedrift nu hvor seertallene har været støt dalende i mange år. Dog langt fra på niveau med de gode gamle dage, hvor folk så det live og ikke på youtube.

Vores oplevelse af sidste års værts-løse show var blandet... 

Et fornyet fokus på store musiknumre med Queen og Team-A Star is Born fungerede rigtig godt, men til gengæld skulle man trækkes igennem særlige ikke-film-relevante kendisser på scenen. Og selvom folk som Tina Fey, Amy Poehler og Maya Rudolph gjorde det godt som erstatningsværter, manglede vi jokes om filmene og ikke mindst interaktion med stjernerne i salen.

ABC-tophovedet Karey Burke fortæller i dagens udmelding, at beslutningen er truffet sammen med akademiet, og at de vil "gentage de dele af sidste års show, der fungerede bedst". Dertil lover hun, at den kommende uddeling vil have "kæmpe underholdsningsværdi, store musiknumre, komik og star power."

Den 92. omgang Oscar vil blive vist natten til den 10. februar - nomineringerne udkommer mandag den 13. januar.