7 gange Queen har gjort filmen bedre!

Vi tæller ned til Bohemian Rhapsody på manér
Billede
(© 20TH CENTURY FOX)

Musikfilmen Bohemian Rhapsody med Rami Malek som ikonet Freddie Mercury og bandet Queen har premiere i denne uge.

I samme anledning har vi samlet vores bud på de film, hvor Queens repertoire er brugt bedst. Vi har valgt film, der bruger Queens originale kompositioner samt film, der genfortolker de velkendte sange.

We Will Rock You - A Knight's Tale (2001)
Man ved, filmen bliver god, når den begynder med 'We Will Rock You', og alle karakterer klapper med. Sangen sætter dagsordenen for en film, der ikke tager sig selv alt for seriøst. 'A Knight’s Tale' var en af afdøde Heath Ledgers første store succeser, før verden for alvor fik øjnene op for den fremtidige Oscar-vinder og Batman-skurk.

The Show Must Go On - Moulin Rouge! (2001)
Filmen 'Moulin Rouge' er fyldt med bearbejdelser af klassiske sange. Alt fra Elton John til The Police får sig en nyere fortolkning. Nær filmens dramatiske point of no return finder vi en af de bedste i form af 'The Show Must Go On'. Sangen var en af de sidste Freddie Mercury nåede at indspille, før hans tragiske død i 1991.

Somebody to Love - Magiske Ella (2004)
Allerede otte år før Anne Hathaway vandt en Oscar for at synge ‘I Dreamed a Dream’ i Les Miserables, viste hun sine sangtalenter i filmen 'Magiske Ella'. Scenen står måske ikke som den mest episke brug af en Queen-sang, men det er alligevel et bevis på bredden af bandets fanskare.

We Are The Champions - High Fidelity (2000)
Det ultimative soundtrack til triumfer! Op til flere film har derfor gjort brug af den velkendte ørehænger, og det er svært at vælge blot én favorit. Som eksempel har vi valgt den romantiske komedie 'High Fidelity' med John Cusack og Iben Hjejle.

Hele soundtracket - Flash Gordon (1980)
Hvis du vil sikre dig, at din film bliver episk, så får du Queen til at lave en sang til den. Hvis den skal være uforglemmelig, får du dem til at lave hele soundtracket. Filmen er blevet indbegrebet af en kult-film, og Queens fantastiske numre er nemt den bedste del af den. Filmens overdrevne plot og platte one-liners gør den særligt egnet til en behandling af Freddie og Co..

Don’t Stop Me Now - Shaun of the Dead (2004)
En flok ufrivillige helte må kæmpe mod zombier på deres stambar, og det bliver naturligvis gjort til Queens udødelige klassiker 'Don't Stop Me Now'. Sang og koreografi smelter perfekt sammen, og scenen kan efter vores mening hamle op med de bedste musicals derude. Hvem havde troet at Queen og zombier passede så godt sammen?

Bohemian Rhapsody - Wayne’s World (1992)
Måske den bedste brug af en Queen sang på film nogensinde - i hvert fald den mest ikoniske. Efter hovedkarakteren Wayne bryder den fjerde mur og introducerer sig selv, får vi dette klassiske musikalske indslag. Scenen var endda med til at give Queens karriere nyt liv i USA, hvor sangen hittede bedre end den gjorde første gang, den blev udsendt. Af samme årsag medvirker Mike Myers også i Bohemian Rhapsody i en veloplagt cameo.

Bonus-info: Dana Carvey der spiller Garth i filmen havde ikke tid til at lære teksten udenad og måtte mime sig gennem hele sangen, hvilket er meget tydeligt, når man kigger efter.

Bohemian Rhapsody får biografpremiere den 1. November.