5 søde, romantiske og musikalske film af Nick Hornby

Varm op til den romantiske Bare Juliet
Billede
(© Scanbox)

Du kan lige nu se den romantiske komedie Bare Juliet i biografen. Filmen handler om Annie, der bor i en lille engelsk badeby og er kørt sur i sit forhold med manden Duncan. Duncan lever lidt sit eget liv som fan af musikeren Tucker, der forsvandt fra rampelyset for år tilbage.

I frustration skriver Annie en negativ blog om sangerens mesterværk, hvilket fører til en uventet mail fra Tucker selv. Snart er de to involveret i en længere korrespondance, som fører til et romantisk møde.

’Bare Juliet’ er baseret på bestselleren af britiske Nick Hornby, der har fået filmatiseret op til flere af sine bøger, mens han også har været manuskriptforfatter på en række film.  Vi anbefaler hermed fem film, der har Nick Hornby bag ordene.

Køb dine billetter til 'Bare Juliet' lige her:

billetsalg



High Fidelity
(2000)

Filmen er baseret på Hornbys bog af samme navn fra 1995 og handler om Rob, der har en pladebutik i Chicago. Hele hans liv drejer sig om musik og at lave toplister over alt fra sange til albums. Så da han forlades af sin kæreste gennem seks år, behandler han sit brud som alt andet, nemllig med en liste over fortidens forliste forhold. John Cusack spiller Rob, mens Iben Hjejle og Jack Black også er med.



About a Boy (2002)
Will (Hugh Grant) er en velhavende, barnløs og sorgløs ungkarl, der lever livet i Londons natteliv. Han er i trediverne og jagter konstant kvinder. Et af hans scoretricks er at deltage i møder for enlige forældre. Som et resultat heraf møder han Marcus (Nicholas Hoult) - en 12-årig dreng med store tilpasningsproblemer. De to udvikler et nært venskab, som man først kunne læse om i Hornbys bog fra 1998.
 


An Education (2009)
Det er den britiske journalist Lynn Barbers erindringer, der ligger til grund for Hornbys manuskript til Lone Scherfigs ’An Education’. Filmen foregår i 1960’erne i en forstad til London, hvor Jenny (Carey Mulligan), en 16-årig pige, er på vej til Oxford og en prestigefyldt uddannelse, da hun møder playboyen David (Peter Sarsgaard). David er en del ældre og lever det voksne liv, som Jenny savner. Hun opdager dog snart, at det nye forhold har visse omkostninger.



Wild (2014)
Cheryl (Reese Witherspoon) forsøger at komme sig over tabet af sin mor. Hun har ramt bunden med stoffer og en skilsmisse, men beslutter sig for at vandre ad The Pacific Crest Trail - en 4000 km lang strækning fra Californien til Canada. Hun efterlader nu en konfliktfyldt fortid og bruger tiden til at finde tilbage til den kvinde, hendes mor troede, hun var. Hornby har stået for filmens manuskript, der er baseret på den biografiske 2012-erindring af Cheryl Strayed.



Brooklyn
(2015)

Dramaet tager sin begyndelse i 1950ernes Irland, hvor den unge Eilis (Saoirse Ronan) får mulighed for en ny og måske bedre tilværelse i USA. I Brooklyn forelsker hun sig i Tony, men deres lykke bliver afbrudt, da en hændelse tvinger Eilis til at rejse hjem til Irland. Så nu er spørgsmålet, hvor hun virkelig føler sig hjemme. Hornby har skrevet filmens manuskript, der er baseret på en bog af Colm Tóibín fra 2009.