Se trailers til alle ugens premierefilm

Stephen King-klassiker, rørende animation og en legendes sidste stik
Billede
(© Filmbazar)

Igen i denne uge er der noget for enhver smag i biograferne. Se bl.a. Stephen King-klassikeren Pet Sematary, den hylende morsomme superheltefilm Shazam!, den rørende animationsfilm Tårnet om livet i en palæstinensisk flygtningelejr, og så er der mulighed for at sige farvel til Robert Redford, når hans sidste film Den sidste gentleman får premiere.

Se trailers og køb billetter til alle filmene herunder:


Den sidste gentleman
Filmen, der formentlig bliver legenden Robert Redfords sidste præstation foran kameraet, fortæller den autentiske historie om bankrøveren Forrest Tucker, der nåede at have en imponerende lang kriminel karriere.

Efter en række bevæbnede røverier i flere pengeinstitutioner bliver den lokale ordensmagt klar over, at de har med den erfarene, charmerende og velklædte senior-bankrøver at gøre.  

En menneskejagt går i gang, alt imens deres eftersøgte selv begynder at søge ny mening med livet. Tucker er nemlig på vej til at begå et sidste kup for endegyldigt at stoppe og i stedet forfølge kærligheden til den jævnaldrende Jewell. 

 

 


Girl

'Girl' handler om Lara, som er fast besluttet på at blive professionel ballerina.

Lara får støtte af sin far, og hun kaster sig ind i det med liv og sjæl på en ny skole. Men danseren mødes af modstand, idet hun er født med en drengekrop, hvilket ikke passer ind i rollen som ballerina og i balletmiljøet.

Filmen modtog hele fem priser på Cannes Filmfestivalen i 2018.

 


In My Room
Filmen 'In My Room' handler om ungkarlen Armin, som lever et sløset liv uden ambitioner.

Armin er den type, der i sit arbejde som tv-fotograf ødelægger reportagen fra et vigtigt politisk møde ved at trykke tænd/sluk på de forkerte tidspunkter.

En dag vågner Armin – helt uden forklaring – op til en tilsyneladende mennesketom verden.

 


Pet Sematary
Gyseren er en ny filmatisering af Stephen Kings roman 'Dyrekirkegården' fra 1983. 

Fortællingen handler om en familie, der flytter ind i et nyt hus ved siden af en dyrekirkegård. Da familiens kat bliver dræbt, begraver de den på dyrekirkegården. Dette bliver starten på et ubeskriveligt mareridt. 

 


Shazam
Drengen Billy Batson møder superhelte-nørden Freddy, som han hurtigt får et tæt bånd med.

En dag i metroen bliver Billy ret tilfældigt udvalgt til verdens frelser, da en troldmand vælger at give den 14-årige dreng superheltekræfter, når han siger ordet "Shazam". I en helt ny krop og med uanede kræfter har Billy nu et kæmpe ansvar på sine skuldre, især da superskurken Dr. Sivana pludselig dukker op.

 


Tårnet
Den franske animationsfilm handler om den 11-årige palæstinensiske pige Wardi, som bor med hele sin familie i den flygtningelejr, hvor hun er født og opvokset.

Wardis oldefar Sidi der var en af de første, der flyttede ind i lejren, giver Wardi nøglen til sit barndomshjem.

Den unge pige antager nu, at oldefaren har mistet alt håb om at vende hjem. Hun begynder derfor at lede efter sin oldefars tabte håb i flygtningelejren, hvor hun samler familiens minder. 

 
Western Arabs

I dokumentaren 'Western Arabs' vender den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi kameraet mod sig selv. Shargawi er opvokset mellem to kulturer i et hjem fyldt med kærlighed, men hvor vold og aggression ofte har været et middel til at løse problemer.

Filmen kaster sig over en skånselsløs undersøgelse af instruktørens intense forhold til sin far og et opgør med de traumer og den splittelse, faren har givet videre.