10 episke kampscener der er truet af Game of Thrones

39 Oscars fordelt på 10 film
Billede
(© HBO)

'Game of Thrones' får streaming-premiere den 14. april, og det bliver ifølge producenterne med den største kampscene nogensinde. Den siges at have taget 55 dage at filme, og samlet set har sæson otte kostet HBO omkring 90.000.000 dollars at producere. I danske kroner svarer det til næsten 600.000.000 kr. Så der er noget at glæde sig til.

'Game of Thrones' er i forvejen kendt for store kampscener som fx. The Battle of the Bastards, hvor Jon Snow og Ramsey Bolton mødes til et kæmpe opgør.

Vi har udvalgt ti af filmhistoriens mest episke battlescener, der med god grund kan føle sig truet af den kommende scene fra 'Game of Thrones'.  

Listen byder bl.a. på scener fra de to verdenskrige, Vietnamkrigen samt en række fiktive krige.


Saving Private Ryan (1998)
Åbningsscenen fra Steven Spielbergs mesterværk fra 1998 står i sig selv som et enestående værk. 20 minutters nedsskydning af amerikanske soldater, hvis chance er ikke-eksisterende. Filmen var nomineret til 11 Oscars (inkl. bedste film), hvoraf den vandt fem - Bedste Klipning, Bedste Lyd, Bedste Lydredigering, Bedste Fotografering og Bedste Instruktør. Selvom 'Saving Private Ryan' er en af de bedste krigsfilm nogensinde, kan man argumentere for, at denne scene var hovedårsagen til de i alt 79 priser, den modtog. 

 


Lord of the Rings (2000-2003)
Peter Jacksons trilogi om Ringenes Herre må siges at være indbegrebet af episk, så selvfølgelig skal den repræsenteres. Men kun at vælge én scene er ikke så lige til. Valget stod til sidst mellem Battle of Helm's Deep of Battle of the Pelennor Fields fra henholdsvis De to tårne (2002) og Kongen vender tilbage (2003). Slaget om Helm's Deep, hvor 300 mand skal beskytte Helm's kløft imod 10.000 af troldmanden Sarumans urukhaier, er et kæmpe slag, der vokser i takt med, at hjælpen fra både vandrende træer og Rohankrigere kommer frem. Kampen om Pelennor Fields er trilogiens største kamp med hele 150.000 orker, trolde og olifanter, der marcherer mod menneskehedens sidste forsvar i byen Minas Tirith. Mens Gandalf og Gondor-krigerne desperat forsøger at holde fjenden stangen, kommer hjælpen fra uventet kant. Skal Game of Thrones trues af nogen fra denne liste, er Jacksons mesterværker det bedste bud.

 


Braveheart (1995)
Frihed er det store tema i Mel Gibsons storfilm fra 1995, hvor han selv spiller hovedrollen. I kampen for det allermest basale et menneske kan bede om, er man villig til at gå hele vejen. William Wallace formår at overtale sit folk til at stå bag ham, og det episke slag er uundgåeligt. Filmen er produceret, før filmindustrien gik CGI-amok, så hestene der i filmen ridder direkte ind i fjendernes spyd, er mekaniske.


300 (2006)
Den spartanske Kong Leonidas kæmpede med sine 300 mænd mod den persiske hær, bestående af mere en million soldater - dårlige odds. Men spartanerne er ikke sådan at slå ud og endnu et episk filmslag bliver udkæmpet. Tegneseriefilmatiseringen der skiller sig ud ved sin visuelle stil blev en kæmpe succes. 


Spartacus (1960)   
Med Stanley Kubricks storfilm bevæger vi os lidt længere tilbage i filmhistorien. Denne godt tre timer lange film med legenderne Kirk Douglas og Laurence Olivier er inspireret af den historiske Spartacus, (spillet af Douglas), der kæmpede mod romerne i et opgør med slaveriet. Endnu et episk opgør i kampen for friheden.

 

The Last of the Mohicans (1992)
Dette historiske drama foregår i 1757 under krigen mellem
 englænderne og franskmændene, og begge parter benytter indianere som forbundsfæller. To mohikanere og deres hvide blodsbror redder to engelske kvinder fra at blive dræbt af indianere og involveres derved i en blodig kamp.

 


Lawrence of Arabia (1962)
Den britiske efterretningsofficer Lawrence rekrutterer under 1. verdenskrig forskellige mellemøstlige ørkenstammer til en fælles front mod den tyrkiske besættelsesmagt. Lawrence allierer sig bl.a. med Sherif Ali, Prins Faisal og Auda Abu Tayi, og sammen foranstalter de bagholdsangreb mod tyrkerne. Filmen er kendt for sin mesterlige fotrografering af den arabiske ørken samt dens fantastiske scene, hvor Lawrence og hans hær stormer tyrkerne, ridende på kameler og heste. Om man har været bevidst om dyrevelfærden dengang, som man var det ned 'Braveheart', er ikke til at sige. Men flot er det.

 


Apocalypse now (1979)
Francis Ford Coppolas mesterværk fra 1979 om USA's invation af Vietnam. Krigen står stadig som en af de mest kontroversielle i historien og scenen, hvor de amerikanske helikoptere mejer vietnamesiske landsbyer, med både kvinder og børn, ned, har helt sikkert ikke gjort krigen mere populær. Men scenen og i særdeleshed filmen står som et unikt værk i filmhistorien. 


The Last Samurai (2003)
Tom Cruise spiller en amerikansk officer, der kommer i kontakt med Samuraierne. Filmen tager sit udgangspunkt i Satsuma-oprøret i 1877, der var en fortvivlet modstand af Vestens politiske og militære indgriben i Japans suverænitet og integritet. Fortællingen rummer militære slag, hvor de traditionelle japanske våben såsom bue og pil samt samuraisværd blev anvendt i kampen mod de moderne våben fra Vesten.
Billedresultat for all quiet on the western front 1930 gif

All Quiet on the Western Front (1930)
Dette episke krigsdrama, der bl.a. vandt Oscer for Bedste Film, handler om en gruppe tyske drenge, der lader sig rive med af første verdenskrig og melder sig ind i hæren. De opdager dog hurtigt, at krigen ikke er, hvad de havde troet. Fanget i krigens rædsler, mudder, død og ødelæggelse, kæmper de for at overleve. Et af filmhistoriens første store slag - efter lydens ankomst.