10 gange Whitneys Houstons stemme gjorde en film bedre

Vi varmer op til dokumentarfilmen om sangerinden
Billede
(© Angel Films)

Det er ikke nogen hemmelighed, at Whitney Houston har efterladt sig en stor indflydelse på filmmusik – ikke mindst gennem de ikoniske sange til filmen The Bodyguard, der stadig er det bedst sælgende soundtrack nogensinde med 50 mio. solgte albums verden over.

Selv om Houston kun nåede at være med i fire spillefilm, har hendes stemme rejst igennem den ene film efter den anden. Nu er hun hovedpersonen i dokumentarfilmen Whitney, der kigger på hendes legendariske karriere samt de mange nedture, der endte i en alt for tidlig død.

Vi har samlet den bedste brug af sangerindens numre i forskellige film gennem tiderne i en kronologiske liste herunder:

Perfect (1985) - 'Shock Me' (feat. Jermaine Jackson)

John Travolta og Jamie Lee Curtis spillede sammen i dette romantiske drama fra 1985. Travolta spiller en journalist som skriver om, hvordan fitnesscentre fungerer som stedet, hvor singler mødes. Her møder han selvfølgelig en ung og smuk aerobicinstruktør (Curtis), der sætter pulsen grundigt i vejret.

 

The Bodyguard (1992) – 'I Will Always Love You', 'Run to You', I'm Every Woman', 'Queen of the Night' og 'I Have Nothing'

Der gik ikke lang tid fra, at denne romantiske film kom ud, til at sangen ’I Will Always Love You’ hittede på alle spilleplatforme verden over. I filmen medvirker Whitney Houston som superstjernen Rachel Marron og Kevin Costner som hendes bodyguard, Frank Farmer (jep, det hedder han). Kærlighedshistorien mellem divaen og hendes sikkerhedsvagt tog verdenen med storm, og der var ikke et øje tørt i slutningen af filmen. 

Sangene 'I Have Nothing' og 'Run to You' blev begge Oscar-nominerede, men tabte det år til Disneys 'A Whole New World' fra Aladdin.

 

Waiting to Exhale (1995) – 'Exhale (Shoop Shoop)'

Whitney Houston medvirkede tre år senere også i en anden romantisk film, nemlig 'Waiting to Exhale'. Fire sorte amerikanske kvinder mødes og fortæller om deres kærlighedsliv, som de alle oplever på forskellig vis. Veninderne skal finde en måde at komme videre i hver deres liv, og sammenholdet iblandt dem er løsningen.

 

The Preacher’s Wife (1996) – 'I Believe in You and Me'

Engle, jul, musik og Whitney Houstons store vokal – det kan næsten ikke blive en bedre julefilm end det. Alle sangene i filmens soundtrack er skrevet og sunget af Houston, og albummet er sidenhen blevet det bedst sælgende gospelalbum i hele verdenen. Denzel Washington og Lionel Richie er også på rollelisten.

 

The Prince of Egypt (1998) – 'When You Believe' (feat. Mariah Carey)

DreamWorks’ animerede musical fortæller historien om Moses - fra barndom til han delte det røde hav, som det fortælles i Bibelens Anden Mosebog. 'When You Believe' er en duet med en anden musikdiva Mariah Carey, og sangen vandt Oscar-statuetten for Bedste Originale Sang. Val Kilmer, Ralph Fiennes, Michelle Pfeiffer og Sandra Bullock var med til at give stemmer til de animerede karakterer.

 

13 Going on 30 (2004) – 'I Wanna Dance With Somebody'

Jennifer Garner spiller hovedrollen i denne komedie fra 2004. Den unge 13-årige hovedrolle bliver på magisk vis sendt ind i fremtiden, hvor hun pludselig er blevet 30 år gammel og intet kan huske fra de foregående 17 år. Udover Whitney Houston så har ’13 Going on 30’ også Vanilla Ice, Michael Jackson og Madonna på lydsiden.

 

Daddy’s Little Girls (2007) – 'Family First'

Komedie med Idris Elba som en familiefar, der vil gøre alt for sin kone og deres tre døtre. Disse selvsamme døtre er det eneste, der bringer Elba igennem filmens handling, og det er for dem, at han klarer sig. Whitney Houstons stemme på ‘Family First’ forsikrer beskueren, at famile netop er det vigtigste.

 

This Is the End (2013) - 'I Will Always Love You'

Som drama er ‘This is the End’ et perfekt eksempel på, hvad Seth Rogen og Evan Goldberg kan kreere sammen med ægte sort humor. Filmen omhandler Jordens undergang, hvor alle i filmen spiller dem selv. Brugen af Whitney Houstons ‘I Will Always Love You’ i den sidste scene giver et godt eksempel på satiren, der fylder i hele filmen.

 

Love, Simon (2018) - 'I Wanna Dance With Somebody'

At springe ud på den helt rigtige måde er ikke det nemmeste i hele verden. Specielt for teenageren Simon, der uheldigvis bliver skubbet ud af skabet uden samtykke. I en henvisning til ’13 Going on 30’, hvor Jennifer Garner – som her spiller Simons mor - havde en enkelt scene med ‘I Wanna Dance With Somebody’ gentager Simon successen på gymnasiets gange i en drømmeagtig sekvens.

 

The Hitman’s Bodyguard (2017) - 'I Will Always Love You'

Som en rigtig parodi på 1992-filmen ’The Bodyguard’ brugte 'The Hitman’s Bodyguard' nummeret ’I Will Always Love You’ i en af deres trailers. Action-komedien handler om top-livvagten Michael Bryce, som får til opgave at beskytte verdens bedste lejemorder. Ryan Reynolds og Samuel L. Jackson spiller hovedrollerne i den skydegale komedie.


Whitney får dansk premiere den 6. september