10 internationale film der blev fænomener i biografen før Parasite

Når film sejrer over sprogbarrieren
Billede
(© Camera Film/Nordisk Film/Scanbox/Esperanto Films)

Lige nu spiller en koreansk film for fulde huse overalt i landet. Den hedder Parasite, og er på ganske kort tid blevet et fænomen i de danske biografer. 

Siden Bong Joon-hos vanvittige thriller vandt hovedprisen i Cannes, er buzzen om filmen kun blevet større og større. I dag er 'Parasite' nomineret til seks Oscar-statuetter - deriblandt Bedste film. 

Samtidig tog filmen en MEGET høj placering på kino.dk-redaktionens personlige Top 100 for hele årtiet, en førsteplads på vores liste over de bedste film fra 2019 - samt en placering på brugernes egen liste over filmåret 2019.



Find dine billetter til Parasite her:
 

Det er måske første gang en koreansk film oplever så stor opmærksomhed i de danske biografer, men det er ikke første gang en "anderledes" film vinder danskernes kærlighed. En gang imellem formår en film, der hverken er dansk eller har engelsk som primært sprog, at fortrylle publikum og blive en af de film ALLE taler om. 

Vi vil her pege på 10 andre internationale film, der blev biografsensationer i de danske biografer.

Livet er smukt (1997)
Roberto Benignis italienske dramakomedie vandt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle - over bl.a. Tom Hanks i 'Saving Private Ryan'. Filmen om en far, der havner i en KZ-lejr sammen med sin lille søn, for derefter at lade som om, de er på en slags ferie, var desuden nomineret til syv Oscars og solgte små 150.000 billetter herhjemme.

Tiger på spring, drage i skjul (2000)
Ang Lees fire gange Oscar-vindende kinesiske actionfilm fik hele Hollywood til at hoppe rundt i wires, men den fik også 125.000 danskere ind i biografsæderne for at se med. Havde man ikke set "den med tigeren og dragen", kunne man jo ikke følge med i debatten.

Amélie (2001)
'Den fabelagtige Amélie fra Montmartre' fik små 150.000 danskerne ind og se fransk film igen - som var det 80erne! Den romantiske og finurlige komedie om den farverige Amélie er instrueret af Jean-Pierre Jeunet og blev nomineret til fem Oscars. 

Tal til hende (2002)
Pedro Almodóvars smukke fortælling om to vidt forskellige mænd,der knytter et bånd, mens de plejer kvinderne de elsker, blev set af mere end 100.000 blege danskerne. Måske de drømte sig væk i den smukke musik, tyrefægte-arenaen og de store følelser, som dramaet serverer.

Good Bye Lenin! (2003)
Danskerne kunne ikke modstå præmissen i Wolfgang Beckers tyske film om en ung mand, der forsøger at skjule Berlinmurens fald for sin mor, da hun vågner op fra en lang koma. Daniel Brühl fik sit velfortjente gennembrud og 120.000 billetter blev indløst.

Der Untergang (2004)
Over 335.000 danskere skulle se med, da Hitler blev portrætteret i Oliver Hirschbiegels drama om førerens sidste dage. Bruno Ganz er genial som den gale diktator, og filmen er forståeligt nok et fænomen den dag i dag.

Pans Labyrint (2006)
Guillermo del Toros mesterlige eventyrfabel om en ung piges møde med det overnaturlige, mens hun kæmper med familiære rædsler under den spanske borgerkrig vandt ikke bare tre Oscars - danskerne elskede den og tog den mexicanske instruktør til sig. 

De andres liv (2006)
Filmen der (velfortjent) snuppede Oscaren for Bedste udenlandske film - foran bl.a. 'Pans Labyrint'. Florian Henckell von Donnersmarcks stasi-drama om en agent, der begynder at sympatisere med sine overvågnings-mål, blev set af ikke mindre end 160.000 danskere.

Mænd der hader kvinder (2009)
Hackeren Lisbeth Salander og hypen omkring Stieg Larsons bestseller-krimi endte med at sælge vanvittigt tæt på en million danske biografbilletter. En million! Og ja, man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om denne dansk-instruerede svenske film overhovedet hører hjemme på listen... men de taler nu hverken engelsk eller dansk. 

De urørlige (2011)
Fransk film var kæmpestort i 80erne, men nu om dage sælger en fransk film sjældent det helt store. Den regel blev dog brudt med den ultimative feel good-film 'De urørlige', som brød alle sprogbarrierer og blev set af tæt på 650.000 mennesker - det er James Bond-niveau! 


Parasite er aktuel i biografen