Oversigt: Påskeferiens fede film

Dansk thriller, tysk drama, kendt tegneseriehelt og meget mere...
Billede
(© UIP/NORDISK FILM)

Påskeferien er kommet, og biograferne byder bl.a. på nye, mørke sider af den folkekære skuespiller Rasmus Bjerg, eventyrlig animation, tysk mesterværk, teenage romance og hårdtslående antihelt.


Påskens fire danske film består af den politiske spændings-thriller Danmarks sønner, der skildrer et splittet Danmark efter et stort terrorangreb. Dokumentaren Western arabs er instruktørens egen beretning om at være vokset op mellem to kulturer. Familiefilmen Hacker handler om den unge Benjamin, der prøver at finde sin mor. Sidst men ikke mindst kan du se Trine Dyrholms anmelderroste præstation i det kontroversielle drama Dronningen.

 


Den kendte tegneseriehelt Asterix vender tilbage. I den nye film Asterix og trylledrikkens hemmeligehed, skal der findes en troldmandslærling, der kan overtage for Miraculix. Den eventyrlige Park er en animationsfilm, der handler om den lille pige June, der sammen med sin mor har bygget en fantasipark. Da Junes mor bliver syg, mister hun sin fantasi og parken forsvinder. Dumbo er Tim Burtons live action-version af Disneys originale klassiker fra 1942.

 


Er du til gys, kan du glæde dig til The Curse of La Llorona, der handler om et uhyggeligt væsen i form af en grædende kvinde, som er fanget mellem himmel og jord, efter at hun druknede sine børn i jalousi og kastede sig selv i floden. Pet Semetary er genindspilningen af Stephen King-klassikeren fra 1989, der er baseret på en af gysermesterens mest uhyggelige bøger.

 


Det tyske krigsdrama Værk uden skaber er en historisk storfilm, der berører store temaer som krigens traumer, sand kærlighed og ikke mindst kunstens position i et politisk klima. I Transit følger vi en ung mand, der overtager en afdød forfatters identitet i et besat Frankrig. El Angel er den sande historie om den længst siddende fange i Argentinas historie, mens Girl viser en ung transkønnet kvindes forsøg på at slå igennem som balletdanser.

 


Ferien byder på sidste chance for at se A Star is Born - Encore, der er en udvidet version af sidste års megasucces. Teenagedramaet After, som oprindeligt opstod som en fan-fiction-fantasi om det tidligere One Direction-medlem Harry Styles, handler om den pligtopfyldende studine Tessa, som møder den mørke og mystiske Hardin. I Gloria Bell spiller Julianne Moore den frisindede og fraskilte Gloria, der lever et liv med fart på, og har en travl hverdag på kontoret, men stadig har et tomrum i sin hverdag.

 


Den hårdtslående superhelt Hell Boy står over for en magtfuld fjende i form af den onde Bloddronning, der er ude på at få en grum hævn. I den anden ende af superhelte-skalaen har vi den mere humoristiske Shazam!, der handler om den 14-årige Billy, der udnævnes som verdens frelser og får en voksen mands superhelte-krop. Sidst kan man med fordel varme op til den kommende Avengers: Endgame med den aktuelle Captain Marvel.