Vil Avengers 4 blive vist med pause i biografen?

Nyt om den (indtil videre) tre timer lange superheltefilm
Billede
(© Walt Disney Pictures)

Der har været en række test-visninger af den længe ventede Avengers: Endgame, der som Avengers: Infinity War, instrueres af de to Russo-brødre.

Det er – som vi tidligere har skrevet – en film, der nok ender med at blive tre timer lang.

Det betyder også, at man kan spekulere i, om der kommer til at være en pause undervejs i filmen – som det f.eks. var tilfældet med Quentin Tarantinos The Hateful Eight med sine tre timer og syv minutter i 2015.

Anthony Russo fortæller bl.a. for nylig følgende:

- Vi har vist filmen fire gange for et publikum nu. Til de tre første visninger var der ikke en eneste person, der rejste sig for at gå på toilettet.

Det vil altså også sige, at der nu er en række mennesker, der allerede kender svarene på de mange spørgsmål den forrige film efterlod os med samt de mange hemmeligheder, filmen er omgærdet af. Det er næsten for spændende.

Men hvis udtalelserne fra Russo-brødrene om, at 'Avengers: Endgame' bliver tre timer lang, holder, bliver det altså også den længste MCU-film nogensinde.

- Vi arbejder stadig på en tre timer lang version af filmen, fortæller Joe Russo, men understreger dog, at der stadig arbejdes på filmen, bl.a. i klipningen.

Joe Russo fortæller videre:

- Lige nu synes vi, at filmen udspiller sig godt, og vi har fået vildt gode tilbagemeldinger fra vores test-publikummer.
Vi har en rigtig god fornemmelse med, hvor filmen er.

Vil du gerne have en tissepause i Avengers: Endgame?

Avengers: Endgame får dansk premiere den 25. april.