Oscar-forudsigelser: Hvem bliver nomineret i dag?

Får vi ret?
Billede

Oscar-nomineringerne kommer tirsdag eftermiddag, og med det største, yngste og mest alsidige akademi nogensinde, kan alt ske. Det er dog muligt at udpege hvilke film og præstationer, der pt. står bedst i den hårde konkurrence.

Her er vores bud i kategorierne Bedste film, Bedste instruktør, Bedste udenlandske film samt i de fire skuespil-kategorier.

A Star Is Born

I år ligner årets Bedste film et kapløb mellem publikums-, boxoffice- og anmeldersuccessen A Star is Born og den anmelderroste Roma, der er topkontroversiel for at være en Netflix-film. Men nu har endnu en film mast sig ind i toppen, nemlig feel good-dramaet Green Book, der i weekenden vandt hovedprisen ved Producers Guild Award (PGA). De sidste 29 år har 21 PGA-vindere også vundet en Oscar for Bedste film.

Dertil hører de sidste to til syv film, der kan nomineres yderligere. 

Her er især The Favourite en sikker kandidat sammen med BlacKkKlansman. Det store spørgsmål er så, om Black Panther får den længe ventede nominering (The Dark Knight blev jo ikke nomineret på trods af samme hype). Superhelten bør nomineres af flere årsager, og det er selvmord IKKE at have den med nu hvor uddelingens popularitet er støt faldende. 

Vores bud på de nominerede for Bedste film:
A Star is Born
Roma
Green Book
The Favourite
BlacKkKlansman
Bohemian Rhapsody
Black Panther
Vice
If Beale Street Could Talk

Boblerne:
First Man, A Quiet Place, Mary Poppins vender tilbage, Crazy Rich Asians

 Roma

Tre instruktører er ikke til at komme uden om i år. Oscar-darlingen Alfonso Cuarón ('Roma'), debutante Bradley Cooper ('A Star Is Born') og legenden Spike Lee ('BlacKkKlansman'). Cuarón ligner årets vinder, hvilket kan give ham to statuetter (Bedste udenlandske film er nærmest sikret).

Vi satser også på Peter Farrelly ('Green Book') og Yorgos Lanthimos ('The Favourite'). Det udelukker Adam McKay ('Vice'), der ellers er nomineret til en DGA (Directors Guild Award), hvilket Lanthimos ikke er. Alternativt er der plads til begge, og så ryger 'Green Book'-instruktøren pga. en række gamle kontroverser, der kan have ødelagt det for ham i sidste øjeblik. Listen er som I kan se ikke stærk på kvinder... heller ikke i år.

Vores bud på de nominerede for Bedste instruktør:
Alfonso Cuarón - Roma
Bradley Cooper - A Star Is Born
Spike Lee - BlacKkKlansman
Peter Farrelly - Green Book
Yorgos Lanthimos - The Favourite

Boblere:
Adam McKay ('Vice'), Ryan Coogler ('Black Panther'), Barry Jenkins ('If Beale Street Could Talk'), Damien Chazelle ('First Man')

 The Wife

Vi kommer ikke uden om Lady Gaga, Glenn Close og Olivia Colman – tre kvinder, der alle fortjener prisen for Bedste skuespillerinde, og som står næsten lige stærkt. Gaga er den populære wauw-stemme, Close er en stemme for en lang og fremragende karriere, og sidst er Colman en af branchens mest respekterede skuespillere pt. 

De sidste to pladser er sværere, her er der tale om flere gode bud. Melissa McCarthy har fået tilpas meget anerkendelse for sin præstation i 'Can You Ever Forgive Me?'. Og Emily Blunt har eftersigende arbejdet hårdt for sagen, hvilket sammen med hendes medvirken i den populære A Quiet Place kan give resultater. Det betyder, at Yalitza Aparicio fra 'Roma' ryger ud af vores liste, men det kan meget vel blive en fejl.

Vores bud på de nominerede for Bedste skuespillerinde:
Lady Gaga – A Star Is Born
Glenn Close – The Wife
Olivia Colman – The Favourite
Emily Blunt – Mary Poppins vender tilbage
Melissa McCarthy – Can You Ever Forgive Me?

Boblere:
Yalitza Aparicio ('Roma'), Elsie Fischer ('Eighth Grade'), Toni Collette (Hereditary), Nicole Kidman (Destroyer)

 Vice

Det er som altid et svært felt, fordi der er mange stærke roller derude at pege på. Men når Christian Bale transformerer sig og vinder hæder alle steder, kan man ikke ignorere ham. Og når Bradley Cooper ikke bare instruerer og skriver, men også spiller røven ud af bukserne OG synger, så kan det heller ikke ignoreres. Ej heller må vi overse, at selvom anmelderne ikke elskede Bohemian Rhapsody, så gav Rami Malek et af årets bedste præstationer lige der.

Som om det ikke var nok, er Viggo Mortensen i overvægtig og humoristisk topform med 'Green Book', mens John David Washington er blevet nomineret alle andre steder. Dette efterlader desværre de to indie-darlings og mestre, Willem Dafoe og Ethan Hawke, lige uden for listen.

Vores bud på de nominerede for Bedste skuespiller:
Christian Bale - Vice
Bradley Cooper - A Star Is Born
Rami Malek - Bohemian Rhapsody
John David Washington - BlacKkKlansman
Viggo Mortensen - Green Book

Boblere:
Willem Dafoe (Van Gogh - ved evighedens port), Ethan Hawke (First Reformed), Lucas Hedges (Boy Erased)

 If Beale Street Could Talk

Regina King har allerede vundet en Golden Globe for sin almoderlige rolle i 'If Beale Street Could Talk', så hun er kvinden, man skal slå i år… hvis altså ikke Amy Adams endelig skal have en sejr (hun har været nomineret fem gange før). Begge 'The Favourite'-stjernerne bør i den grad også nomineres i et felt, der virker ret fastslået allerede.  

Vores bud på de nominerede for Bedste kvindlige birolle:
Regina King - If Beale Street Could Talk
Emma Stone - The Favourite
Rachel Weisz - The Favourite
Amy Adams - Vice
Claire Foy - First Man

Boblere:
Nicole Kidman (Boy Erased), Emily Blunt ('A Quiet Place')

 Green Book

True Detective-stjernen Mahershala Ali ligner årets vinder, selvom både Timothée Chalamet og Richard E. Grant giver stærkt modspil. Om Michael B. Jordans superskurk i ‘Black Panther’ kan få en af de sjældne superhelte-nomineringer, bliver spændende. Vi tror dog mere på de navne, der har været gengangere ved nærmest alle prisuddelinger.

Vores bud på de nominerede for Bedste mandlige birolle:
Mahershala Ali - Green Book
Richard E. Grant - Can You Ever Forgive Me?
Sam Elliott - A Star Is Born
Adam Driver - BlacKkKlansman
Timothée Chalamet - Beautiful Boy

Boblere:
Michael B. Jordan ('Black Panther'), Sam Rockwell ('Vice'), Russell Crowe ('Boy Erased')

Roma

Sidste kategori, vi skal kloge os på, er den for Bedste udenlandske film. Vi i Danmark har jo en seriøs kandidat i form af thrilleren Den skyldige og med den dansk co-producerede Trækfugle. Men de fem film, vi satser på, ligner alligevel mere Oscar-film. Vi kan tage fejl, da det jo også handler om, hvilke film der bliver set af flest, og ’Den skyldige’ er måske i den nemmere boldgade der. Vi krydser fingre!

Vores bud på de nominerede for Bedste udenlandske film:
Roma (Mexico)
Cold War (Polen)
Shoplifters (Japan)
Kapernaum (Libanon)
Never Look Away (Tyskland)

Boblere:
'Den skyldige' (Danmark), 'Trækfugle' (Columbia), Burning (Sydkorea)

 

Oscar-uddelingen finder sted natten til mandag den 25. februar - du kan se showet i følgende biografer: