Nyt initiativ skal stoppe brugen af filmskurke med ar

#IAmNotYourVillain får støtte i filmbranchen
Billede
(© Warner Bros.)

Vi kender dem godt. De ikoniske skurke, der bl.a. er blevet berygtede ved hjælp af et "skamferet" ansigt. Et ar. Et brandsår. Et kendetegn i ansigtet, der gør dem anderledes og i værste fald "uhyggelige". 

Tænk bare på Jokeren i The Dark Knight, Freddy Krueger, Le Chiffre i Casino Royal eller Darth Vader.

Men den tendens kan være skadelig. Det mener organistionen Changing Faces, der står bag #IAmNotYourVillain - et hashtag der påpeger filmbranchens vane med at idolisere de smukke og skabe skræmmebilleder af de, der ser anderledes ud.

Og en stor spiller har netop støttet op om sagen. BFI (Det britiske filminstitut) meddelte i weekenden, at de fremover ikke vil støtte film med netop den slags skurke.

- Film er katalysator for forandringer, og derfor engagerer vi os i ikke at have negative repræsentationer via ar eller anderledes ansigter i de film, vi støtter, udtaler direktør Ben Roberts. 

Instituttet skriver samtidig, at de håber andre i branchen vil støtte op. 

Changing Faces giver årligt støtte til 1,3 millioner børn, unge og voksne i England, der har tydelige anderledes træk i ansigtet. Formålet med det nye hashtag er at udfordre filmverden til ikke at diskriminere og istedet skabe ansigts-lighed for alle.

Kilde: Indiewire