Stan Lee: Nekrolog for en virkelig superhelt

(28. december 1922 – 12. november 2018)
Billede
(© Marvel Studios)

Den amerikanske tegneserieforfatter Stan Lee, der blev synonym med den moderne superhelt, er gået bort i en flot alder af 95.

Spider-Man, Iron Man, Hulk, Doctor Strange, Fantastic Four, Daredevil, Black Panther, X-Men, Ant-Man og Thor er alle kreationer fra Lees uudtømmelige fantasi, og de er i dag legender på lige fod med manden, der skabte dem.

Han samarbejdede selvfølgelig med mange andre kreative hoveder, og folk som Jack Kirby, Steve Ditko og Larry Lieber var bl.a. essentielle for ovennævnte helte.

Fra Stanley Martin Lieber til Stan Lee
Lee blev født i 1922 som Stanley Martin Lieber af fattige immigrant-forældre fra Rumænien. Som stor teenager fik han et job i et familiemedlems virksomhed, Timely Publications, der senere blev til Marvel Comics.

Han fik tildelt tegneserie-afdelingen og blev i en alder af bare 18 redaktør. I 20 år spyttede han fantasifulde fortællinger inden for krimi-genren, gys, westerns og alt andet med ungt potentiale ud. Kvaliteten var ikke synderligt god, så en flov Stanley Martin Lieber underskrev skidtet som Stan Lee.

Senere tog han fuldt ejerskab af netop dette navn.

Som 40-årig følte Lee sig for gammel til den kulørte genre, så han besluttede sig for at takke af med en karakter, han kunne stå inde for. Hermed blev 'The Fantastic Four' skabt i 1961. En superheltegruppe der ændrede hans liv for evigt, og som fastholdt ham i netop superhelte-genren resten af hans liv.

Derefter fulgte Peter Parker a.k.a. Spider-Man, der ligesom de fire fantastiske satte teenageren i centrum med rigtige teenageproblemer side om side med deres superkræfter.

Også Hulk, Thor og Iron-Man kæmpede med menneskelige kvaler såsom stofmisbrug, fordomme og social arv. "Bare fordi han er en helt og har superkræfter, betyder det ikke, at han ikke har problemer," udtalte Lee engang til BBC.

Og spurgte journalister indtil Lees egen superkræfterer, lød svaret altid: "Held".

Resten er historie...

Lee var altså først og fremmest tegneserieforfatter, men han voksede gevaldigt med rollen. Således gik han fra at være chefredaktør hos Marvel Comics til udgiver og senere hen bestyrelsesformand for selskabet. Med årene forlod Lee Marvel og blev formand emeritus.

Lee var med til at udvikle Marvel til den gigantiske multimediekoncern, vi kender i dag. Bl.a. som producer på filmatiseringerne over selskabet mange ikoniske helte - fra Spider-Man til Avengers.

En rolle, der blev for evigt cementeret med hans såkaldte cameos i tæt på alle af Marvel-filmatiseringerne.

Hvil i fred, Stan Lee!