"Jeg vil være dronningen af dansk komedie"
"Jeg vil simpelthen ind og være dronningen af dansk komedie"...
Mærk dig navnet Susanne Juhász - måske du allerede har hørt det før, du har i hvert fald nok set kvinden bag navnet før. For 17 år siden fik Susanne Juhász nemlig en Bodil for sin præstation i At klappe med een hånd overfor bl.a. Jens Okking, og året efter i 2003 havde hun den bærende hovedrolle i komedien Regel Nr. 1.
Herefter forsvandt Juhász delvist fra rampelyset. Men nu er hun tilbage både foran og bag kameraet med drama-komedien Ninna, og hun er klar til at indtage dansk film. "Nothing can stop me", som hun selv fortæller os, da vi møder hende.
Filmen 'Ninna' følger den bramfrie titelkarakters liv i Præstø, hvor hun arbejder ved den lokale grillbar og har sønnen Dennis.
Da Dennis på sin 18-års fødselsdag afslører, at han flytter hjemmefra, ramler Ninnas verden. Hun søsætter derfor en storstilet plan for at få sønnen tilbage, men undervejs må hun også tage sit eget liv op til revision og gøre op med fortidens skygger. Ikke mindst også, da en ny nabo flytter ind.
Vi har mødt skuespilleren, der nu springer ud som manuskriptforfatter, sammen med filmens instruktør, Fabian Wullenweber, som udover at have startet et kreativt samarbejde, også har fundet kærligheden hinanden imellem.
I vores store interview med parret her fortæller Juhász om, hvordan et job hos en bedemand inspirerede hende til at vende tilbage til det store lærred, hvordan de planlægger ni yderligere film sammen, og hvorfor den forfærdelige Ninna er et opgør med den falske verden, vi lever i.
Se spilletider til Ninna herunder:
Susanne Juhász er tilbage i sin første hovedrolle i 16 år. ©UIP
Fra bedemand til filmstjerne
Susanne, hvad inspirerede dig til at skrive 'Ninna'?
Susanne: Det var et vendepunkt i mit liv. Jeg havde lavet ’At klappe med én hånd’ og ’Regel nr. 1’ for nogle år siden, og så har jeg arbejdet som billedkunstner, kirketjener og alt muligt i nogle år, og så på et tidspunkt fik jeg snakket mig til et arbejde som assistent for en bedemand i København.
Det var et specielt og meget ekstremt job, men jeg kunne egentlig godt lide det. Der var samtaler med pårørende, og hente afdøde og klæde dem på, ligge dem i kiste og alle de ting. Der var også mord og selvmord imellem, som vi hentede på retsmedicinsk. Det er derfor jeg siger, at det var sådan et ekstremt job.
Jeg kunne godt lide jobbet, men det blev et vendepunkt i mit liv på den måde, at jeg blev rædselsslagen ved at have arbejdet. Ikke for døden i sig selv, fordi jeg ved jo godt, at vi har en returbillet i lommen, og vi skal herfra. Men jeg blev simpelthen så bange for, at jeg skulle dø uden, at jeg havde nået at spille min musik. Der min musik er, havde jeg godt på fornemmelsen, var at skrive, fordi jeg er så interesseret i historier og mennesker.
Så tænkte jeg, jeg bliver nødt til at sige mit arbejde op og gøre det her. Og så tænkte jeg i stedet for at skrive til alle mulige instruktører, så ville jeg skrive til den instruktør i Denmark, som jeg allerhelst ville arbejde med på det her. Og det var Fabian. Og så skrev vi frem og tilbage.
"Jeg lærer sgu altid af folk, der har lavet noget lort"
Hvorfor endte det så med at blive 'Ninna', som du skrev?
Suanne: Det er ligesom, at alle mine ideer – jeg har skrevet nogle flere ting sideløbende med ’Ninna’ – det er altid det med den dybere mening. Med Ninna ville jeg lave en kvindelig karakter som var ekstremt svær at holde af. Men forhåbentlig, hvis man lærte hende at kende, så kunne man komme til at forstå, hvorfor hun er, som hun er. Derfor er det ligesom en sag om medfølelse for mig. Det bliver ikke sagt i ’Ninna’, men det er jo egentlig det, det drejer sig om.
Noget af det, der kan gøre verden til et bedre sted, er jo hvis vi lader hver med at fordømme hinanden så meget. Jeg er optaget af tanken om, at man lærer altid af det uperfekte. Jeg lærer sgu altid af folk, der har lavet noget lort. Jeg lærer aldrig af det der perfekte noget. Og så tænkte jeg ”Hmm, hvad med at tage fat i en kvinde som Ninna, som er så forfærdelig, impulsstyret og alt det andet som hun er.
Hun er jo et dybt skadet menneske. Hvad nu, hvis jeg igennem hende kunne fortælle om et tema, som er universelt, som er det med at give slip. Det kunne også have været en skilsmisse-historie egentlig. Men det der med, at man som mor, eller far kunne det også være, kan have svært ved at slippe sine børn, fordi jeg håber, at det kan tale til mange – også til børnene, altså de unge mennesker, fordi man kender følelserne.
Ninna bliver rystet, da sønnen Dennis afslører, at han flytter hjemmefra på sin 18-års fødselsdag. ©UIP
"Tit fokuserer vi på, hvad der adskiller os..."
Var du bare med på ideen fra start af, Fabian?
Fabian: Jeg reagerer på den her karakter Ninna. Jeg havde ikke beskæftiget mig med sådan en karakter før. Jeg er vild med Mike Leigh fx, og jeg kunne pludselig se nogle kvaliteter, som er i de her karakterdrevne film, hvor man viser mennesker, som man er, med alle fejl og mangler. Så jeg kunne med det samme se, det her er ikke bare moren, kæresten, eller den søde veninde.
Og så var jeg fascineret i noget som Susanne formulerede ret tidligt omkring de her mennesker, som når man går på gaden og så møder nogle, som snakker alt for højt eller kommenterer noget, og så går man lige over på den anden side af gaden. Eller man står i kø nede på apoteket, og efter fem minutter tænker man, ”Ej, hun snakker for meget eller for hurtigt”.
Du formulerede noget med, at tit fokuserer vi på, hvad der adskiller os fra hinanden, når man møder et nyt menneske, i stedet for at fokusere på, hvad der binder os sammen, eller hvad vi har tilfælles. Og der kunne jeg se Ninna, fordi i starten tænker man, ”Hun er i hvert fald slet ikke ligesom mig, fordi sådan siger man altså ikke. Det kan godt være du tænker det, men du siger det ikke.” Men jeg kunne genkende det alligevel, fordi vi har det jo inde i os selv.
Så når jeg begynder at forstå Ninna, møder moren og forstår hvad den opdragelse har givet hende, så ender man med at kunne se, at Ninna gør det bedste hun kan med det meget lidt, som hun har. Hun gør virkelig en indsats, og det er jo der man tit fordømmer folk, men hvis man virkelig sætter sig ned og snakker med folk, så er det jo ikke bare en fuld mand på en bænk. Så er der jo et helt levet liv med tragedier, nederlag og en kamp for at komme videre. Og der så jeg, at Susanne havde fat i et eller andet, som jeg havde lyst til at skildre.
"Nobody can stop me..."
Du har ingen baggrund som manuskriptforfatter, Susanne, var det ikke et stort spring at tage?
Susanne: Det var noget af det, jeg fandt ud af som bedemand, fordi der er mange unge imellem. Det er forfærdeligt, men det er der. Det var ikke kun de gamle på plejehjem, som jeg hentede. Så det er hele tanken om, at hvis jeg er død om en uge, det kan jeg jo ikke vide, om jeg er, men hvis jeg er, så vil jeg gerne leve mit liv ligesom, hvis jeg kun havde en uge tilbage.
På den måde har det været livsforvandlende, fordi jeg er bare stoppet med at være bange for, om jeg er god nok, eller hvad folk tænker om mig, eller hvilken konkurrence, jeg er oppe imod, de andre er jo uddannede i at skrive. Jeg kan bare ikke bruge det til noget, og jeg måtte bare sige ”Nobody can stop me”. Der er intet, som stopper mig. Jeg har også skrevet en to’er, hvor Ninna møder sin forfærdelige far Erling.
Jesper Asholt spiller Ninnas chef på grillbaren. ©UIP
"De fleste mennesker er jo forbandet fulde af løgn..."
Man kan sige mange ting om Ninna, men fremfor alt virker hun ægte og oprigtig.
Susanne: Det er det, der gør at Ninna kan noget. De fleste mennesker er jo forbandet fulde af løgn, vi siger jo det, som vi tror, der forventes af os generelt. Og jeg elsker, at hvis jeg forestiller mig, at hun var med en veninde i en tøjbutik, og veninden sagde ”Hvad synes du om den her kjole?”, så ville hun bare sige, ”Den er grim. Det er ikke ondt ment, den er bare virkelig grim. Den klæder dig ikke, dine lår ser utroligt store ud.” Hvorfor må vi ikke sige tingene som de er? Og jeg ved jo godt, at hos Ninna er der skruet op for nogle ting, så det er jo ikke altid hensigtsmæssigt, at hun siger tingene, som de er. Men der er også noget genkendeligt i det hos mig.
Min intention er, at der gerne skulle være noget befriende og oprigtigt ved Ninna, fordi hun jo klæder sig som hun gerne vil, hun siger, hvad hun gerne vil. Hun følger jo sit hjerte, når hun vil have Dennis hjem. Hun siger jo bare nogle gange det, som man egentlig ikke må sige højt.
"Uh, uh. Det er da Donald Trumps søster..."
Er Ninna baseret på nogle virkelige mennesker eller hændelser?
Susanne: Nej ikke rigtigt, og jeg er heller ikke barn af alkoholikere. Jeg har selvfølgelig min skade, som vi alle sammen har. Men hun bygger ikke på en bestemt person eller situation, det er mere en energi.
Fabian: Men du har lavet en del research omkring pårørende til alkoholikere.
Susanne: Ja, det der hedder Al-Anon.
Fabian: Og samtidig fordi, du er det menneske, du er, så snakker du med folk. Du interesserer dig for folk. Og det vil sige, så ender du med at snakke med dem, man normalt ikke vil snakke med. Du er interesseret i mennesker, som det allerførste.
Susanne: Fabian har forstand på film. Jeg har forstand på mennesker. Jeg vil ikke ændre verden, fordi det ved jeg godt, at jeg ikke kan. Men jeg tror, der ligger noget potentiale i mig og Fabian, derfor har vi også planer om at lave ni film mere. Og det er så nok nu, man tænker ”Uh, uh. Det er da Donald Trumps søster det der”. Men nej, seriøst, jeg tror, at vi har et millionpublikum foran os, fordi vi har et budskab, og det er altid budskabet, som kommer før alt andet.
Jeg er heller ikke interesseret i, at det er mig selv, som spiller Ninna. Jeg er så dejligt befriet fra mig selv, fordi jeg har fundet af, at jeg er her for at give. Og det er uden, at det skal lyde højhelligt. Jeg er her for at tale mennesker sag. De mennesker, der ikke kan komme til at tale deres egen sag. Og Ninna-typen er en kvinde som ingen gider at høre på. Der er ingen som gider at høre på en kvinde, der arbejder i en grillbar og er glad for sit arbejde, eller det miljø som Ninna er fra. Der er ingen som gider høre på hende, hun er sådan en som står døddrukken og småfuld i et busskur og gjalder op og skælder ud.
Peter Gantzler spiller naboen Morten - og han sagde ja til rollen, før han vidste om, han kunne få løn. ©UIP
"København er Danmark, resten er bare 'nothing'..."
Præstø er ret udtalt i filmen. Var det vigtigt for jer at indspille filmen der?
Fabian: Vi bor i Præstø, vi flyttede der til for 4-5 år siden, og der fik vi hurtigt nogle gode venner. Der var blandt andet et par, som gjorde utrolig meget for nærområdet, der prøvede at bidrage med hvad de kunne.
For når du bor ude i Vandkantens Danmark, som er det gode ord, så skal du selv skabe det, hvis der skal ske noget. Og vi fandt hurtigt ud af, at Præstø har sådan lidt nybygger-energi. Hvis den lokale biograf ikke har råd til digitalt udstyr, så står man oppe ved Menú og rasler i tre uger, og pludselig har man samlet 300.000 ind.
Så sad vi og snakkede om, at vi var nye i byen, og hvad vi kunne bidrage med. Vi kan lave film. Og vi har ’Ninna’, og så fandt vi ud af, at vi faktisk kunne bidrage med at skabe noget energi og få noget, som man kunne samle sig om, og noget som kunne give noget positivt opmærksomhed på Præstø.
Tit når man laver film i København, så lukker man for eksempel Nørrebrogade af, og siger ”Vi optager film her”. Vi gjorde det modsatte, vi åbnede op, og involverede alle. Jeg har simpelthen snakket med så mange mennesker, og det har du også Suzanne. Alle butikker, alle interessegrupper, alle lokalpolitikere, alle skoler for at sige; ”Vi vil gerne lave en film om det her. Hvad kan I få ud af det? Hvad har I lyst til? Kan I byde ind med noget her?”.
Det har simpelthen være fantastisk at se, for jeg har lavet mange film, og der er jeg vant til, at den går i biografen, og så går den enten godt eller skidt, men det med at se at film pludselig kan være et samlingspunkt, som giver noget energi og glæde, ikke bare til os, der laver den, men i sådan helt område.
Susanne: Filmen ’Ninna’ foregår godt nok i Vandkantsdanmark, men der er også ret mange danskere som faktisk bor i Vandkantsdanmark. Der er sådan en holdning om, at København er Danmark, og resten er bare ”nothing”. Men det er jo ikke sådan det er, rigtig mange af vores publikummer bor jo i Viborg eller Herning, og nogle endnu længere ude.
Så det var vigtigt for os, at Ninna boede i en by, om den så hedder Præstø eller hedder noget andet, men at folk var glade for at bo der, ligesom at hun er glad for jobbet på grillbaren.
Fabian: Det er også vigtigt, at de problemer de har, er ikke fordi de bor i provinsen. Det ser man jo tit i danske film, at hvis du bor i en lille landsby, så har du en masse problemer, fordi du bor der. Men vi kender ikke nogen i Præstø, som har problemer, fordi de bor i provinsen.
Susanne: Jeg tror altså, at der er nogle af de unge som pænt gerne vil væk. Men det er nok meget naturligt, og det er så ikke det filmen handler om.
Fabian: Vi gik efter en universel følelse. En mor, der skal prøve at give slip på sit barn, det kan jo også genkendes af en i Gentofte eller i London.
"Jeg gider simpelthen ikke gå og vente på et "Værsgo""
Susanne: Vi lavede også en crowd funding, da vi ikke vidste, om vi ville få penge af instituttet.
Fabian: Ja, vi satte os ned omkring jul og sagde ”Om et år går vi produktion”. Lige meget hvad. Så lavede vi en crowd funding, smed en kort ind af postkassen, og folk gav 50 kr., 100 kr., 20 kr. Og en masse butikker gav varer. Heldigvis blev den fuldt finansiceret af instituttet og TV2.
Men det var en befrielse at kunne sige, at vi ville lave den lige meget hvad. Tit siger man, at man gerne vil lave en film, man skal bare lige have støtte.
Susanne: Jeg gider simpelthen ikke at gå og vente på et ”Værsgo”. Nobody can stop us.
Fabian: Vi tog fat i Peter Gantzler og sagde, at Suzanne har skrevet den her fantastiske rolle til dig, skrevet til dig. Hvis du siger ja, så skal du sige ja til at lave den uanset hvad. Men det er også ok at sige nej. Enten får du din løn, eller også skal du investere din løn. Men du skal have samme energi som os.
Susanne: Jeg troede, at rigtig mange ville falde fra på det. Men de var alle sammen med, de ville gerne lave det.
Susanne Juházs og instruktør Fabian Wullenweber er kun lige begyndt. De forventer at lave hele 10 film i alt.
"Jeg vil hellere hades end at lave noget, som ikke fornærmer nogen..."
Hvordan arbejder I med humoren?
Fabian: Vi har en fascination af det tragisk-komiske. Ninna synes jo ikke selv, og de andre synes jo heller ikke, at hun er sjov. Men det er jo en jargon eller en måde at snakke på. Det er jo det fantastiske, man griner, fordi man også kan genkende det. Og dobbelt, fordi man tænker ”Nej, nej, nej. Det er for pinligt.” Lidt ligesom det Klovn-universet kan, at man griner, samtidig med at man indvendigt også græder nærmest.
Susanne: Jeg vil gerne have, at publikum er flove over, at de griner. Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at skrive komedier-komedier. Jeg har en total sort humor. Jeg har altid synes, da jeg var yngre, hvor lærerne blev så sure, at deres læber nærmest blev blå, og jeg sad bare og tænkte: ”Du må fandme ikke grine af dem nu.” Men det er jo lidt sjovt. Og der synes jeg rigtig tit, at når man står i det grusomme i livet, og så tænker man pludselig ”Slog han en prut?”, eller lød det bare sådan.
Jeg vil hellere tage det der hovedspring fra 10-meter vippen. Jeg vil meget hellere hades end at lave sådan noget... nu var jeg lige ved at nævne navnet på en anden film, som var en gigantisk succes... men du ved sådan noget, der ikke fornærmer nogen. Hvor det er sådan et sted, hvor det hele bare er ”likeable”. Det ønsker jeg ikke, jeg vil meget hellere have den der risikofyldte.
"Jeg vil være dronningen af dansk komedie"
Det lyder som om, at I virkelig har givet slip og bare kører jeres egen stil. I fortæller også, at I har 9 filmprojekter mere på vej?
Fabian: Vi har faktisk aftalt, at det er 10 film i alt. ’Ninna’ er den første. Alt handler om, hvordan du vælger at se verden, det er det, der afgør, hvordan dit liv er. Det er den vigtigste lærdom, som vi også prøver at lære vores børn. Du kan vælge at se det her på en anden måde. Det er dig, der vælger at se det på den måde. Så hvis det bringer dig smerte, så skal du ikke ændre den anden, du skal ikke ændre dit kæreste, du skal ændre den måde, som du ser det på.
Så i stedet for at sige, det er svært at lave film, så siger vi, nej, vi laver 10 spillefilm uanset hvad, for så er der ingen diskussion.
Susanne: Jeg har det sådan med ’Ninna’, at det var dejligt. Tjek. Videre. Det ville være forfærdeligt at lave én film, og så var det det. Jeg vil simpelthen ind og være dronningen af dansk komedie med at skrive. Ikke fordi jeg er noget særligt, men fordi, der er bare ikke noget som stopper mig.
Ninna har haft sådan en bluse på igennem filmen, hvor der stod, det der ”Nobody can stop me”. Og det er sådan jeg har det.
Det er ligesom Casper Christensen og de der drenge, det er da fint nok, det kan jeg da også. Men det bliver bare på min egen måde. Det er heller ikke er et comeback som skuespiller det her. Jeg gider ikke spille, jeg kommer til at spille engang imellem. Jeg gider godt spille med i ’Ninna 2’. Det er bare det at bidrage og give noget, at have et mål som er større end ”Åhh, tak formand instituttet, fordi du støttede mig. Uhh, se hvor nedringet jeg er. Ihh, er jeg ikke dygtig, tak fordi jeg fik chancen”. Fordi selvfølgelig skal vi bare have den chance igen!
Skribent Hartvig med Susanne og Fabian.