5 af de ulækreste horrorfilm nogensinde

Vi gyser løs i hele oktober måned
Billede
(© Tokyo Gore Police / Fever Dreams)

Det er oktober og altså den mest hellige af alle årets måneder blandt horrorfans. Vi kommer i den forbindelse med vores bud på en række gyserfilm, I kan uhygge jer med i denne mørke måned.

Vi har allerede været omkring fem af de blodigste gyserfilm og fem af de sjoveste. Denne gang er turen kommet til fem af de mest ulækre.

Så hvis I har lyst til at kaste op eller blot føle jer beskidte, er her fem bud på, hvilke film, I skal kaste jer over her i oktober måned.



'Tokyo Gore Police' (2008)
Blodet sprøjer løs i Yoshihiro Nishimuras japanske horror-og-mutant-dræber-fest ’Tokyo Gore Police’. For i et fremtidigt Tokyo må en ung kvinde med sit samuraisværd kæmpe sig igennem et væld af mutanter i sin søgen efter sin fars morder.

Godt nok er splatterfilmen ikke videre uhyggelig, men der er underholdende klam med rækken af mutanter, hvor man bl.a. møder en muteret og klam gigant-penis, videre til ulækre amputationer og en menneskelig mutantsnegl med øjnene poppet ud af hovedet samt et tandbefængt underliv. Ad, ad, ad.



Cannibal Holocaust (1980)
Ruggero Deodatos berygtede kannibal-gnasker har ikke fået sit ulækre rygte for ingenting. For da et amerikansk dokumentarhold i filmen støder på en gruppe kannibaler langt inde i Amazon-junglens dyb, bliver dette starten på et blodigt, klamt og ikke mindst ulækkert møde.

Det betyder alt fra en mudderindsmurt voldtægt, videre til en spiddet kvinde på en pæl fra bagdelen og hele vejen ud igennem munden samt parteringen af en stor skildpadde, så de blævrende indvolde skvulper klamt ud på jorden. Det og flere ulækre scener. Gisp!

'Cannibal Holocaust' er stadig bandlyst flere lande, og ved filmens udgivelse troede nogen folk at mordene var ægte, således blev instruktøren sagsøgt og måtte bevise sin uskyld.



The Human Centipede (First Sequence) (2009)
Selvom man ikke har set denne i særdeleshed ulækre film, har man måske nok hørt om den. Det takket være filmens ganske simple og meget uappetitlige koncept. Det går i alt sin enkelthed ud på, at en vanvittig videnskabsmand vil lave sit eget menneskelig tusindben.

Selvom her ganske vist ikke er tale om 1000 ben, men blot seks ben og altså tre menneskelige ofre, betyder det ikke, at filmen er mindre ulækker. For de tre stakler syes nemlig sammen fra bagdel til mund, hvilket bl.a. betyder afføring fra den enes røv til den bagvedståendes mund. Så klamt!



Cold Fish (2010)
Japan har leveret mange ulækre film. Sion Sonos blodige seriemorderfilm 'Cold Fish' er en af dem. Man følger her en tøffelhelt af en mand, der uheldigvis støder på en fiskehandler, der viser sig også at være en rablende vanvittig og manipulerende seriemorder.

Det betyder bl.a., at filmen leverer en særdeles ulækker, meget blodig og udpenslet menneskepartering. Alt for meget, sorthumoristisk og virkelig klamt. Filmen er desuden løst baseret på to af Tokyos seriemordere - Sekine Gen og Hiroko Kazama - en mand og hustru, der dræbte mindst fire personer.



A Serbian Film (2010)
Bare beskrivelsen af denne meget ubehagelige serbiske film er i sig selv nok til at få det til at vende sig ubehageligt i maven på en. Man følger i filmen pornoskuespilleren Milos, der pga. økonomiske problemer siger ja til at deltage i en mystisk "kunst-film", som han ikke ved, hvad går ud på.

Herfra diskes der op med den ene groteske og deprimerende scene efter den anden, hvor alt fra snuff til pædofili og nekrofili samt tortur er i spil. En af filmens absolut mest ubehagelige og ulækre scener byder på den umenneskelige voldtægt af en nyfødt baby.

Lyt også til nogle af vores gyser-podcasts ved at klikke på billederne herunder: