Guide: 9 kommende danske film i 2019

To gange Nikolaj, animation, familiefilm og meget mere
Billede
(© SF Studios/Nordisk Film)

Det sidste halve år af 2019 er i gang, og listen over gode film er lang.

Er du typen, der elsker danske film, så læs med her - vi har lavet et overblik over de titler, du kan glæde dig til resten af 2019. Du kan se frem til danske stjerner som Nikolaj Lie Kaas og Nikolaj Coster-Waldau, der henholdsvis kan ses i Kollision og Selvmordsturisten.

På listen er også familiefilmene Gooseboy og Mugge og vejfesten, og er du til krigsdramaer, kan du glæde dig til Ser du månen, Daniel og dokumentaren Krigsfotografen, der begge tager udgangspunkt i livet som fotograf i verdens brændpunkter.

Der er nok at glæde sig til og listen kan ses herunder.


Ser du månen, Daniel
Dette drama der er baseret på Puk Damsgårds roman af samme navn og handler om den danske fotograf Daniel Rye (Esben Smed), der ender som fange hos Islamisk Stat. Her sidder han i over et år.

Historien har fokus på Daniels svære kamp for at overleve side om side med familiens kamp for at få ham hjem.

Niels Arden Oplev, der er manden bag succesfilm som Mænd der hader kvinder og Drømmen, instruerer filmen i samarbejde med Anders W. Berthelsen, der også er at finde på rollelisten.

Ser du månen, Daniel har premiere den 29. august.

 


Krigsfotografen
’Krigsfotografen’ er en dokumentar om fotografen Jan Grarup og hans liv på hjemmefronten og ude i verdens brændpunkter.

Som krigsfotograf er Grarup i evig krydsild, men hjemme i København er han far til fire. Da hans ekskone bliver syg af kræft, står han alene med forældreansvaret, samtidig med at han ønsker at bevare sit job som en af verdens bedste krigsfotografer.

Filmen er instruktør Boris Benjamin Bertrams debutfilm.

Krigsfotografen får premiere den 19. september.

 


Mugge & vejfesten
Satire-duoen Wulffmorgenthalers animationsfilm handler om Mugge, der er verdens lykkeligste dreng. Lykken ender dog brat, da Mugge opdager, at hans mor er blevet forelsket i crossfit-træneren Pierre og derfor går fra Mugge og hans far.

Mugge beslutter sig for at redde hans forældres ægteskab, hvilket skal foregå til den årlige vejfest. Desværre sker det værst tænkelige: vejfesten aflyses.

Mugge og vejfesten får premiere den 26. september.

 


Gooseboy
Denne familiefilm fra det populære makkerpar Wikke og Rasmussen handler om spilnørden Viggo, hvis liv ændres, da en talende gås ved navn Nissemand styrter ned på Viggos altan.

Nissemand har brækket vingen, og Viggo må nu hjælpe gåsen tilbage til dens flok.

Goosboy får premiere den 3. oktober

 


Jagtsæson
Denne komedie handler om den nyligt fraskilte singlemor Eva, der tager på wellness-weekend med barndomsveninden Marlene. Med på turen er også Evas eksmands nye unge kæreste, Isabella, som vil gøre alt for at overtage rollen som Marlenes bedste veninde.

De tre kvinder spilles af henholdsvis Mille Dinesen, Lærke Winther og Stephania Potalivo.

Tilde Harkamp, der har instrueret adskillige tv-serier som fx 'Lærkevej' og '2900 Happiness', debuterer som spillefilmsinstruktør i komedien der kan sammenlignes med Klassefesten.

Jagtsæson får premiere den 3. oktober

 


Valhalla
Den danske adventurefilm handler om vikingebørnene Røskva og Tjalfe, der sammen med guderne Thor og Loke tager på en stormfuld rejse fra Midgård til Valhalla.

Menneskebørnene må kæmpe side om side med guderne, da Valhalla sier sig at være truet af både Fenrisulven og Jætterne.

Filmen er baseret på Peter Madsens populære tegneserie af samme navn, der første gang blev udgivet i 1979. I 1986 kom animationsfilmen Valhalla, der indtil for nyligt var den mest sete animationsfilm i de danske biografer.

Valhalla får premiere den 10. oktober

 


Kollision

Dette drama med Nikolaj Lie Kaas og Cecilie Stenspil i hovedrollerne handler om parret Leo og Olivia, der gennemgår en ubehagelig skilsmisse. Deres niårige datter Liv ender som kastebold mellem sin mor og far.

Filmen udforsker en familie i opløsning, der kæmper for at træffe de rigtige beslutninger, når alting ramler.

Foruden Kaas og Stenspil medvirker store danske stjerner som Nicolas Bro, Rasmus Bjerg og Charlotte Munck.

Brødrende Mehdi og Milad Avaz har henholdvis instrueret og skrevet filmen, ligesom de gjorde det med dramaet Mens vi lever fra 2017.

Kollision får premiere d. 31. oktober.

 


Ninna
Filmen 'Ninna' handler om titelkarakteren, der bor sammen med sin søn Dennis i Præstø, hvor hun også arbejder på den lokale grill.

Da Dennis snart fylder 18 år, vil moren holde en surprise-fødselsdagsfest for ham. Men da sønnen annoncerer, at han har fået sin egen lejlighed, så han skal flytte hjemmefra, bliver Ninna kastet ud i en større krise.

Ninna får premiere den 7. november

 


Selvmordsturisten
Filmen 'Selvmordsturisten' handler om forsikringsagenten Max, der spilles af den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau.

Max er midt i en eksistentiel krise og under opklaringen af en vanskelig sag om en gift mands forsvinden kommer han på sporet af det hemmelige Aurora Hotel, som han tjekker ind på. Hotellet er et enestående, afsidesliggende luksus-resort, der specialiserer sig i selvmord. 

Forsikringsagentens efterforskning afslører en foruroligende sandhed, der får Max til at sætte spørgsmålstegn ved selve livet, døden og hans egen forståelse af virkeligheden.

Filmen, der er en dyster fremtidsfortælling, skildrer nogle af de samme problematiker, der bliver taget op i den populære Netflix-serie 'Black Mirror'.

Selvmodsturisten får premiere 21. november