Herskab & tjenestefolk - Hvem er hvem i Downton Abbey?

Få styr på på karaktererne
Billede
(© UIP)

Fra 2010 til 2015 over 52 afsnit og seks sæsoner fulgte store dele af verden troligt med i livet hos de velhavende og deres undersåtter i tv-serien Downton Abbey.

Har du ikke set samtlige afsnit? Er det lidt tid siden du så med? Eller har du aldrig set en episode af serien? Så kan du her snyde dig til lidt Downton Abbey-viden:


OVERORDNET HANDLING:
Serien foregår i årene 1912 til 1926 og centrerer sig om den aristokratiske familie Crawley side om side med deres loyale tjenestefolk på det fiktionelle gods i Yorkshire.

Udover de mange familieintriger handler serien først og fremmest om de privilegeredes kamp med at opretholde facaderne og de gamle dyder i et land under udvikling. Hjertet i ’Downton Abbey’ er dog de mange nære relationer, og de loyale bånd, der dannes internt mellem familiemedlemmerne og tjenestefolkene, men også på tværs af klasseskellene. Sideløbende byder serien på 14 års britisk og europæisk historie og en langsom afmontering af magtstrukturerne fra starten af 1900-tallet.


HERSKAB:

Robert og Cora Crawley
(Hugh Bonneville og Elizabeth McGovern)

I spidsen for det hele er Jarlen af Grantham, Robert, og hans hustru Cora. Han er ærkebritisk, hun er amerikaner. Cora har derfor selv måtte indpasse sig de ultragammeldags britiske dyder. hun har dog ikke giftet sig til pengene, da det var hendes formue, der reddede godset og den tæt på ruinerede jarl.

Heldigvis er deres ægteskab vokset fra et økonomisk fornuftige arrangement til et varmt og kærligt forhold. Robert har haft en kortvarig affære, men Cora fandt aldrig ud af det. Ægteskabet var dog i seriøs krise, da deres yngste datter Sybil døde i 1920, efter at Robert havde ignoreret landbylæges råd og lyttet til en fin læges fejlvurdering. Tilbage har de to døtre, Mary og Edith.


Mary Crawley og Lady Violet (Michelle Dockery og Maggie Smith)

Mary
er den ældste datter af Robert og Cora, og egentligt hovedkarakteren i de første par sæsoner. Hun blev presset til at gifte sig med sin grandfætter, Matthew, der skulle arve godset. De to lærte med tiden at elske hinanden, men da Matthew døde i et biluheld, er deres søn George nu hovedarvingen. Mary sørgede længe, men rejste sig og er nu blevet gift igen med den smarte Henry Talbot, med hvem hun har fået et nyt barn. Mary er måske seriens mest komplekse, trodsige og modige karakter med en tro på de gamle måder og også en evne til at omfavne det moderne. Mary styrer nu godset pga. faderens helbred.

Lady Violet er seriens ikoniske og komiske stjerne… men også hjertet. Hun er mor til Robert og dermed bedstemor til hans tre døtre. Violet er bidsk, spydig og sarkastisk, men også kærlig og i stand til at forstå ungdommens behov for at udvikle sig og gøre oprør. Hun er dog først og fremmest en tro tilhænger af de konservative traditioner. Hendes største modstander og samtidig tætteste veninde er Matthews mor, Isobel Crawley.


Edith og Bertie Pelham (Laura Carmichael og Harry Hadden-Paton)

Hvis Mary er den stærke og intimiderende datter, og afdøde Sybil var den milde og kreative datter, så er Edith den uheldige og altid oversete datter. Den mindre pæne af de tre. Den mindst sofistikerede. Den der blev forladt ved alteret. Den som blev gravid udenfor ægteskabet, med en mand, der døde i krigen. Som måtte se på, mens naboparret opfostre datteren Marigold uden selv at kunne tage ejerskab.

Ulykkelig kærlighed, lysten til at stå på egne ben, og et evigt liv i skyggen af den knap så solidariske storesøster Mary gav Edith seriens bedste karakter-ark, og hun endte heldigvis i en lykkelig og misundelsesværdig situation. Fri for det tunge ansvar af Downton og med en venlig mand ved sin side i form af mediemogulen Bertie, kunne Edith endelig genforenes med sin datter Marigold.


Henry Talbot og Tom Branson (Matthew Goode og Allen Leech)

Historien om Henry er simpel. Han var manden, der gav Mary den ro og det modspil ingen andre kunne. Først var han racerkører, men Marys frygt for at miste endnu en mand fik ham til at acceptere sin rolle som godsets unge herre og åbne et værksted inde i byen.  

Tom har til gengæld haft en af seriens største udviklinger. Han startede som den irske, revolutionære chauffør, der nægtede at bøje sig for overklassen, men som forelskede sig i Crawley-parrets yngste datter, Sybil. De to fandt på trods modstanden vej til et lykkeligt liv som ægtepar, men Sybil døde desværre under fødslen af deres datter. Tom måtte bruge mange sæsoner på at vælge mellem de to verdener, han tilhører. Sidst endte han som del af familien på Downton og hjalp Mary med at modernisere.

Se video: Tom fra Downton Abbey kan lave en fantastisk efterligning af Maggie Smith


Isobel og Lord Merton (Penelope Wilton og Douglas Reith)

Isobel var mor til afdøde Matthew. Hun er en af de mest fornuftige karakterer, og som uddannet sygeplejerske og uden fine fornemmelser, er hun garant for sublim ping pong med den ukuelige Lady Violet. Deres unikke og finurlige venskab er et af seriens mest underholdende aspekter, og Isobels egen historie er derfor ofte knyttet til netop Maggie Smith-karakteren. Da serien endte var Isobel bestyrelsesformand for det lokale hospital og gift med den noble enkemand Lord Merton.

 

TJENESTEFOLK:

Mrs. Hughes og Mr. Carson (Phyllis Logan og Jim Carter)

Underetagens mest erfarne består af disse to pragmatiske karakterer. Over-husholdersken Hughes og over-butleren Carson fungerer lige så meget som bedsteforældre for de tre døtre ovenpå som for de ansatte - og især Carson og Lady Mary har et familiært bånd. Gennem serien har de begge lært at tilrette sig tiderne, men inderst inde er Carson et yderst traditionsrigt menneske. Serien brugte lang tid på at opbygge deres romance, og til sidst fik de da også hinanden i et akavet og rørende frieri. Desværre måtte Carson gå på pension, men er altid inden for rækkevidde, når det kommer til Downton.


Mr. Bates og Anna Smith (Brendan Coyle og Joanne Froggatt)

På mange punkter seriens mest centrale karakterer fra tjenestegangen. Kærlighedshistorien mellem Anna og hendes Mr. Bates har været fuld af store intriger - ikke så meget mellem de to, men fordi den enigmatiske og karismatiske butler, Bates, skulle igennem en større mordanklage og vikle sig fri fra en mørk fortid. Alt endte dog godt, og de to fik hinanden og det liv, de drømte om. Anna er Marys sødmefyldte modstykke, men hendes faste stuepige er da også hende fortrolige. Klasseskel på trods er de bedste veninder, og har hjulpet hinanden igennem kriser med alt fra døde tyrkiske prinse til voldtægter.


Thomas Barrow og Andy Parker (Rob James-Collier og Michael Fox)

Butler Barrow er underetagens modstykke til Edith. En tragisk karakter, der bl.a. må skjule sin sande seksualitet og gå grusomt meget igennem for at lære at elske sig selv. Han startede i en skurkagtig rolle, og besidder da også en indædt stolthed og vrede over sin manglende evne til at stige i rang. Måske fordi han og Carson aldrig har været de bedste venner, og han simpelthen ikke ejer de store sociale egenskaber. Han forsøgte at begå selvmord, gik i omvendelses-terapi for sin homoseksualitet, og fik aldrig nære venner. Men til sidst endte han dog som overbutler efter flere års trofast og turbulent service.

Andy er en storbydreng, der drømmer om det landlige og simple liv. Han er tjener og forlovet med kokkepigen Daisy.


Mrs. Patmore og Daisy Mason (Lesley Nicol og Sophie McShera)

I køkkenet regerer Mrs. Patmore og under hende er den livlige kokkepige Daisy. Deres kemi som et kulinarisk mor-datter-agtigt makkerpar er en sand fornøjelse at følge. Patmore er evigt bekymret, i stand til at sætte folk på plads, og så er både hun og Daisy i den grad fra proletaret.

Hendes unge medsammensvorne Daisy er en lille rebel, der tør drømme om større ting og ikke mindst om romantik. Alligevel blev Daisy gift af pligt, blev enke i en ung alder og fik derigennem en surrogatfar i sin svigerfar. Nu er Daisy trolovet til den unge tjener Andy og altid på vej mod en håbefuld fremtid.


Mr. Molesley og Miss Baxter (Kevin Doyle og Raquel Cassidy)

To af de mindre karakterer er tjeneren Molesley og stuepigen Maxter. De to har et godt øje til hinanden og er begge af et roligt og underdanigt gemyt. Alligevel er den ene komisk og den anden tragisk i deres fortællefunktioner.

Molesley startede i huset hos Isobel, fik lov til at blive tjener på Downton og forsøgte derefter lykken som skolelærer, men kom tilbage i folden. Han er dybt engageret i sit erhverv, men knap så dygtig som tjener, hvilket giver anledning til gode grin.

Baxter var længe en mystisk karakter, som havde en misforstået kriminel fortid, hvilket Barrow udnyttede til at afpresse hende. Hun kom heldigvis ud af sin knibe og fik lov til at leve som det rare væsen hun er.