Kevin Spaceys nye film tjener kun 4.000 kr. i åbningsweekenden

Skuespillerens nyeste film får høvl i billetlugerne
Billede
(© Media Rights Capital)

Kevin Spaceys nye film ’Billionaire Boys Club’ levede bestemt ikke op til dens navn, da det biografiske drama åbnede i fredags til en latterlig lav sum af 800 kr. Henover weekenden så det heller ikke bedre ud for filmen.

618 dollars (4000 kr.) er, hvad filmen har tjent over en weekend, hvor den kun blev vist i 11 biografer over hele USA.

Filmens dårlige indtjening kommer ovenpå flere beskyldninger om seksuelle krænkelser rettet mod ’House of Cards’-stjernen. Han er siden blevet fyret fra sidste sæson af House of Cards og Netflix har droppet alle forbindelser til ham.

Kevin Spacey skulle også have medvirket i Ridley Scotts film ’All the Money in the World’, men blev erstattet af Christopher Plummer i sidste øjeblik.

Udover den kontroversielle skuespiller, har filmen også hans Baby Driver co-star Ansel Elgort og Kingsman-stjernen Taron Egerton med på rollelisten. Filmens stjernespækkede line-up lader ikke til at gøre noget for publikum, der ser ud til fuldstændigt at have droppet den Oscar-vindende skuespiller.

Skuespillerens dårlige omtale lader heller ikke til at gøre noget godt for anmeldelserne. Filmen er indtil videre beskrevet som middelmådig og kedelig på trods af en god præstation fra hovedrolleindehaveren Ansel Elgort.

Filmen blev gjort tilgængelig på video on demand fredag før filmpremieren, hvilket højst sandsynligt også har medvirket til det dårlige billetsalg.

Billionaire Boys Club er ikke planlagt til dansk biografpremiere.