Cookie- og Privatlivspolitik
Gysermester: "Jeg er ikke Stephen Kings bitch"

Gysermester: "Jeg er ikke Stephen Kings bitch"

Mick Garris fortæller om sit fantastiske samarbejde med forfatteren

Stem op!
5
Stem ned!
0
(reset)

Mick Garris er en af de mest respekterede navne i gyser-branchen. Han startede i 1980’erne under Steven Spielbergs vinger på tv-serien ’Amazing Stories’ og derfra tog den blodige karriere fart med masser af gys, gru og ikke mindst Stephen King.

I anledning af filmfestivalen Blodig Weekend besøgte den amerikanske filmskaber København og Empire Bio.

Vi på kino.dk fik også mulighed for at tale med manden, der har instrueret intet mindre end 8 forskellige Stephen King-filmatiseringer, stået bag den mest populære miniserie nogensinde med ’The Stand’, gået i mesteren Alfred Hitchcocks fodspor med ’Psycho 4’ og senere hen blevet en central fanebærer for genren med tv-serien ’Masters of Horror’ og sin egen podcast.

Mick Garris under optagelserne til 'Sleepwalkers' fra 1992.

Gys er den mørke side af livet

Men hvad er det, der tiltrækker Mick Garris så meget til horrorgenren, at han har arbejdet med den i over 30 år:

- Det, der tiltrækker mig er tabuerne. Horror er modbydeligt, horror er den mørke side af livet, og det er noget, som bliver fejet ind under gulvtæppet. Og det handler oftest om smerte, død, sorg og tab, og det synes jeg ikke, at vi anerkender nok.

- Jeg synes, at virkelig god horror som Stephen King eller Clive Barker er en uhæmmet og ucensureret fantasi, og det er baseret i det virkelige liv, virkelige mennesker og virkelig menneskelighed. Eksempelvis ’Pet Sematary’, den går steder hen, du ikke forventer, da den unge Gage Creed bliver dræbt. Et lille barn, der bliver dræbt i begyndelsen af din fortælling, er en meget sjælden begivenhed i et drama, men i gys virker det fordi, det er så forfærdelig følelsesmæssigt og dybt forankret i smerte.

Critters 2 / New Line Cinema

Spielbergs lærling

Efter at have arbejdet i branchen, både som pr-mand på film som John Carpenters ’The Thing’ og Spielbergs ’E.T.’ samt manuskriptforfatter i tv kom muligheden for selv at kunne stå bag kameraet på en spillefilm med ’Critters 2’ i 1988:

- Den første 'Critters' var en meget Spielberg-agtig film og var meget inspireret af Steven Spielberg. På det tidspunkt skrev jeg for ’Amazing Stories’, så jeg arbejdede for Spielberg, og det vidste de. Jeg havde lige instrueret mit første afsnit af ’Amazing Stories’, så jeg havde også fået den erfaring under Spielbergs vinger. Og jeg tror, at de formentlig følte, at det var en nem måde at få fat i Steven Spielberg. De kunne ikke få Steven, men de kunne få en af hans lærlinge. Jeg tror, det var derfor, det skete, de sagde aldrig, men…

Beretter en storgrinende Mick Garris, der også fortæller, at det var en fantastisk oplevelse at skyde filmen, selvom det var ”den koldeste vinter i 100 år i det sydlige Californien”, som filmskaberen selv beskriver det.

Da jeg spørger til lighederne mellem de behårede Krites fra 'Critters' og de grønne Gremlins i filmen af samme navn, der er lavet af Garris’ gode ven Joe Dante, smiler instruktøren og svarer:

- Vi er en efterfølger til et rip-off af 'Gremlins', det skal jeg være den første til at indrømme, griner Garris igen.

Anthony Perkins i 'Psycho IV', der er instrueret af Mick Garris / Universal Television

I Alfred Hitchcocks fodspor

Det næste projekt på karriererangstigen blev en efterfølger til Alfred Hitchcocks banebrydende gyserfilm ’Psycho’ fra 1960. Det skete i 1990 med ’Psycho IV: The Beginning’, en film der blev lavet til tv-kanalen Showtime.

- Jeg havde lavet et tv-show kaldet ’She-Wolf of London’, og John Landis anbefalede mig. Men Anthony Perkins [hovedrollen som Norman Bates] skulle godkende instruktøren. John Landis og jeg mødtes med studiet og Anthony, og det gik fantastisk. Jeg fik jobbet.

- Men da vi startede med at filme, erfarede jeg hurtigt, at Anthony var et meget komplekst individ og modstridig fyr. Han var en kæmpestjerne i 50’erne, og i 1960 bliver han en endnu større stjerne ved at spille en psykopatisk galning, og det ændrede kursen for hans karriere for evigt.

- Men han kendte karakteren Norman Bates bedre end nogle andre. Han havde arbejdet med Orson Welles, Alfred Hitchcock, William Wilder og alle de store Hollywood-instruktører. Så hvem skal instruere ’Psycho IV’? Instruktøren bag ’Critters 2’. Ikke helt det samme.

Mick Garris griner og fortsætter:

- Han ville udfordre mig nogle gange for at sikre, at jeg ikke kun gik op i, at det så flot ud og havde fede indstillinger. Men at der var drivkraft og følelser bag. Han var udfordrende, og han var alletiders. Men der var tidspunkter, hvor vi havde diskussioner, og han elsker ord og elsker at tale det ud, og gerne i bogstavelig talt 45 minutter foran hele holdet, der ventede på besked.

- Det var første gang jeg arbejde med en filmstjerne, og det var meget kompliceret at lære at arbejde med den slags ego og den type af personlighed.

Selvom det var udfordrende, var det også en god oplevelse. Især da det endte med, at Anthony Perkins virkelig elskede filmen. ”Det var det hele værd i sidste ende”, konkluderer Garris.


Brian Krause i 'Sleepwalkers' / Columbia Pictures

Samarbejdet med Stephen King opstår

’Psycho IV’ var faktisk dén film, der sikrede Mick Garris instruktørposten på hans første samarbejde med Stephen King. Det skete i 1992 på filmen ’Sleepwalkers’ – eller som filmskaberen selv kalder de to omtalte film: ”Mine motherfucker-film” – og ja, begge film handler om forholdet mellem en mor og en søn…

'Sleepwalkers' er baseret på et originalt manuskript af King, og selvom Garris havde et godt møde med produktionsselskabet, blev han i første omgang valgt fra. Det blev dog ændret, da den anden instruktør pludselig omskrev manuskriptet totalt og ville skabe en såkaldt planet af Sleepwalkers. Og pludselig var Garris tilbage i varmen:

- Det var FANTASTISK at arbejde sammen med Stephen King. Vi mødtes først, da vi skød hans scene i filmen. Alt andet var over telefonen. Hvis studiet ville have ændret noget, så ringede jeg til ham og sagde ”Er det noget, du vil have mig til at se på?”, og så svarede han bare ”Nej, nej. Lad mig prøve”. Og næste dag ville der være seks friske sider i faxmaskinen fra Stephen King – og de var virkelig gode.

King har en særlig stemme

Efter en lille fin tælling med Mick Garris kommer vi frem til, at han har lavet hele otte projekter baseret på Stephen King. En af grundene er, at de to klikker på et personligt plan, og ikke kun kreativt. De kommer fra samme baggrund med enlige mødre og masser af fælles interesser, der gjorde at de blev venner og ikke bare samarbejdspartnere.

Derfor er Garris også den rette at spørge, når det kommer til, hvad der gør Stephen King til en så ikonisk forfatter, som han er blevet:

- Det er hans stemme. Hans måde at bringe det uvirkelige ind i det virkelige. Det er ikke overdrevne karakterer, det er mennesker som os. Det er ikke nødvendigvis velhavende og rige forfattere, selvom flere af bøgerne har dem med. Det er meget arbejdsklassen. Man bliver forbundet på et meget personligt niveau.

- Karaktererne er meget dybe, og ikke overfladiske. Det er ikke bare en læge, det er en læge, som måske har alkoholproblemer, eller knas på hjemmefronten med konen og børn. De er komplekse.


Stephen King, Mick Garris og Clive Barker til optagelser på 'Sleepwalkers' / Columbia Pictures

Jeg er ikke Stephen Kings bitch

Mick Garris er faktisk en af de få instruktører, der virkelig har fået lov til at arbejde meget tæt med gyser-forfatteren, som har været til stede under optagelserne og ikke kun været til rådighed over telefon og e-mail:

- Det er fantastisk. Hvis du har Stephen King på settet, så er du garantert en god dag. Han elsker det! Det er som at lege med et togsæt, når han er der.

- Jeg har sagt det her før, men fordi vi har arbejdet så meget sammen, så har nogen troet, at jeg er hans bitch. Men jeg aldrig fået fortalt af King, hvordan jeg skulle skyde en scene eller instruere en skuespiller. Der har altid kun været totalt opbakning og skulderklap fra ham. Hvis jeg vil spørge ham om noget, så er han der, hvilket er fantastisk. Men der er ikke noget sjovere end at lave film, når Stephen King er på settet.

King har dog ikke været med på optagelserne siden deres fælles miniserie ’The Shining’ i 1997. Men det betyder ikke, at de to ikke snakker sammen eller samarbejder mere, og faktisk kan der være nye ting på vej:

- Jeg håber, at der kommer mere i fremtiden. Jeg har skrevet et manuskript baseret på en af hans historier. Et pilotafsnit til en serie. Men vi må se, hvad der sker. Der er SÅ meget King derude, så jeg tror, at der kommer bagslag ved at lave så meget.

Favorit Stephen King-filmatiseringer

Mick Garris afslører også et par hans personlige King-favoritter overfor os:

- ‘The Dead Zone’ [1983] er formidabel. Jeg synes, at ‘Misery’ [1990] er fantastisk. ‘Stand By Me’ [1986] kan meget vel være min favorit, selvom mange ikke forbinder det med King, fordi det ikke er en gyserhistorie. Men det er det, som jeg elsker allermest ved King, at den sætter fokus de ting, som er så smertefulde og så vigtige i din udviklingsproces som menneske.

- Der er virkelig mange gode King-filmatiseringer, og mange virkelig dårlige filmatiseringer, siger en grinende Garris.

Men når snakken går på hvilket projekt, han selv er gladest for blandt hans King-film, er han mere i tvivl:

- Det skifter mellem 'The Stand' og 'The Shining'. 'The Stand' var så hård og over det hele. Så omfattende! Vi optog i seks forskellige stater, vi havde 126 skuespillere i talende roller, og ofte på steder, jeg ikke havde været før, jeg havde kun set det på et billede indtil vi nåede frem, og så var det bare "Okay, action!". 

- Men 'The Shining' var mere indelukket. Vi er på dét hotel og en soundstage med et meget lille filmhold. Så der var faktisk tiden og ressourcerne til virkelig at have mange overvejelser med i skabelsen af filmen. Jeg synes, det er en mere poleret film, og King var mere til stede under produktionen. Så det tror jeg slår 'The Stand' med millimeter. 

- 'The Stand' er historiens mest succesfulde mini-serie, og det er helt fantastisk, når du ved, at dit arbejde er blevet set og elsket af så mange. Men 'The Shining' føles lidt tættere på.

Garris peger derefter på 'Riding the Bullet', hans film fra 2004, som hans mest personlige film, selvom det er den, der afviger mest fra Kings oprindelige oplæg. 


Jamey Sheridan i rollen som Randell Flagg i 'The Stand' / ABC

Horrorens amassadør

Mick Garris bliver i horror-miljøet af både undertegnede og mange andre betegnet som en bannerfører for horror-genren, der ikke altid får den anerkendelse, den bør få. Men da jeg præsenterer Garris for den præmis, viser instruktøren sig igen fra sin ydmyge side:

- Er det ikke mærkeligt? Jeg ved ikke, hvordan det skete. Jeg er blevet horrors ambassadør, ser det ud til. Jeg har dog ikke udpeget mig selv til at være det.

Men det er måske ikke så mærkeligt. Garris står nemlig bag, hvad man må betegne som en af de større horror-begivenheder i nyere tid. Serien 'Masters of horror' fra 2005, hvor han samlede alle genrens stærkeste navne og gav dem kreativ frihed:

- Vi tog rundt til forskellige studier og præsenterede idéen. Det var en serie, der havde en filosofi. Vi ville finde de bedste nulevende gyser-filmskabere, og vi skulle give dem lov til at gøre det på deres måde, ikke give dem noter, men give dem final cut. 

- Mange af gysermestrene var mine venner. Men jeg gik til de store navne først, især fordi de er nogle fantastiske filmskabere. Tobe Hooper ['Motorsavsmassakren'] eksempelvis havde ikke haft muligheden for at lave en god film i rigtig lang tid. Men når han var bedst, var der ingen bedre. Så Tobe var en af de første fyre, jeg kontaktede. John Carpenter var også en af de første.

Skuffet over Hollywood

- Det her var folk, som havde været skuffet over Hollywood i lang tid. De havde ikke haft mulighed for at gøre tingene på deres måde, siden de lavede deres independent-film, og efter at have lavet store studie-film.

Serien havde enorme gyser-navne på instruktørposterne, udover de nævnte også navne som John Landis, Joe Dante, Stuart Gordon og Dario Argento:

- Jeg snakkede også med Wes Craven ['The Nightmare on Elm Street'] og George A. Romero ['Dawn of the Dead'], og det var kun fordi det ikke passede med vores skemaer. Jeg snakkede også med Guillermo Del Toro, han var også en potentiel kandidat. Det var konceptet, at vi gav studiet de bedste af de bedste fra genren, og så lod de os være i fred. Jeg er meget stolt af, at det lykkedes.

Da vi beder Garris om at pege på et par af de yngre navne, han ser som potentielle kandidater til masters of horror, kan man tydeligt mærke den erfarnes filmskabers store passion og interesse for genren. For navnene kommer hurtigt:

- Mange af de yngre filmskabere har måske kun lavet én film eller to. Ari Aster ['Hereditary'] ville være fantastisk. Coralie Fargeat, der lavede 'Revenge', som jeg ser som et mesterværk, er alletiders. Naturligvis Guillermo Del Toro, der har været i gang i noget tid. Issa Lopéz, den mexicanske instruktør, som lavede 'Tigers are not afraid', som jeg synes var virkelig god. 


Mick Garris og resten af instruktørerne fra 'Nightmare Cinema'

Nightmare Cinema og håbet om en ny serie

Faktisk er idéen om at fortsætte 'Masters of Horror' for en ny generation måske slet ikke så langt væk. Garris laver nemlig forsat film, og er aktuel med det nye projekt 'Nightmare Cinema', der fik sin Skandinaviske premiere på Blodig Weekend:

- Jeg ville aldrig genstarte serien ['Masters of Horror'] af flere årsager. Men min nye film 'Nightmare Cinema' er en sjælelig fætter til serien. Det er bare film i stedet med fem forskellige historier instrueret af fem forskellige instruktører. Forskellen er så, at alle ikke har en lang liste af filmcredits, som eksempelvis Alejandro Brugués. 'Juan of the Dead' er hans eneste film, men det er en fantastisk film! Jeg ville lave noget internationalt, så vi har en colombiansk, en japansk, en britisk og to amerikanske instruktører.

- Jeg ville elske at lave 'Nightmare Cinema' om til en et times tv-serie, men uden den hæmsko, at vi kalder det for 'Masters of Horror'. Vi kan hyre alle, der er virkelig gode, og hvis det lykkedes, vil filosofien være, at det er filmskabere fra rundt omkring i verden med blandet etnicitet og køn. Så det ikke bare er en masse hvide mænd. Det kunne virkelig være noget specielt.

"Det meste af alt stinker..."

Men indtil den drøm går i opfyldelse, rejser Mick Garris Jorden rundt, som nu, hvor han altså for eksempel er i København for at deltage i Blodig Weekend. Det var noget, som begyndte efter 'Masters of Horror' - og som Garris kun har omfavnet:

- Jeg respekterer og elsker genren, selvom jeg ved, det meste af det stinker, men det meste af det hele stinker. 

Garris slår en latter op og fortsætter:

- Jeg elsker det, og jeg nyder virkelig at tale om det. Jeg sætter gerne ord på genren, hvor andre filmskabere måske vælger ikke at gøre det.

En af de måder som Garris har valgt at udfolde sig på, er i hans podcast 'Post Mortem with Mick Garris', hvor han får besøg af alt fra aktuelle filmskabere til legender fra horror-miljøet:

- Jeg får information ud, som du ikke ville få i Entertaintment Tonight eller et tv-interview. Det vil altid være der, til dem, der skulle have lyst til at lytte til det. Det er en form for genremæssig filmhistorie. Jeg nyder virkelig at lave det.

Den 67-årige filmskaber er i den grad en mand, der bløder for gys, og passionen bringer han med sig over alt, hvor han går. En ægte gysermester.

Mick Garris med redaktionens Hartvig

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Lasse

Underholdende og lærerig klip af nogle glade biografgængere.

10 timer siden
Loneuser/512689
Loneuser/512689

Jeg synes netop James McAvoy er en rigtig god skuespiller, blandt andet i Spilt og Glass. Trailer er virkelig god.

18 timer siden
Reyam

Once upon a time in Hollywood handler for det meste, om sharon tate’s mord? Så du overhovedet traileren, det slet ikke en komedie.

2 dage siden
magicthe

Tak for en virkelig fin artikel om et af de (mange) postmoderne mesterværker.

2 dage siden
Felix

Desuden har jeg set 11-års film der havde dansk tale før.

2 dage siden

Aktive debatter