Ryan Gosling er en suveræn Neil Armstrong

Vi har set First Man i Toronto
Billede
(© UIP)

TORONTO. Damien Chazelle - manden bag Whiplash og La La Land - har gjort det igen med sin detaljerige, nervepirrende og overraskende rørende skildring af Neil Armstrongs månelanding tilbage i 1969.

Filmen hedder First Man, og vi har netop set den på festivalen i Canada.

Hemmeligheden bag Chazelles nye fuldtræffer er Ryan Gosling. Han tilfører en sorgmodig dybde til astronauten, som mistede en datter, kort før han blev udvalgt af NASA. Et smertefuldt emne, som løfter filmen op til mere end "blot" en imponerende periodeskildring med et nærmest dokumentarisk indblik i den farefulde rummission.

Til pressekonferencen i Toronto fortalte Chazelle, at filmen faktisk startede som en mission-film, der udelukkende skulle fokusere på den syv år lange proces, fra Kennedy gav grønt lys til selve landingen, men at Gosling skubbede på for at få mere med om Armstrong-familiens traume.

- Ryan følte sig mere knyttet til den del af fortællingen. Så jeg måtte omskrive en stor del af filmen, da det ikke bare skulle være en baggrundshistorie. Det skulle ind i hele filmen. Og det endte med at gøre selve landingen mere forståelig, for det, de gjorde, var jo at lande et sted, man ikke burde lande som menneske. Så han måtte krydse til den anden side for at finde forløsning, fortalte instruktøren.

For Gosling var der ikke meget andet ved Armstrong, han kunne relatere til.

- Jeg kan slet ikke relatere til at være et geni, være så modig eller så ydmyg, som Armstrong var, fortalte Gosling, der også havde et hurtigt svar på spørgsmålet om, hvorvidt han ville rejse til månen, hvis han fik muligheden.

- Nej, jeg ville være for bange.

First Man får dansk premiere den 25. oktober.