18 film vi altid ser i julen

Hvad ser I til højtiden?
Billede
(© 20th Century Fox, UIP, Warner Bros.)

Vi på kino.dk elsker film. Vi elsker også jul. Vi elsker derfor også at se film, når det er jul. Ja, faktisk er der visse film, vi bare skal se for at det kan blive rigtig jul.

Vi har derfor hver især på redaktionen udvalgt tre filmfavoritter, vi ser, når julen er over os. Lige fra klassiske julefilm som Julefrokosten fra 1976, videre til  Love Actually samt Die Hard.

Hvilke film ser I, når det er jul? Byd gerne ind i kommentarfeltet nederst i artiklen.



Daniel Hartvig:

Julefrokosten (1976)
Der er intet som den skøre danske tradition, hvor vi æder os fulde af julemad og drikker os bevidstløse i snaps. På film er denne rituelle begivenhed blevet skildret til perfektion med sild, ost, sidespring og nogle af Danmarks bedste komikere nogensinde. Hvert år skåler jeg med Preben Kaas, Jørgen Ryg, Judy Gringer og alle de andre.

Gremlins (1984)
Siden 1984 har de små grønne og flabede monstre indtaget Kingston Falls ved juletid, og lige så lang tid jeg kan huske, har de indtaget mit tv hver jul. Det sort-humoristiske julegys er lige så obligatorisk som pynt på juletræet hos mig. Hvert år ønsker jeg mig min egen mogwai… jeg venter stadig.

Tænk på et tal (1969)
Det afdæmpede danske krimi-drama udspiller sig i juletiden, hvor en bankrøver klædt ud som julemand slår til. Men en i banken er kommet ham i forkøbet. Julen bruges som baggrund i denne sneklædte katten-efter-musen-historie.



Christine Dyrskjøt Elmstrøm:

Edward Scissorhands (1990)
Når juleræset bliver lidt for meget, elsker jeg at se Johnny Depp som Edward Scissorhands. Karakteren er en herlig trist tilføjelse i en til tider påtvungen glædelig sæson. 

Love Actually (2003)
Hvad kunne være bedre end en hel række af vidunderlige fortællinger pakket ind i én julefilm med en dansende Hugh Grant, en gåsehudsfrembringende udgave af ’All I Want For Christmas’ og verdens sødeste forsøg på at stjæle sin bedste vens kone? Min mor og jeg citerer desuden Aurelias ”just in cases” hver gang vi får muligheden (I ved, fra dengang Jamie siger ”you learned English”... awww).

Die Hard (1988)
Som de fleste gode julefilm handler ’Die Hard’ om familie og en julefrokost, som ikke helt går som planlagt. Og er Hans Gruber egentligt ikke action-filmens svar på Grinchen? Det er i hvert fald først rigtig jul, når John McClane har sagt ”Yippee-ki-yay, motherfucker”.



Stine Teglgaard:

Christmas Vacation (1989)
INGEN bjældeklang uden Clark Griswolds hjertevarme og kaotiske forsøg på den perfekte jul. Jeg forsøger personligt hvert år at leve op til den all-american-hygge, som Chevy Chase sprinter i mål med 25.000 importerede julepærer, selv-savet grantræ og eggnog drukket af glas med rensdyrhorn.

Bridget Jones’s Diary (2001)
Rom-com-versionen af Jane Austens klassiker ’Stolthed og fordom’ er min favorit juleromance. Især kærlighedstrekanten mellem Renée Zellwegers kejtede Bridget Jones, Colin Firths charmerende Mr. Darcy og Hugh Grants bad boy-Daniel Cleaver er lige i øjet!

Harry Potter and the Goblet of Fire (2005)
Højtiden er altid repræsenteret i Harry Potter-filmene, men stærkest står den i den fjerde i rækken, der endda har et julebal på menuen. Kombinationen af barnlig uskyld, teenagehormoner, en sportslig udfordring og et stemningsskifte af dimensioner, da Voldemort genopstår, er mange gensyn værd.



Morten Klein:

Star Wars: Episode IV - A New Hope (1977)
Jeg kan stadig huske første gang, jeg så den originale og første Star Wars-film. Min stedfar havde optaget den fra tv til min store fornøjelse. Den kan stadig vække mit otteårige jeg, når jeg ser den - og derfor er den perfekt til julen. Det er en eventyrfilm med laser-sværd og prinsesser, der skal reddes fra mørkets kræfter. Ja tak!

A Christmas Carol (1999)
For mig er dette den bedste version af Charles Dickens-klassikeren. Det var før, jeg vidste noget om Star Trek, så denne film blev min introduktion til Patrick Stewart. Filmen er varm og lystig, som kun de bedste julefilm kan være det.

Master & Commander: The Far Side of the World (2003)
Det er på ingen måde en julefilm, men jeg elsker alligevel at se den omkring juleaften. Hvad jeg elsker mest er at se filmen sammen med min far og storebror, når vi alle har spist for meget and og slapper af på sofaen. Det er bare hygge.



Daniel Bentien:

Ringenes Herre-trilogien (2001-2003)
Filmhistoriens bedste trilogi er en must-see for mig i julen. Selvom det ikke er blevet lettere at afsætte 12 timer til Frodos rejse gennem Middle-earth, efter jeg har fået to børn, er de tre film en klar prioritet i juledagene og bliver i min optik aldrig forældede. 

Harry Potter-filmene (2001-2011)
Jul er for mig lig eventyr, og derfor er min liste præget af film i den magiske genre. Harry Potter-serien indeholder julescener, men det er selve stemningen af tryllerier, elskværdige karakterer og et forrygende plot, der drager mig tilbage til de otte film. 

Troldmanden fra Oz (1939)
Både min tømmermænds-film #1 (og derfor relevant 1. januar) og en favorit i juletiden, hvor kombinationen af den eviggyldige historie og de noget naive, gammeldags effekter er for mig indbegrebet af hygge og god stemning.



Bjarke Friis Kristensen:

Gremlins (1984)
De drillesyge og ækle gremlins, der hærger byen Kingston Falls ved juletid med både kaos og julesange går for mig hånd i hånd med juletræer og risengrød. En herlig, hyggelig og ikke mindst charmerende gyser-komedie med den nuttede Gizmo iklædt nissehue er en fast del af mine juletraditioner.

Die Hard (1988)
“It's not Christmas until I see Hans Gruber fall off Nakatomi Plaza…” Ja, den er ligeså jule-obligatorisk som glögg, nisser og pebernødder. Som for mange andre, er det først rigtig jul, når John McTiernans mesterlige actionfilm med Bruce Willis iklædt en mere og mere beskidt undertrøje og Alan Rickman i skurkerollen er løbet over skærmen… ”Now I have a machine gun… Ho-Ho-Ho.”

Home Alone (1990)
Det er ikke rigtig jul for mig før end, at jeg har set Macaulay Culkin i rollen som den snarrådige Kevin McCallister gøre livet surt for de to indbrudstyve Harry og Marv ved juletid. Det er både morsomt, tegneserie-voldeligt og naturligvis julehyggeligt.

Hvilke film ser I, når det er jul? Byd gerne ind i kommentarfeltet.