Fire nye Harry Potter-bøger på vej fra J.K. Rowling

Nyt materiale med magisk filmpotentiale
Billede
(© Warner Bros./Pottermore)

Allerede i juni 2019 udkommer forfatteren J.K. Rowling med fire nye bøger fra Harry Potter-universet, dette meddeler hun på sin hjemmeside Pottermore.

Bøgerne bliver relativt korte og kommer kun i ebogs-format, men på samme måde som med ’Fantastiske skabninger’ kan dette være mere end rigeligt til, at Rowling på et tidspunkt i fremtiden kan skrive filmmanuskripter herover og skabe en helt ny gren på Potter-franchisen.

Handlingen skal baseres på Hogwarts-lektionerne i ’Harry Potter: A History of Magic’, inspireres af en udstilling på British Library og illustreres af kunstneren Rohan Daniel Eason.

Ifølge Pottermore vil man gå tilbage i tiden for at lære mere om traditionerne og magien bag det hele.

Titlerne bliver:
‘Harry Potter: A Journey Through Charms and Defence Against the Dark Arts’
‘Harry Potter: A Journey Through Potions and Herbology’
‘Harry Potter: A Journey Through Divination and Astronomy’
‘Harry Potter: A Journey Through Care of Magical Creatures’.

Læs også: Premieredatoen udskudt til Fantastiske skabninger 3

De to første bøger, ‘Defence Against the Dark Arts’ og ‘Potions and Herbology’ udkommer den 27. Juni, mens de andre udkommer kort derefter.

Næste film i universet bliver Fantastiske skabninger 3, der får dansk premiere den 11. november 2021.