Fra Call Me by Your Name til en øde ø med barbariske drenge

Luca Guadagnino på tale til 'Fluernes herre'
Billede
(© MGM)

En af nutidens mest dragende, ambitiøse og æstetiske instruktører, Luca Guadagnino, er ifølge Variety på tale til at filmatisere klassikeren ’Fluernes herre’ (Lord of the Flies) for Warner Bros.

William Goldings dystopiske og allegoriske dannelsesroman fra 1954 handler om en gruppe britiske drenge i alderen 6-13 år, der strander på en øde ø for derefter at danne sine egne sociale strukturer. Snart er det klart, at kun de stærkeste overlever, og at det civiliserede menneske kun er et regelsæt væk fra barbaren.

Har man ikke set den engelske filmatisering fra 1963 eller den amerikanske fra 1990, kan de begge anbefales. Ingen af dem er let underholdning, da den barske handling får begivenhederne i Zappa til at ligne en sommerudflugt. Men ’Fluernes herre’ er uden tvivl et skelsættende værk, der har inspireret popkulturen på utallige måder, og Golding modtog i 1983 Nobelprisen for sit mesterværk.

Intet kønsskifte
I 1975 blandede den filippinske filmudgave ’Alkitrang Dugo’ både drenge og piger ind i handlingen, og Warner Bros. har faktisk længe leget med ideen om, at deres nye film kun skulle handle om piger. Det er dog ikke længere planen med Guadagninos version.

Goldings roman virker som et drømmeprojekt for den italienske instruktør, der i film som Call Me by Your Name, I Am Love og A Bigger Splash har udvist en fantastisk sans for at skildre naturens berusende effekt, isolationens konsekvenser og sidst men ikke mindst det unge sind. Dertil hører den brutale ondskab som Guadagnino håndterede i Suspiria.

Hvis alt falder i hak, vil forberedelserne formentlig starte til efteråret, hvilket betyder, at ’Fluernes herre’ bliver Guadagninos næste film.

Dermed er fortsættelsen til ’Call Me by Your Name’, Find Me, atter udskudt. Bogen denne skal baseres på, udkommer dog også senere i år, og de to hovedrolleindehavere, Timothée Chalamet og Armie Hammer, skal også lige have tid.

Timothée Chalamet er næste år aktuel med to klassiker-filmatiseringer – science fiction-filmen Dune og periodedramaet Little Women.