Henry Cavill måske færdig som Superman

Michael B. Jordan er en mulig erstatning
Billede
(© Warner Bros)

DC og Warner Bros. halter efter Marvel og Disney, der skovler succes efter succes ind.

I går kunne vi meddele, at Ben Affleck måske er blevet erstattet af en ny, yngre skuespiller som Batman.

Nu er det kommet frem, at også Henry Cavill er ved at blive skubbet fra sin DC-karakter, nemlig Superman-rollen.

Rygterne er kommet, efter den britiske skuespiller skrev under på en kontrakt til den kommende Netflix-serie 'The Witcher', som bygger på spillet af samme navn. Spørgsmålet som Collider tager op, handler netop om det: Hvordan kan han være hovedrolleindehaver i en TV-serie OG beholde rollen som Superman?

Er det bare dækkehistorien for, at Henry Cavill og hans hold har haft problemer med, at få kontraktaftaler på plads i forhold til en lille scene i den kommende DC-film Shazam! og til sin overordnede DC-kontrakt? Det ser ud til, at hvis Cavill ikke kan være med i Shazam!, så kan han ikke få lov at spille Superman mere. Bum.

Nogle få timer efter nyheden blev offentliggjort lagde Henry Cavill en video op på Instagram af sig selv, iført en Krypton-tematisk t-shirt, hvor han også løfter en Superman-figur – er det mon en påmindelse om, at han ikke er færdig som stålmanden?

(Kilde: Instagram)

Zack Snyder, instruktøren bag Man of Steel og Justice League, har også lagt et billede op på Vero, hvor han refererer kryptisk til situationen.

Det ser dog nu også ud til, at Warner Bros. allerede har gjort sig tanker om, hvem der muligvis kunne tage rollen fra Cavill: Michael B. Jordan. Det skriver Deadline, der også fortæller, at Warner Bros. hellere vil gå videre med en Supergirl-film, end endnu et Superman-flop.

Michael B. Jordan har vi for nyligt set i Marvels Black Panther og Creed, hvor det viser sig, at også han kan få en Adonis-lignende krop. (Pun intended).

Hvis denne version af Superman - som vi kender fra Earth 23 i tegneserierne - går videre, vil den dog blive et sidestykke til de andre DC film, såsom Shazam! og 'Flash'. Den ville være selvstændig, ligesom Joaquin Phoenix' The Joker-film kommer til at være.

Hvem tror du, er bedst gearet til rollen som Superman? Kunne Kit Harington og Michael B. Jordan være et godt Justice League lederpar?