Historien bag: Skuespiller måtte behandles for udmattelse efter gyser

Interview med en scream queen

Oktober er højtidsmåneden for gyserfans, og her på kino.dk varmer vi op til den store kulminationen på det hele, Halloween, med et større fokus på den blodige og uhyggelige genre.

I den anledning kan vi nu præsentere et eksklusivt interview med en af genrens store kvindelige ikoner, scream queen Dee Wallace.

Med godt over 200 roller på sit CV, gjorde Wallace ret tidligt sit indtog på gyserscenen i 1977 med Wes Cravens 'The Hills Have Eyes'. Op igennem 80'erne etablerede hun sig som et stjernenavn, først som varulv i 'The Howling' fra 1981, hernæst som moren Mary i Steven Spielbergs E.T. og til sidst i sin selvudslettende kraftpræstationen som Donna i Stephen King-filmatiseringen Cujo.

Herefter fulgte roller i flere både kultdyrkede og elskede gyserfilm som 'Critters', 'Popcorn', Peter Jacksons The Frighteners og Halloween. Selv i 2019 medvirker Wallace i op til flere gysere!

Vi fangede den 70-årige skuespiller på telefonen, hvor hun gladeligt fortalte om sin karriere og sin store kærlighed til gysergenren. Men samtalen centrerer sig især om Wallaces beundringsværdige præstation i 'Cujo', hvor hun spiller en mor, fanget i en bil med sin lille søn, mens en rabies-gal hund venter udenfor på at slå dem ihjel. Men rollen i sig selv havde nær taget livet af Dee Wallace.

Rollen som Mary i 'E.T.' gjorde Dee Wallace til en stjerne / © Universal Pictures

I ’Cujo’ giver du en af din karrieres bedste præstationer. Hvordan fik du rollen som Donna?

Jeg havde lavet ’The Howling’ med producer Dan Blatt og efter, at ’E.T.’ kom ud og blev en stor succes, blev jeg et household name på det tidspunkt.

Dan Blatt tilbød mig rollen, og jeg sagde straks ja efter, at jeg havde læst manuskriptet. Hvem ville ikke gerne spille sådan en tour-de-force-rolle?

Det er også et tema, der står mit hjerte meget nær. Hvad en mor vil gøre i kærlighedens navn for sit barn, og hvor langt hun vil gå for at beskytte det. Det er et tema, som du ser mig spille en del på forskellige måder i min karriere.

Hvordan husker du tilbage på filmen nu?

’Cujo’ er bogstavelig talt den hårdeste rolle, jeg nogensinde har spillet. Mentalt, fysisk og følelsesmæssigt. Det er også den film, som er jeg er mest stolt over. Jeg gik så langt, som jeg overhovedet kunne, så troværdigt som jeg overhovedet kunne.

Der var i alt 13 hunde, som vi arbejde med for at bringe Cujo til live. De fleste af dem var selvfølgelig smukke Sankt Bernard-hunde, men der var også et par andre hunderacer, som var der i tilfælde af, at vi måtte klæde dem ud, så de kunne erstatte Sankt Berhard-hundene, hvis der var noget de ikke ville gøre. I sidste ende var vi dog ikke nødt til det.

Der var også stuntmanden Gary Morgan, der var udklædt i et hundekostume. Vi havde også et hundehoved på en fjeder til scenen, hvor hunden bliver ved med at knalde sit hovedet ind i bilen. Vi kunne jo åbenlyst ikke bede en hund om at gøre det.

Cujo er ramt af et slemt tilfælde af hundegalskab / © Sunn Classic Pictures

Der var en dyrlæge til stedet under optagelserne hele tiden til at tage sig af hundene. Dyrtræner Carl Miller trænede dyrene konstant, han sov endda med dem i laden sammen med de andre trænere.

Hundene var alle trænede til at gå efter et bestemt stykke legetøj, så de kunne alle specialisere sig i forskellige tricks. Det var sådan, at det kunne lykkedes. Én var trænet til at hoppe, én var trænet til at knurre truende, én var trænet til at grave.

Eksempelvis i scenen, hvor Cujo hopper op på bildøren bag mig og begynder at grave, der lød dens instruktion faktisk ”Grav. Grav efter dit legetøj”. Så begyndte den at gø og kradse løs med sine klør, men det var faktisk en stor leg for dem. Og der var altid en belønning i form af et stykke legetøj eller godbid efterfølgende.

Jeg vil gerne understrege, at der blev taget sig rigtig godt af hundene på den her optagelse. Og de blev ikke overbelastede, som jeg blev. Haha.

Du har nogle meget brutale kampscener med hundene. Hvordan foregik det?

Alle ting var lavet med stor sikkerhed. I scenen med baseballbattet var der ingen hund, det forestillede jeg mig bare. Og så vendte de kameraet rundt, og Carl Miller fik det til at se ud som om, at hunden kæmpede med nogen, bed og knurrede. Så når du klipper det sammen, virker det som om, vi er i samme scene.

I scenerne, hvor hunden ligger ovenpå mig som om den angriber, var faktisk lidt mærkelige. Fordi dyrlægen bedøvede hunden, men ikke fuldstændigt, så du kunne stadig høre den knurre og stønne. Så jeg har den her 60 kilo tunge hund ovenpå mig, som jeg må løfte op og ned, som om vi slås.

Carl havde dem så veltrænede, så hverken jeg eller Danny Pintauro, der spiller min søn, følte os i fare på noget tidspunkt.

Dee Wallace og et baseball bat vs. den rabies-ramte Cujo / © Sunn Classic Pictures

Hvor mange timer brugte du i den Fort Pinto?

Mange! Alt for mange! Størstedelen udspiller sig i bilen, så jeg tror, at vi opholdt os i bilen, hvad der i alt svarer til tre-fire uger.

Jeg var så smadret, at da jeg var færdig med filmen, blev jeg behandlet for decideret udmattelse i to-tre uger.

Når du er så dedikeret og begejstret for, hvad du laver, så giver du den alt, som du har. Alle scener i ’Cujo’ handlede om, hvordan skal jeg bryde sammen, hvornår bryder jeg sammen, og hvor meget skal jeg bryde sammen.

Det var helt sikkert meget udfordrende, men også meget givende i sidste ende.

Der har været snak om et ’Cujo’-remake flere gange. Hvad tænker du om det?

Nej. Og jeg ville heller ikke medvirke i det. Jeg tror, at mine fans ville skyde mig.

De ville nok lave hundene i CGI, og det er slet ikke det samme, overhovedet. Nej, det har ingen interesse.

Men jeg har lige været med i et reboot af ’Critters’. Det er så sødt, så sjovt, og jeg får lov til at spille den her barske dusørjæger. Samme karakter fra den første film, men de har dræbt hele hendes familie, så hun vil have de her Critters ned med nakken. Og jeg havde så meget sjov med at udforske det.

Jeg er også med i Rob Zombies ’Three From Hell’. Så det er et stort efterår for mig.

Dee Wallace og hendes familie kæmper mod behårede rumvæsner i 'Critters' / © New Line Cinema

Du har spillet mor i ’E.T.’, ’Cujo’ og ’Critters’. Hvilke tanker har du gjort dig om at bryde den moderlige stereotype?

Det er ligesom at sige til en mandlige skuespiller: ”Gosh, du har spillet så mange skurkeroller”, men alle skurke er anderledes. Ligesom alle mødre er forskellige. Der er pjevsede mødre, overbeskyttende mødre og stærke mødre ligesom i ’Cujo’. Der er moderlige typer, overlegne mødre.

At spille en mor siger kun, at du har et barn, men ikke hvilken person, du er. Så jeg går altid efter, hvad der driver hende. Jeg lavede en vidunderlig gyserfilm i Australien for et par siden, der hedder ’Red Christmas’, og den store drivkraft for filmen er igen en mor, der beskytter sin familie. Men nuancerne i den mor er meget anderledes end nuancerne i Donna fra ’Cujo’. Og det er svaret på dit spørgsmål, min tilgang til en moderrolle er aldrig at skulle spille mor, men min tilgang er at spille, hvem end den karakter er, selvom hun tilfældigvis er en mor.

Jeg er opdraget af en meget, meget stærk kvinde, som holdt vores familie sammen igennem masser af modgang, og til sidst endte med at være enlig mor.

Det er sjovt, fordi folk sagde til mig: ”Du spiller alle de her mødre, men du har ingen børn, Dee. Hvordan finder du af, hvordan du gør det?”. Så sagde jeg altid: Jeg har været barn, jeg har selv en mor. Jeg havde min egen moderfigur.

Så styrken og passionen, og nogle gange den humoristiske sans, som er i mange af mine roller, er i virkeligheden en hyldest til min egen mor og faderlige bedstemor, som hjalp med at opfostre mig, fordi min mor var altid på arbejde.

Den første gyserfilm som du var med i, var Wes Cravens ‘The Hills Have Eyes’. Hvordan husker du den?

Den var meget hård at optage. Vi var i ørkenen, vi delte alle en autocamper. Men igen, der ser du, jeg starter ud med at spille en mor lige fra starten af i min karriere. Jeg er hende med barnet i filmen.

Hvad kan du godt lide ved gysergenren?

Jeg elsker den genre, fordi jeg elsker at lave store emotionelle scener, og jeg elsker at spille store karakterbuer. Ligesom i Peter Jacksons ’The Frighteners’, hvor jeg starter ud som, hvad man tror er, en lidt ynkelig, offerramt kvinde, men ender med at slå alle ihjel. Det er en dejlig, følelsesladet karakterbue, som en skuespiller kan få lov til at spille.

Da jeg læste om min rolle i ’Cujo’, ringede jeg til min agent og spurgte ”hvor meget skal jeg betale for at spille den her rolle?”. Alle skuespillere leder efter tour de force-roller som den, og det er derfor, at jeg godt kan lide at lave den her slags arbejde.

Gysergenren tilbyder dig virkelig dén måde at arbejde på, mere end nogen andre genrer.

Hvornår fandt du ud af, at du var et stort navn i gyserverdenen?

Jeg tror bare, at gysergenren fandt mig, og jeg elskede at blive udfordret med den slags arbejde. Så jeg har bare lavet meget af det. Jeg er god til at skrige, jeg er god til at græde, og jeg ved, hvordan man spiller én i fare eller med meget intense følelser med et hjerte bag, men stadig er meget stærk. Og alle de ting kan du normalvis finde i en kvindelige gyserkarakter.

Du bliver tit omtalt som en scream queen. Hvad tænker du om det?

Titlen som scream queen fra gyserfans er en stor ære. Det er lidt ligesom en krone som folk, der dyrker genren giver som en anerkendelse. Så jeg er total cool med titlen som scream queen.

Dee Wallace er sidenhen selv blevet mor, og hendes datter, Gabriella Stone, er bl.a. forfatter, og har for nyeligt udgivet bogen 'Eat, Prey, #FML'.

Hør bl.a. Dee Wallce fortælle om sit arbejde med gysets mester Stephen King i vores podcast: