Producer slår fast: James Bond bliver ikke en kvinde!

Barbara Broccoli understreger: "James Bond er en mand!"
Billede
(© Fanart)

Produceren bag Bond-franchisen, Barbara Broccoli, er kvinden der i sidste ende bestemmer alt inden for 007-universet. Ingen store beslutninger for filmverdens favorit-agent sker uden hendes tilladelse.

Det er derfor i den grad troværdigt, når Broccoli udtaler sig om fremtiden for Bond, hvilket hun netop har gjort til The Guardian.

Her slog produceren fast, at James Bond IKKE vil skifte køn, mens hun er på posten.

- Bond er en mand. Han er en mandekarakter. Han er skrevet som en mand, og jeg mener, han vil fortsætte som en mand. Og det er helt fint. Vi behøver ikke lave mandekarakterer om til kvinder. Vi skal bare skabe flere kvindekarakterer og få historien til at tilpasse sig dem, udtaler Broccoli.

Læs også: Alt vi ved om Bond 25

Hun var heller ikke bleg for at udtale sig om Bonds chancer for at blive en feministisk karakter.

- (Folk) refererer til de gamle film. De var skrevet i 50erne, så der er visse ting i Bonds DNA, der næppe vil ændre sig. Men se på den måde verden har ændret sig på. Jeg tror, Bond er kommet igennem og har transformeret sig med tiderne. Jeg har forsøgt at gøre min del, og jeg tror især med Daniel Craig-filmene, at de er blevet meget mere overens med den måde, hvorpå kvinder anskues, lyder kommentaren hertil.

Hermed er alle rygter om kommende kønsskifte manet i jorden, og vi kan med sikkerhed kigge efter mandlige skuespillere til den ikoniske rolle, når Daniel Craig skal erstattes - højst sandsynligt efter den næste film.

Bond 25 udkommer den 14. februar 2020 med True Detective-instruktøren Cary Fukunaga bag roret.